Dag 52

Jeg slutter Danmarks-turnéen on a high. Det er ellers altid en svær én – den sidste hele dag i Danmark. For hvad gør man lige med dén, når mave og hjerte slår knuder i et væk?

For det meste ender den sidste dag med at være et farvel-smut rundt i butikker efter livsnødvendige ting, man ikke kan få i en fjern Ørkenstat. Eller også bliver den til en afskedsmiddag eller en kaffedate med de nærmeste, som heller ikke synes, at det er særligt opløftende.

Men i går gjorde jeg dét, der ellers ville have været virkelig tillokkende at aflyse, fordi det kan føles uoverskueligt eller irrelevant, før man kommer afsted og står dér – lige midt i hele den grønne herlighed.Kender du mon denne udsigt over et velassorteret staudebed og snirklede havestier?

Eller genkender du hende her, den lange, slanke skikkelse, der sidder og koketterer i sin bronzestol?Jep.

Det er hende.

Vores danske mesterfortæller og forførerske, der er kendt ud i hele verden, og som til stadighed er en uudtømmelig inspirations- og aspirationskilde for så mange kvinder.Hun ligger begravet i Rungstedlunds park under et stort bøgetræ med en hund eller to omkring sig – og fordi hun elskede hunde, tør vi godt lade den bedårende malteserhvalp Elliot gøre hende selskab for en stund, mens vi hilser ærbødigt på Baronessen. (Jeg møder hundehvalpe i år – it’s a sign).Det er simpelthen det skønneste sommervejr, så vi ender med at bruge mere tid i parken på langsom walk-and-talk og i den dejlige café med gode stykker dansk smørrebrød, end vi reelt set bruger på udstillingen og Karens smukke stuer.Lindetræet byder os velkommen med sin ottekantede bænk på Rungstedlunds gårdsplads. Der er ikke længere den sødlige duft af lindeblomster, men jeg kan forestille mig, hvordan det må være at sidde dér i skyggen under linden, mens den blomstrer. Den eneste lugt, vi bemærker, er en dunst af rådnende tang fra strandområdet omkring Rungsted Havn. Knapt så charmerende.

Her er den ene ende af skrivestuen, hvor Karen sad og skrev om vinteren på sin mikrolille skrivemaskine, når hendes Fars arbejdsværelse var for koldt at opholde sig i. Jeg tænker, at den sarte vintersol har stået ind ad vinduerne og varmet hendes tynde skikkelse, præcist som den insisterende sensommersol gør det i dag.Og her er så den anden ende af samme grønne stue. Jeg får følelsen af, at Karen Blixen kan træde ind ad døren og sætte sig ned ved sit skrivebord any minute. I stadsstuen er der dækket op som på Karens tid med den smukke, vandgrønne Babettes Gæstebud-dug, som jeg er så svimlende heldig at eje (tak, Lulu og Carsten). Det er ellers en fristelse lige at sætte sig ned ved Baronessens bordkort, men jeg er bange for, at det vil udløse en alarm.Blomsteropsatserne rundt omkring i hele huset kombinerer farverige staudeblomster med vejkantens skønheder på præcist den elegante, ukonventionelle og luftige måde, som Karen Blixen selv gjorde det. Hun var i sandhed en mester-blomster-arrangør i tillæg til at være verdensberømt forfatter, kunstmaler, fortæller, storvildstjæger, rejsende, antropolog, elskerinde og så meget mere, at opremsningen ikke får ende…Men når jeg så står i hendes soveværelse og betragter den lille, smalle enkeltmandsseng, som hun lå og led i under sin tilbagevendende sygdom, fornemmer jeg også en kvinde, hvis ydre, fysiske statur var lige så skrøbelig, som hendes mentale statur og indre var mægtigt.Jeg ved ikke, hvornår Fonden har åbnet for Karens soveværelse, badeværelse og tørreloft på 1. salen, men det er et fint blik ind i den ensomme majestæts mest private gemakker. Vi sukker henført over alle de æstetisk tiltalende kjoler, lange støvler og hovedbeklædninger, som den elegante Karen iførte sig, når hun skulle underholde og tryllebinde sine venner.

Og fra soveværelset træder vi lige ned i Karens maskinrum.

Køkkenet.

For vejen til både kvinders og mænds hjerter går jo som bekendt gennem maverne.Køkkenet er holdt i den samme finurlige vandgrønne farve, som dugen i stadsstuen. Elsker den farve – og elsker at gense middagen fra Babettes Gæstebud opstillet på køkkenets borde.Og vi ler ved (gen-)synet af Babettes underlige skildpaddesuppe, de fine blinis med rogn og de sarte vagtler i sprøde butterdejskister – for det var netop dén festmenu, jeg var så heldig at få i 40 års fødselsdagsgave af The Mahainis – i tillæg til førnævnte smukke dug.Og vi ler videre, da vi opdager vores fælles glæde ved Karens porcelæn, for så er man da ved at være virkelig gammel, når den slags kan henrykke! 😂Der er ikke andet at sige, end at Karen Blixens Rungstedlund altid er et besøg værd.

Min sindsstemning er ihvertfald helt opløftet efter at have snuset rundt i Karens liv for en stund i selskab med to inspirerende, stærke kvinder, der ligesom Karen har mod, humor og kærlighed som førsteprioriteter i livet.

Tak for turen og på gensyn ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet