Boganbefalinger

Lige op til sommerferien forærede jeg mig selv et Saxo-abonnement med den positive bagtanke, at så kunne jeg vel nok tygge mig igennem bunker af litteratur i Den Marathonlange Sommerferie – helt uden at slutresultatet blev en tung stabel paperbacks, som jeg hverken kunne eller ville rejse rundt med i en kuffert.

Projektet lykkedes.

Jeg fik rent faktisk læst en masse spændende og forskelligartede bøger – og er fortsat ufortrødent efter ferien. Det er godt nok ikke altid lige praktisk at læse på en iPad, men jeg har overgivet mig, fordi det er en så meget billigere løsning, og fordi det er håbløst at bære rundt på papirbøger, som jeg alligevel ikke har intentioner om at beholde efter endt læsning.

Drømmen for en litteratur-, tekst- og skrivenørd er jo ellers at eje et kæmpestort, smukt hjemmebibliotek, der skal indeholde alt, hvad jeg har læst, gerne vil læse og en masse midt i mellem, tilsat øreklapstole, puffer og gode læselamper. Den drøm er så bare ikke kompatibel med et udlandsliv, der helst skal kunne pakkes ned i en 40 fods container any day, så jeg har indstillet mig på, at hyldemeter efter hyldemeter fyldt med bøger må realiseres ude i fremtiden i en eller anden form for diffus pensionisttilværelse. Selvom jeg egentlig også har svært ved at se, at jeg som pensionist er bosat ét sted. Men okay – jeg skubber ihvertfald trangen til at horde bøger foran mig, og jeg undertrykker alle ufrivillige bevægelser i armene, når jeg som en anden Gollum rækker ud efter precious nyudgivelser i Arnold Busck i Danmark og Kinokuniya her i Dubai.

Nå, men intentionen for dette blogindlæg var egentlig ikke at fantasere højt og hedt om et hjemmebibliotek. Jeg ville dele mine læseoplevelser/boganbefalinger med jer i min egen kronologiske læserækkefølge – og jeg tager imod jeres personlige favoritter og anbefalinger med kyshånd, så jeg kan få fyldt hylderne i min virtuelle reol hos Saxo igen.

Her er så den første roman, jeg læste i juli:Jeg er aldrig til de der hurtigt-læste krimier, som ind i mellem kommer gratis med et dameblad eller ligger i en tilbudskasse i Bilka. Hverken de svenske eller de danske. De irriterer mig faktisk grænseløst. Men Camilla Läckbergs seneste er ikke en krimi – og jeg havde fået den anbefalet af min gode veninde, så jeg tog mig sammen. Her er snarere tale om en psykologisk spændingsroman om kvinders indre liv. Og fortællingen gjorde et stort indtryk på mig, fordi den rammer så dybt ned i nogle af de allertungeste ting ved at leve i et parforhold, hvor den ene part er endt med at ‘tjene alle pengene’, mens den anden part ‘følger med’. En række fine, ømfindtlige refleksioner fik jeg gjort mig undervejs. Læs den, uanset om du er en expat-wife eller en kvinde, der bidrager 50/50 til den fælles husholdningskasse. Det er en mættet fortælling om at undertrykke sig selv.

Efter skandinavisk, delvist-selv-påført kvindeundertrykkelse rejste jeg et smut til Afghanistan, hvor undertrykkelse af kvinder er en del af samfundsstrukturen og livsvilkårene på en så omfattende måde, at det stort set er umuligt at fatte for en dansk kvinde.Sune Engel Rasmussen er én af de ganske få vestlige journalister, der har levet en årrække i en helt almindelig bolig i Kabul og har arbejdet journalistisk i Afghanistan uden om den gængse politi- og militærbeskyttelse, som journalister normalt svøber sig i, når de befinder sig i en krigszone. Hans generationsportræt af en håndfuld unge afghanere af vidt forskellig observans er dybt tankevækkende – til tider rørende. Jeg beundrer hans evne til at skildre mennesker sobert og respektfuldt, så vi som læsere får multifacetterede vinkler på landets indre konflikter i stedet for det sort-hvide billede, der er så let at male i medierne. Sune Engels evne til at anerkende alle mennesker og deres fortællinger (uanset deres politiske eller religiøse ståsted og hans egen personlige holdninger til samme) er mærkbar og indgyder respekt. Læs den, hvis du har lyst til at lære mere om Afghanistans interne konflikter.

Fra samfundsspændinger og krige strøg jeg videre til indre kampe og konflikter, som HKH Kronprins Frederik har haft igennem sin opvækst, ungdomsår og voksenliv. Ikke et videre interessant portræt, hvis du spørger mig, men hvis du er meget royal, kan det sagtens være, at du finder glæde ved bogen.

Næh – så hellere en god portion socialrealisme og ordnøjsomhed i form af opfølgeren til Folkets Skønhed, der er mindst lige så hjerteskærende god som førnævnte.Jeg er vild med Merete Pryds Helle. Vild med hendes hudløshed og alt dét, der kun bliver fortalt mellem linjerne eller i nøgterne beskrivelser. Pryds Helles tidstypiske portrætter er så rammende og går lige i hjertekulen på mig. Måske også på dig? Men læs ihvertfald Folkets Skønhed først, hvis du ikke allerede har gjort det.

