Førstegangs-turist i Ørkenstaten

Hatta Dam

Klokken viser lidt over midnat.

Snorkefrøknerne gør dét, de er bedst til, og har gjort det i timevis allerede.

Huset brummer stille af airconditioning, opvaskemaskine og vandkøler.

Jeg er ramt af Den Store Vuggestuepest på 8. dagen eller deromkring, men i stedet for at sove, sidder jeg nu her og venter spændt, mens jeg pudser næse og forsøger at trække vejret nogenlunde sammenhængende.

Ventepositionen handler om Farmor og Farfar, der lander lige nu i DXB Lufthavn.

Det er kun halvandet døgn siden Faster D rejste retur til Hillerød.

Vi er knapt nok kommet os over, hvor fantastisk hendes besøg var, og nu er vi så så heldige, at der kommer en ny invasion fra nord. Pigerne har ønsket sig inderligt, at Farmor og Farfar skulle opleve Halloween sammen med os – og deres bedsteforældre kan lige nå at få sovet en lur eller to, før løjerne går løs i morgen aften.

Det allersidste, vi foretog os sammen med Faster D var, at tage hende med uden for Dubai. Der var ellers 1.000 ting mere, vi kunne have set og gjort i byen, men det var vigtigt for os, at hun også fik et glimt ind i alt det andet fantastiske, De Forenede Arabiske Emirater også byder på.

Så afsted tog vi.

På et road trip, der tog godt og vel 1 time og 45 minutter ud af byen til Hatta i Hajjar-bjergkæden, som De Forenede Arabiske Emirater deler med naboen, Sultanatet Oman.(Photo lånt fra Lonely Planet)

Hatta ligger i Dubais emirat, selvom det kan være svært at gennemskue, da det ligger noget afsides og nærmest ind i en krog mod Oman – og man kører da også ind i emiratet Sharjah undervejs derover.Vi har ikke tidligere været i Hatta, men derimod er Fujairah et yndet weekendmål for Dubai-folk med fin snorkling og vild bjergnatur.

Men for 1-2 år siden begyndte boligselskabet MERAAS at investere massivt i at gøre Hatta til et nyt centrum for økoturisme.Indtil da havde interesserede kun kunnet overnatte på JA Hatta Fort Hotel, se lidt ud over Hatta Dam og gå en tur igennem Hatta Heritage Village, der (som alle andre heritage villages i landet) skulle være lidt af et turist-tingel-tangel. Med MERAAS’ indtog i Hatta skulle der nu komme flere boller på suppen og mulighed for at opleve naturen endnu tættere på og mere autentisk end tidligere.MERAAS har således bygget en række små lejligheder, Hatta Damani Lodges, og en trailer park, Hatta Sedr Trailers samt et telt- og campingsite direkte ud i de fredede områder ved Hatta Dam. Her kan man grille, nyde livet fra private terrasser og tage ud for at sejle i kajak på Hatta Dam, hike på en af ruterne i det godt og vel 35 km. lange stisystem eller prøve kræfter med klatring, mountainbike, zip-lining og alle mulige andre former for adrenalin-boostende aktiviteter i aktivitetscentret, Wadi Hub.Jeg havde udvalgt og booket Hatta Sedr Trailers, som jeg har markeret på kortet med en rød ring. Jeg forestillede mig, at det ville være den største oplevelse for os. De parkerede, amerikanske Airstream Trailers har bare et eller andet over sig – og det ville lige være noget for et par småpiger, frem for et almindeligt værelse i Damani Lodges.De top-cute trailere skuffer da heller ikke ét sekund.

