Dag 34

Dag 42

Sommerferiens driverliv er for alvor indtruffet.

Martin ankom for en uge siden; de to ugers aktive camps for pigerne er lagt bag os – og døgnet begynder nu lige så stille at gå op i frø – sådan som det reelt set bør gøre, når man har ferie, men som også driver mig til et mildt vanvid, hvis det står på alt for længe i den to måneders “orlov fra hverdagen”, som vi kører med i en fjern Ørkenstat.Martin har brug for søvn denne her gang. For god mad og vin. En cykeltur i skoven i fred og ro. Gåture med kone og hunde. At se sin familie og venner. Og pigerne nyder, at der er givet los.

Vi besøger gode venner til sent ud på aftenen. Vi kører ind til Hillerød og oser i butikkerne, drikker kaffe med masser af varm mælk (er I overhovedet klar over, hvor godt dansk mælk smager?) og lader os overtale til skrigende blå slushies og alt muligt andet, der slet, slet ikke hører til i en fornuftig madpyramide.

Storfamiliens vante hverdagsliv begynder at flyde igennem os, og vi følger med, når fætter V hentes i SFO eller skal til fodbold, og når kusine F skal hjem fra børnehave. Hjem til eftermiddagshygge med kusinerne hos Farmor og Farfar, i et varmt karbad med badebomber og spise aftensmad med os, før det er sengetid.Og jeg overgiver mig til omstændighederne og tilfældighederne, som faktisk er en lettelse efter tre uger i rollen som eneforælder, hvor man hurtigt kan blive for træt om aftenen til at orke at læse længe eller drikke flere glas vin.

En overgivelse, der tager års erfaring at mestre. For parforholdets roller og opgaver under et udlandsliv er ofte ganske skarpt opdelt: Far arbejder knaldhårdt og tjener (stort set) alle pengene, mens Mor arbejder knaldhårdt derhjemme og bruger (stort set) alle pengene.

Denne sort-hvide arbejdsfordeling skal jo blandes til blidere lysegrå toner i en sommerferie. Far skal drosle ned fra det helt høje gear og corporate-tankegangen. Mor skal hejse sig ned fra sin høje opdragerhest, slippe tøjlerne og overlade den hjemlige dirigentstok til Far eller en anden voksen, der måtte føle sig inspireret til kaldet.

Det er lettere sagt end gjort med det skifte, der skal ske, når familien igen er forenet og forsøger at gå i takt.Egentlig forestiller jeg mig, at der er de samme halvubehjælpelige forsøg på at gå i takt og forenes i danske børnefamilier, når Mor og Far begge har fået et par ugers fri fra arbejde og børnene ditto. Så skal roller og opgaver på ferien i sommerhuset eller på Kreta jo også lige finjusteres – og mange danske forældre er heller ikke sammen med deres eget afkom så mange timer om dagen, som de pludselig er i en ferie. Dét må der da komme megen morskab ud af.

Jeg er rigtig mange timer sammen med vores døtre – både i hverdagen og i ferierne – men det betyder bestemt ikke, at det er gnidningsfrit eller lykkeligt hvert øjeblik.

Og så er det godt, at vi kan adsprede os med legekammerater for en stund, så både mødre og døtre fra et afbræk fra hinanden. Som her, hvor pigerne og deres veninder er i færd med den skønneste fantasileg, hvor cykler bliver til heste, der står bundet med sjippetove til et tørrestativ.Eller her, hvor vi får afløb for lidt opsparet energi sammen med Farfar i badmintonhallen.Før vi igen lander ved endnu et skønt middagsbord og indtager en masse god mad, vin og frisklavede flødeboller (er I overhovedet klar over, hvor godt danske flødeboller smager?).I næste uge står den på vaskeægte sommerhusliv i Farmors sommerhus ved Sejerøbugten, og jeg glæder mig til at gå tur langs Korevlerne og se til køerne og fårene, der græsser så fredeligt på de fredede områder.

Vi når lige at få nogle gode dage deroppe i sommerhuset, før Cille fylder 10 og insisterer på, at hun skal fejres hjemme i Farmors hus i Gadevang på præcist den samme måde som altid. Nogle traditioner må man holde godt fast på, når så meget andet i tilværelsen er foranderligt og rodløst, fornemmer jeg, at hun forsøger at fortælle os.

Det er i grunden helt vildt, at vores ældstearving fylder 10.

Den første runde fødselsdag.

Markeringen af et årti, der er gået så stærkt, at man forledes til at tro, at det er løgn. For det er i sandhed en rutsjebane, at blive forældre. En del erfaringer rigere og lidt klogere er vi sikkert blevet af at have øvet os i faget i de seneste 10 år, men der bliver jo sjovt nok ved med at dukke nye og ukendte udfordringer op i farvandet.

Tween, er hun blevet nu. For fuld udblæsning. Med øjne, der lyner og ruller, når vi er så uforståeligt dumme og forstår så lidt.

Med følelsesudsving, der kan komme fra det ene øjeblik til det næste.

Med modige tårer, der triller, når verden er imod hende, og med en ny selvforståelse, der giver sig til udtryk i en belærende holdning over for de håbløse forældre, der er helt fortabte uden hendes livsindsigt. Med en begyndende selvstændighed og frigørelsestrang, der hurtigt kan vendes til et stærkt behov for at sidde på skødet og gemme hovedet ind til Mor.

Og samtidig er hun jo bare Cille.

Som hun altid har været. Glad, empatisk, analyserende, høflig, stædig, engageret, sjov, insisterende og kærlig.Her ses hun i selskab med Mormor, Moster Mette, Søster Mille, Fætter A og Kusine Jo til fælles fødselsdag i weekenden, hvor min Søster var stor nok (😜) til at dele sin 37 års fødselsdag med Cille, så familien i Jylland og på Fyn kunne være med til at fejre dem begge.

Mormor havde lavet en kurv i anledning af Cilles runde fødselsdag, som traditionen jo foreskriver i Jylland. Der lå så heldigvis ikke vin, spegepølse og kaffe i den, men derimod rigelige mængder chokolade, chips, pengesedler og de fineste hænge-øreringe.

Cille – og resten af det unge slæng – var noget imponerede over konceptet ‘gavekurv’ og ville meget gerne vide, om sådan nogle kurve var noget, man kunne ønske sig til hver fødselsdag, eller om man virkelig måtte vente til en rund fødselsdag.

Mormor havde – igen som den jyske tradition foreskriver – bagt et fint M i vandbakkelse til Moster Mette.Og et stort 10-tal til den runde fødselar, der er så langt fra rund, som man kan blive. Snarere tynd som et siv.Og i næste uge gælder det for alvor. Dér fylder hun “rigtigt” 10 – og jeg må se, om hun skal puste lys ud i en af sine evindelige chokoladekager eller om jeg også skal forsøge mig med en vandbakkelsesdej.

Indtil da har vi en dejlig konfirmationsfest at se frem til – og dage med softice og gåture i Ellinge Lyng langs Sejerøbugten. Vi er heldige med sådan en lang Danmarksferie fyldt af de skønneste mennesker og oplevelser, er vi.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 34