Hatta Dam

Hatta Honeybee Garden

Sidste skud ud til Hatta i denne omgang.

Jeg er lige en smule forsinket i mine skriverier, fordi der sker så mange dejlige ting rundt om mig. Farmor og Farfar er her jo , og pigernes favorithøjtid, Halloween, har krævet en del praktisk forberedelse.

Som beskrevet i sidste blogindlæg, tog vi Faster D med på tur ud af Dubai, så hun kunne se, at De Forenede Arabiske Emirater er så meget mere end glitzy skyskrabere og fancy restauranter. Med små børn er det relativt begrænset, hvad man kan foretage sig i Hatta. Efter en hyggelig donut-tur på Hatta Dam den ene dag, stod valget mellem at køre ned i Wadi Hub og trække pigerne en tur på en pony eller at besøge Hatta Honeybee Garden.

Vi valgte det sidste.GPS-signalet er (ikke overraskende) ret dårligt ude midt i Hajjar-bjergene, så vi kom noget på omveje og nærmest ind ad bagvejen til honning-stedet, forbi små landbrug med kameler, geder og dadelplantager. Men om ikke andet så fik Martin da endelig brug for sin firhjulstrækker.

250 dirhams senere og vi er alle i gule bee-keeper-costumes! Ømt syn, jeg ved det.Lige umiddelbart virkede stedet som noget af et rip-off eller en ren udstillingskulisse med både hashtag og kunstgræs i bedste Instagram-venlige stil. Rundvisningen starter ud med at man ser tre små udstillings-træer i de tre træsorter, som bierne tager pollen og nektar fra i området: Samar, Sidr og Ghaf.

Det er træsorter, som gror naturligt i hele landet og også her i Hajjar-bjergene, og som hver især sætter blomster i en ganske afmålt to-måneders periode, hvilket gør, at man let kan “styre”, hvilken slags honning, man producerer. Ved indgangen til haven sælger de alle tre slags honning i forskellige flasker og krukker, samt bivoks, chokolader med honning, royal jelly og skønhedsprodukter med honning som ingrediens.

Der er også smagsprøver på de tre honning-varianter, og det er overraskende, hvor stor forskel der er på smagen af nektar fra samar-, sidr- og ghaf-træerne.

Efter træerne kommer man til en udstilling af de forskellige typer af bistader, der traditionelt er anvendt på Den Arabiske Halvø. Jeg er særligt vild med de udhulede palmestammer, som man har anvendt i gamle dage i De Forenede Arabiske Emirater. Nu om dage er staderne af plastic eller polystyren.Endelig kommer vi til den del, der virkelig er noget ved. Håndtering af de fine honningbier!Først får bierne lige en smule røg til at dulme nerverne med, hvorefter en af biavlerne linder på låget og lader os opleve det summende liv i staden. Der er tale om italienske honningbier, som er den “flinkeste” (mest håndterbare) slags i verden. Det er nok også meget smart, at vi kun kommer i nærheden af den roligste slags, da det alligevel er en smule spændende at stå ansigt til ansigt med hundredevis af travle arbejdsbier, der summer omkring på tavlerne.Men bierne tager ikke rigtigt notits af os – og vi håndterer tavlerne med rolige bevægelser og får set dem helt tæt på.Vi får lov til at trykke bivoksen lidt ind og ned i hjørnet af tavlen, så den gyldne honning flyder ud på handskerne, og en lille flok arbejdsbier klatrer over for at spise sig mætte.Jeg ved ikke hvilken form for fancy markeringsteknik, Hatta Honey anvender, men dronningebien ses tydeligt ved den lysende blågrønne markering oven på hovedet.Efter hyggelig nærkontakt med honningbierne går vi videre ud for at se, hvordan de har stader stablet op overalt. De har langt større arealer med bistader end her, da stedet kun er tænkt som en besøgshave for turister.Til sidst går vi forbi et par pavilloner, hvor Hatta Honey har intentioner om at tilbyde forskellige former for terapi til de besøgende. Højst sandsynligt først om et par år, hvis jeg skal komme med et forsigtigt gæt, da det hele ser noget slunkent ud. De vil bl.a. tilbyde stik med bi-gift som en naturlig form for botox, smertelindring til psykisk syge og austister i form af bistik, og en række forskellige indåndingsmasker, hvor man kan indtage ilten fra summende bier, som efter sigende skulle være godt til folk med åndedrætsproblemer, astma, bronkitis osv. De har også et stort laboratorium andetsteds, hvor de laver masser af bi-inseminering og udvikling af bidronninger i små separate kasser, så man sikrer sig en optimal og hurtig udvikling af nye (og befrugtede) dronninger til staderne. Alt sammen i et forsøg på at intensivere og optimere produktionen af honning.

Tilsyneladende er en krydsning mellem en italiensk dronningebi og tyve canadiske droner (hanbier) den perfekte kombination, da den italienske honningbi som sagt er venligsindet, og den canadiske honningbi er den mest hårdtarbejdende af alle arter. Ser man det. Hvem vidste overhovedet , at der er nationale honningbier fra Yemen, Saudi Arabien, Canada og så videre?

Der er ingen tvivl om, at det kan noget ganske særligt, hver gang man kommer rigtigt i nærkontakt med et dyr. Det bliver håndgribeligt og interessant på en helt anden måde, end hvis man bare står og ser på dyret på afstand.

Vi lærte helt sikkert en masse om honningbier, som vi ikke vidste i forvejen – og vi er pludselig noget så duperede over de gyldne honningdråber, royal jelly og dets mange anvendelsesmuligheder – og i det hele taget biernes betydning for vores økosystem og liv her på jorden.

Save the bees og læg endelig vejen forbi Hatta Honey, hvis du får muligheden!

🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝🐝

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hatta Dam