Pigerne kan bevæge sig fra Fasters trailer til vores trailer på et øjeblik, og de spurter rundt om sig selv i små cirkler, mens de ih’er og næh’er over, at alting er præcist som på et veludstyret hotelværelse – bare meget sjovere og hyggeligere.Der er en food-truck on site, som serverer morgenmad, frokost, snacks og kaffe, så ingen lider nød på noget tidspunkt. Her henter vi lækre burgere til sen frokost, da vi ankommer – og næste morgen køber vi også morgenbrødet der. Man kan bestille grillspyd til om aftenen og købe pommes frites til, men vi har taget maden med hjemmefra.Og så er det ellers om at nyde de spektakulære omgivelser. Hajjar-bjergene er så ustyrligt smukke i al deres stenede enkelthed.Da frokosten har bundfældet sig, sejler vi ud i en såkaldt “donut” på Hatta Dam, mens tusmørket efterhånden breder sig. Når man ligger gemt inde i en stor bjergkæde, forsvinder solen ganske drastisk der om eftermiddagen.Og da først mørket og stilheden sænker sig over Hajjar-bjergene, sænker vi skuldrene helt og tusser rundt, mens vi finder grillkul frem, drikker rosévin og åbner køletaskerne, som gemmer på oksemørbrad, pitabrød, oliven, hummus og salater.Simpel og noget så lækker bliver maden altid, når man spiser i det fri og har al tid i verden til det.Læg lige mærke til, at trailerens terrasse er virkelig hyggeligt indrettet.Senere på aftenen laver Martin et bål i grillen med birkebrænde, og vi sætter os hen til det med Faster D og summer over livet. Den der lune ørkenvarme og den disede himmel med svage stjerner aftegnet, kan bare noget helt særligt.

Det er sådan en stjernestund, man aldrig vil glemme.

Næste morgen vågner vi til skarpt solskin og høj varme.Jeg er da blevet fuldstændig forgabt i de her Airstream Trailers, der ser ud som om de altid har stået lige dér midt i Hattas stenede skønhed.Der er kun virkelig pæne ting at sige om Hatta Sedr Trailers.

Servicen er i top – alle medarbejdere er venlige, hjælpsomme og effektive.

Traileren har alt, hvad et pænt hotelværelse har – dvs. telefon til reception og room service, føntørrer, opredning til børn ved siden af dobbeltsengen, velfungerende badeværelse med WC, bruseniche, bløde håndklæder, sæber, plus en række TV-kanaler og Wi-Fi. Der er således tale om glamping i den femstjernede kategori, selvom trailerne kun har fået to hotelstjerner tildelt af Dubais myndigheder.

Det fungerer perfekt med udsigtsdækket eller terrassen, hvorfra man kan nyde synet af bjergene morgen-middag-aften. Vi medbragte grillkul, brænde og mad hjemmefra, men man kan sagtens bestille on site eller hente det selv i Hatta’s Union COOP.

Der er cirka 10 meter mellem hver af de i alt 13 trailere. Man hører og fornemmer stort set ikke naboerne – og alting er lavet så diskret som overhovedet muligt, så alle får en oplevelse af at være helt ude i naturen uden på nogen måde at “rough’e” den.

Prisen er fin. Vi betalte 625 dirhams pr. trailer fra søndag til mandag. Jeg har på fornemmelsen, at man skal booke i god tid, da de søde trailere virker populære.

Kajakkerne og donuts’ene er lidt “pebrede” prismæssigt for den smule sejlads, man kan foretage sig på dammen, men der er dog halv pris for overnattende gæster i Sedr Trailers, så det hjælper lidt på det.

Ud over sejlads og hiking er der Hill Park og små udsigtspunkter, man kan besøge i Hatta Centrum. Der er virkelig tale om en lille soveby i bjergene, men det i sig selv er ganske og aldeles charmerende, når man kommer fra pulserende, bimlende Dubai.

At se en flok brægende geder komme ud fra den indre gård i et landsbyhus eller et par kameler, der bliver transporteret på ladet af en pick-up – dét er også en fornøjelig del af oplevelsen ved at komme langt ud på landet i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg er helt solgt til konceptet – og det er resten af familien også, så nu planlægger vi at vende tilbage til bjergene efter jul.

Du kan læse mere om Hatta og de forskellige muligheder for overnatning og aktiviteter lige her:

https://www.visithatta.com/en/

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Førstegangs-turist i Ørkenstaten