Og når nu jeg var så fint igang med sindslidende mødre, så var der ingen vej uden om Peter Øvig Knudsens nyeste.Umiddelbart tænkte jeg, at det ville blive ét langt anklageskrift imod hans barndom og morens manglende forældreskab og omsorg, men jo længere, man kommer ind i romanen, jo dybere skærer vi ned i Øvigs egne psykiske problemer, maniodepressive perioder og psykotiske tendenser. Det er et ualmindeligt ærligt og rørende billede af sindssygdom og dét tunge liv, en sindslidende strider sig igennem. Jeg lærte en masse nyt om depression, angst, psykose og mani ved at læse bogen, fordi Øvig er så dygtig til at skildre sin egen og morens sygdom på en saglig og tilnærmelsesvis faktuel manér.

Leonora Christina Skov leverer til gengæld det helt store anklageskrift imod sine forældre og dén barndom i Helsinge, der var stort set umulig at komme igennem for hende, fordi moren var psykisk syg, og faren deltog som sygehjælper, facilitator og katalysator for vanviddet.Sjovt nok kørte jeg rundt i lokalsamfundet omkring Helsinge i Nordsjælland dén uge, hvor jeg læste Skovs roman, så jeg googlede vejnavne og områder som en anden stalker. Det var nu ret sjovt. Jeg kunne lide bogen, men det er en smule trættende, at vreden og skuffelsen ikke bliver vendt til et eller andet brugbart brændstof.

Efter sindslidelser og bristede barndomme tog jeg lige en tur ud i kogebogslandet, hvor jeg læste Jane Faerbers nye KETO-bog, samt den lidt ældre Jerk W. Langer-bog.Begge bøger er superfine og brugbare i hverdagen. Og jeg forsøger efter bedste evne at inkorporere den nye viden om kost i vores måltider herhjemme.

Efter en spisepause var jeg klar til Morten Papes seneste roman, der på ingen måde lader læseren slippe lettere end ved debuten, Planen.Jeg gentager lige, at jeg elsker socialrealisme. Men indtil videre er der da ingen, der kan give mig mavepine, flossede neglebånd og dårlige drømme som Morten Pape. Det skulle da lige være Jakob Ejersbo. Og hvorfor udsætter jeg mig så for det her pineri? Fordi det er vigtigt at forstå Under-Danmark og de vilkår, som danske børn (også) vokser op under. Præcist som med Papes debutroman, Planen, så er forholdene for hovedpersonerne så groteske, at det er svært at forholde sig til. Men inden under min forbavselse og forargelse ved jeg, at de her forråede miljøer og mennesker findes. Det er bare rarere at lukke øjnene for det.

Efter Pape tænkte jeg, at det ville være fikst med noget fransk. Lidt elegance, parisiske stræder, sprøde croissanter og kulsort kaffe, tænkte jeg. Som modvægt til alt, alt for meget Amager og Falster. Jeg har også set Delphine de Vigan nævnt og rost så mange steder, at jeg måtte se, hvad hun byder på.

Intetanende går jeg således igang med sommerens 6. roman om kvinder, der er sindslidende og komplet ude af stand til at tage vare på sig selv – og da slet ikke på deres børn.

Alt må vige for natten er forfatterens selvbiografi om morens store familie, og de utallige dramatiske situationer, som familien kommer ud i. Hun beskriver så sagligt og faktuelt som muligt, men med en sans for det bombastiske, vanvittige og finurlige, som kun en franskmand kan gøre det. Det tog lige lidt tid, men nu er jeg hooked.I romanen Dage uden sult oplever vi anoreksien som den unge kvindes reaktion og overlevelsesstrategi oven på morens sindssygdom – det fravær og de mange svigt, som hun har lidt under igennem hele sin opvækst. Det er første gang, at jeg har oplevet en forfatter gå til emnet spiseforstyrrelser på en så poetisk og sælsom måde, som de Vigan gør. Hun har særlige evner med sproget, og det er tilnærmelsesvist en (bizar, indrømmet) fornøjelse at læse hendes detaljerede beskrivelse af både de fysiske og psykiske konsekvenser af at leve med anoreksi. Det er også interessant at læse bogen som en efterfølger til Alt må vige for natten, der kulegraver morens problemer på grund af opvæksten i en stor, dysfunktionel familie. Årsag og virkning, arv og miljø, forklaringer og bortforklaringer, familiehemmeligheder, spind af løgne og vidt forskellige opfattelser af ‘sandheden’ binder de to bøger sammen til et interessant sammensurium af menneskers følelsesliv og reaktioner.

Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu.

Foran mig ligger Vita Andersens hjerteskærende roman Indigo om hendes liv og opvækst som børnehjemsbarn, der var kastebold i systemet. Plus lidt debat- og faglitteratur.