Dag 42

Dag 48

Fem dage bliver det til i Hudia – Farmors dejlige sommerhus på Ellinge Lyng.Det er slet ikke et tilstrækkeligt antal dage, men det er, hvad det kan blive til denne sommer.

Og vi har mange ritualer og faste aktiviteter i sommerhuset, hvor vi er vant til at komme hvert år.

Der skal f.eks. spises alt for store isvafler med guf på Burger-Hjørnet.Der er også de obligatoriske gåture til stranden, hvor ivrige hunde filtrer sig kontinuerligt ind i snorene, så pigerne grinende må springe og zig-zagge hele vejen.Der er mine små flora- og fauna-talks for døve øren, selvom jeg med overbevisning i stemmen siger, at man bør kende sine mest almindelige træer og buske på blade, bær, frø og stammer – og at det altså ikke kan nytte noget, at man ikke kender navnet på de mest almindelige blomster og planter i den danske natur.Duftende hybenroser, blomstrende lyng og skriggule mælkebøtter ved de, hvad er. Resten af det, der blomstrer langs heden og i vejgrøfterne, dét må blive en anden god gang.Jeg elsker at betragte pigerne, når de fortaber sig i klitterne ved Sejerøbugten med hver sin lille, glade hund i snor.Eller som her, hvor de kaster sten i vandet og lader både vand og liv flyde forbi langs Korevlerne.Og det kan godt være, at de er Dubai-børn, der vokser op på skriggrønt kunstgræs, men de ved godt, hvordan man går nænsomt til en sulten, gravid ko med sin halvstore tyrekalv på sidelinjen.Det er denne her slags nære ting, vi skal lære i Danmark.

At omgåes dyr på en kærlig og rolig måde.

At lege i en uforstyrret fantasiverden hele eftermiddagen ude i haven – fri for krav, instruktion og supervision.At gå ned i et så langsomt gear, at vi bogstaveligt talt betragter maling, der tørrer, før et nyt lag kan appliceres på stenene, som vi fandt sidste år langs den stenede strand på vej mod Sjællands Odde.Vi er megaheldige med vejret. Der er da spredte byger, som sender pigerne og akrylmalingsprojekterne indendørs, men i det store og hele er det perfekt dansk sommervejr. Og hvem kan ikke glædes over silende sommerregn, når man enten sidder indendøre med varm kakao og en god bog – eller ligger i sengen og lytter til regnen på tagpappet?Den alt for korte sommer-herlighed sluttes af med vores obligatoriske tur i Sommerland Sjælland, som pigerne efterhånden kender som deres egen bukselomme.

De skal nærmest trækkes ud af “Vildbassen”, hvor pensionist-kontrolløren Wolfgang troligt står hvert år og observerer, hvordan de to madammer spurter først ind i køen til den næste omgang.

Igen og igen.Og der opstår pludselige momenter af den reneste søster-kærlighed, som ellers kan virke lidt tyndslidt og hullet efter godt og vel to måneders uafbrudt samvær.Modig bliver Cille også pludselig, da hun sætter sig i en kano og skiftevis padler og stager sig afsted i den lille sø.Jeg elsker det adstadige tempo og den stemning, vi kommer i, når vi er “på landet”, som min nordsjællandske svigerfamilie ynder at kalde det. Gid, det kunne have varet længere.Men der er nedtælling på.

Nedtælling til en 10 års fødselsdag, en 11 års bryllupsdag og en nært forestående hjemrejse.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 42