Fornyelse

41

Jeg føler mig som verdens heldigste fødselar i dag.41 år gammel eller ung – afhængig af, hvem du spørger. Der er ellers både grå hår og ømme hårrødder i dag, men inden i er der kun boblende pigelatter og glæde.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg er Mor til to dejlige piger, der vokser op og udvikler sig til rimeligt fornuftige verdensborgere.Heldig føler jeg mig, fordi jeg på 19. år er kæreste med manden i mit liv, som samtidig er Far til mine børn. Det at have mit livsvidne, som følges med mig og som elsker pigerne ubetinget sammen med mig, betyder alt.Heldig føler jeg mig, fordi vi har en stor, rummelig og livlig familie, hvor vi altid føler os velkomne – og en ditto venneflok, der aldrig er sene til at fejre og hygge med os.Heldig, føler jeg mig, fordi jeg helt generelt er glad og lever dét liv, jeg har lyst til, omgivet af de mennesker, der betyder alt for mig.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg hver dag får lov til at stå op og foretage mig noget meningsfyldt i mine vågne timer.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg har mulighed for at skrive, læse, være kreativ og lære nyt hver eneste dag, således at livet får flere og flere nuancer, som tiden går.

Heldig, føler jeg mig, fordi jeg rammer de 41 år som et sundt og raskt menneske, der endnu har til gode at stifte seriøst bekendtskab med sundhedsvæsnet.

Heldig, føler jeg mig, fordi vi bor og lever i udlandet, hvor vi sammen får set og oplevet steder, mennesker, kulturer, ting og stemninger, der vil blive i vores hjerter for altid.

Heldig føler jeg mig også, fordi jeg hver dag har Maricel, som hjælper mig med alt det, der ellers ville tage tid væk fra familiesamvær – og fordi vi har muligheden for at leve i denne her trygge og komfortable Dubai-boble, som er faretruende tæt på at være too good to be true.

Så jeg kniber mig i armen og fact-tjekker.

Den er go’ nok.

Det er mig, de to søde piger og den flotte mand synger fødselsdagssang for, så jeg vågner af min forvirrede fuldemandssøvn.

Det er mig, der får de fineste og mest betænksomme gaver, samt dejlig morgenmad ude i byen.

Det er mig, der nu får lov til at sidde i to timer og nyde betænksomme fødselsdagshilsner på alle sociale kanaler, og begå det her lille skriv om fødselsdagstaknemmelighed, mens jeg småfryser på en hård bænk i en stor gymnastikhal, mens yngstebarnet udlever sit potentiale som russisk gymnast.Jeg har virkelig ikke noget at klage over.

Det er værd at huske mig selv på, når en eller anden petitesse driller eller frustrerer i hverdagen.

Og tak af ❤️ for jeres søde lykønskninger, gaver, kram og kager.

Efter alt at dømme – jeg har stadig kun 1 års erfaring med 40’erne – så er de et årti, der klæder mig langt bedre end de foregående årtier. Betrækket er godt nok blevet lidt blødere og mere krøllet i kanterne, men det er behageligere end de topstramme 20’ere og fortravlede 30’ere.

Der kommer flere og flere autentiske, ærlige, hudløse, lykkelige stunder i takt med, at årene går.

Jeg er mere mig, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at lade de andre være sig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fornyelse