Dag 14

Dag 15

Forleden havde vi den skønneste dag med den heldige kombination af Mormor og Farmor. Den slags lader sig sjældent gøre, men når det lykkes, så hygger vi os simpelthen så meget på kryds og tværs. Og jeg er ret sikker på, at de to bedstemødre hver især nyder at opleve, hvordan de på forskellig vis har et tæt forhold til begge piger.

Mormor havde foreslået, at vi skulle mødes i Helsingør og besøge Kronborg Slot. Der havde jeg ikke været, siden jeg selv var 3 år gammel – og pigerne har heller ikke besøgt slottet, så det var ikke svært at overtale mig.

Netop dén dag viste Kronborg sig fra sin allersmukkeste side med høj, sommerblå himmel over de irgrønne kupler.Der var ikke kun arrangeret vajende Dannebrogsflag i let sommerbrise, men også et elegant svanepar med deres flok af pjuskede, grå ællinger i voldgraven, så de amerikanske og kinesiske turister fik både et skud dansk nationalisme og en diskret hyldesthilsen til vores verdensberømte eventyrdigter, Hans Christian Andersen med hans Ugly Duckling.Pigerne var muligvis ikke 100% overbeviste om det fede i at skulle finde Holger Danske i kasematterne eller at glo på gobeliner i gamle slotssale, men i billetlugen informerede de os om, at en børne-rundvisning ville finde sted godt og vel 45 minutter efter vores ankomst. Dén ville de til gengæld gerne med på.

Så vi fordrev ventetiden med at lege med det traditionelle legetøj – snurretoppe, stylter og lignende – som slottet stiller til rådighed i slotsgården.

Og når pigerne var uartige, fik de lige en tur i gabestokken.Hele dagen igennem udspillede en række engelske og danske skuespillere Shakespeare’s Hamlet i slotsgården som et interaktivt gadeteater, hvor vi som publikum/slotsbesøgende kunne respondere og “spille med” ved at besvare skuespillernes spørgsmål og henvendelser.

Her ser vi den unge, smukke Hamlet med sin onkel Kong Claudius’ rådgiver, Polonius, som er far til Ophelia, der er forelsket i Hamlet.Børnerundvisningen foregår et par gange om dagen og varer ca. 45 minutter. Forældre er velkomne til at trisse med og lytte til alle de spændende fortællinger og informationer, som rundviseren kommer med.

Til denne her rundvisning skulle børnene klædes ud som fattige 1600-tals børn, der hjalp til på slottet med de daglige gerninger, fordi de enten havde mistet deres forældre eller var blevet sendt til slottet for at tjene kongen og ikke ligge deres fattige forældre til last.Rundviseren havde virkelig glimt i øjet – og lagde ud med at fortælle børnene, at de nu ikke havde deres forældre mere – og at hans viskestykke kunne bruges til at smække enhver uartig unge, der ikke måtte gøre, som han befalede.Så fortalte han dem, at kongen og hans gæster skulle have 12 retter mad serveret kl. 1o og 12 retter mad igen kl. 17.

Børnene kunne få opgaver i køkkenet med at dreje de tunge spyd med hele dyr og store stykker kød over brændebålet, med at ordne kartofler, rense sild, hente varer på havnen, som skulle bruges i madlavningen eller som malkepiger, der skulle gå 6 km. ud til kongens kostald, hvor de skulle malke, og efterfølgende bære to tunge junger mælk hjem igen. Malketjansen skulle udføres to gange dagligt. Tidlig morgen og igen over middag, så mælken var frisk til aftenmåltidet kl. 17.

Men så måtte de også både få en skål havregrød kogt på vand ved solopgang og helt op til 4 liter øl at drikke dagligt. Dét undrede børnene en del, at en masse øl skulle være belønningen for en hel dags hårdt, fysisk arbejde.

Vi var også nede under slottet i de mørke hvælvinger og stalde, hvor børnene kunne få opgaver med at muge hestepærer og feje efter kongens heste, med at hente proviant fra store og små tønder samt rengøre de store vinfade, der var snavsede af tyreblodsslagger, som skulle renses ud, før fadene fyldtes igen.Pigerne meldte sig frivilligt til at feje hestepærer og trille sildetønder hen over slotsgården til kongens køkken.

Det var virkelig en fin oplevelse for børnene at deltage i rundviserens rollespil, som gav dem et fint indblik i 1600-tallets børneliv, som virkelig ikke har været for børn.Bagefter måtte vi en tur ned i de mørke og halvklamme kasematter for at finde Holger.Mormor og Farmor førte an og insisterede på at følge pilene rundt, selvom Cille mente, at der bestemt måtte være et short-cut, så man kunne komme hurtigere ud af så uhyggeligt et sted 👻🙄

Og han sad der endnu.

Fine, ensomme, eftertænksomme og halvbryske Holger Danske under Kronborg Slot.Bagefter fandt vi ham endda i en Insta-Friendly version med indlagt Mille-smil.Efter den fortættede oplevelse i kasematterne steg vi til vejrs i et af slottets tårne for at få frisk luft og overblik hele vejen til Sverige, hvor vi jo lige var kommet hjem fra.Kronborg Slot får topkarakterer for en fuldendt sanse-oplevelse. Hamlet-skuespillet, der udfolder sig i slotsgården og de indlevende børnerundvisninger er virkelig med til at engagere de besøgende og giver en livlig stemning, så et slotsbesøg på ingen måde bliver tørt eller noget med at “gå stille rundt og læse små skilte på væggene”, som vel er dét, børn stejler over, når de får at vide, at de skal se et slot eller et museum.Vi endte Helsingørturen med at spise lækker mad og hygge i flere timer i en Street Food Hal lige over for slottet.

Mormor var glad. Farmor var glad. Pigerne var glade. Og jeg var dæleme mindst lige så glad – hér, hvor jeg smiler til min mors kamera.

Danmark holder bare 100% i solskinsvejr.

Og når fortælle- og skuespilkunsten bliver så nærværende og engagerende på et historisk sted, så vi ikke bare følger med som passive observatører, men deltager direkte, fylder det ren og rå energi på sjælen og giver forhåbentligt pigerne et mere længerevarende minde om besøget, end hvis vi bare var vandret rundt på må og få i et par timer.

Håber jeg ihvertfald.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 14