Børns venskaber

I dag har ikke lige været den nemmeste dag.

Den startede sådan set helt fint, men lige omkring frokosttid, hvor jeg svingede ind ad vores lille gade i ghettoen med bagagerummet fyldt af supermarkedsindkøb, fik jeg nærmest en mavepuster.

Ved synet af denne her.En ellers så uskyldigt-udseende lastbil med en 40 fods container på.

Problemet med den container er, at den er det endegyldige, fysiske bevis på, at vores gode nabo-venner nu er flyttet ud af deres villa. Mille har nydt at lege med deres datter, siden vi flyttede ind. Og der er virkelig ikke noget som den der helt uforpligtende, spontane leg, som opstår, når børn stemmer dørklokker for at se, hvem der kan lege.

Mille kommer til at savne sin veninde helt vildt. Og det gør vi andre også. Det her søde familiefirkløver har jo været en del af vores alle sammens hverdag – og pludselig er de væk.

Derfor er det sikkert kun godt, at vi selv skal rejse til Danmark på sommerferie nu på søndag, så vi får deres flytning lidt på afstand ved selv at være beskæftigede til anden side. Når vi så kommer retur til september og det nye skoleår, er der ligesom en åbning til at bygge en ny hverdag med nye rutiner og forhåbentlig en ny veninde eller to nede ad gaden.

Fast forward til eftermiddagskaffen, som i dag var den allersidste af slagsen sammen med en af mine veninder og hendes børn. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi har lavet kaffe og sludret hen over børnenes skrig og skrål, leg og latter. Hun og familien skal – ligesom nabofamilien – flytte retur til Danmark. Hun er en kvinde, som jeg har delt stort og småt med, lige siden vi ankom i Ørkenstaten. Sorger og glæder. Børnenes udfordringer og udvikling. Den spæde job-jagt og de indbyggede husmor-frustrationer. De tunge ting i livet, der sætter dybe spor i både hjerter og sociale omgangskredse. De letbenede venindeting som Ladies Nights, tøsemiddage og fjollede dansetrin, når man er alt for fuld. Alt muligt mellem himmel og jord – og hvad hjertet nu er fuldt af, har vi delt med hinanden.

Cille har haft det på præcist samme måde med min venindes datter. De har fra første øjeblik haft en helt særlig kemi – og de skal bare se på hinanden, så fniser og fniser de. I timevis.

Min veninde er metaltræt af afsked på afsked hen over de sidste uger af deres liv i Dubai. Og jeg forstår hende så udmærket godt. Det er ikke til at holde ud, at skulle være tungsindig og i savne-“mode” hele tiden – og i dag bliver derfor en dag, hvor vi bare sludrer om småting i forhold til sommerferie, børnenes aktiviteter og sådan.

Måske ignorerer vi, at det er sidste gang, vi har en eftermiddag på denne her måde?

Måske gør vi det også sådan hér, fordi børnene skal kunne være i det?

Cille er ihvertfald lykkelig for en legeaftale med én af sine BFFs – også selvom det er sidste gang på denne her måde.Faktisk taler vi slet ikke om det – og afskeden bliver også bare et hurtigt og uformelt kram-og-vi-ses. For det gør vi jo igen. Ingen er døde eller forsvundet fra jordens overflade. Danmark er også et lille land, så der er intet besvær i at svinge forbi.

Men da vi ligger i sengen og har læst “Brødrene Løvehjerte”, spørger jeg alligevel forsigtigt Cille: “Var det dejligt at lege med A i dag?”, hvortil hun svarer gabende: “Ja, men jeg kommer virkelig til at savne hende”. “Er du ked af det Cille?”, tøver jeg. “Det er okay, Mor”, svarer hun stille og vender sig mod min brystkasse for et ekstra kram.

Afsked – farvel – tak og på gensyn er blevet en konstant i vores Dubai-liv. Og som årene går, bliver det faktisk kun værre. I år er det helt slemt – med adskillige familier, som rejser ‘videre ud’ eller ‘hjem’ – og vi vil virkelig savne at være sammen med dem i hverdagen.

Vi har rundet de magiske 5 år i Ørkenstaten og kan derfor officielt føle os gamle i gårde, selvom jeg ikke føler mig det mindste gammel i forhold til at bo her.

Men folk rejser altså.

Nogle efter et år eller to. Andre efter fem eller seks.

Og så er der den hårde kerne, gamle garde eller hvad du vil kalde dem, der bliver langt ud over et årti. Dem er der færre af. Og de gamle i gårde bliver interessant nok ved med at være nysgerrige, åbne, venlige og imødekommende.

Sådan håber jeg inderligt, at jeg også bliver.

For selvom det gør ondt i hjertet at se pigerne tage afsked med deres gode venner, så må vi aldrig nogensinde blive kolde eller afvisende over for andre.

Der er altid mulighed for at bygge nye venskaber op, hvis bare vi ser os lidt omkring. Både for børnene og de voksne.

Der er også rig mulighed for at bevare de eksisterende venskaber og vise børnene, at selvom én af parterne flytter, så er man stadig venner og kan stadig mødes – bare ikke så tit, som man kunne ønske sig.På en måde er jeg lettet over, at pigerne ikke er brast i gråd over, at deres veninder flytter. Der er jo ingen forældre, der har lyst til at se deres børn have hjertesorger, som vi ikke kan udrede eller lette dem for.

Det er muligvis den kontinuerlige forandringsproces, som foregår i Dubai, der sætter sine spor i pigernes sind.

De er vant til at skifte klassekammerater og klasselærere hvert år.

De har prøvet skoleskifte, husflytninger og alle mulige andre ændringer i det helt nære liv.

De er vant til at se folk rejse til og fra Ørkenstaten i tide og utide.

De er intuitivt bevidste om, at alle kommer fra et andet sted end Dubai – og at alle derfor helt logisk må en anden vej på et tidspunkt.

Det er livsvilkårene.

De forventer ikke andet.

Måske lyder det halvkynisk, når jeg beskriver dét liv, som pigerne og vi alle står midt i. Men jeg vil vove den påstand, at vi ikke er blevet full-on kynikere med tiden- snarere realistiske stoikere.

For det eneste konstante i livet er vitterlig forandring.

Så nu omfavner jeg den.

Forandringen.

Også selvom den gør nas i år.

Også selvom jeg ikke på nogen måde kan eller vil fejre, at de her søde mennesker flytter herfra, men jeg er jo stadig mig – og vi har det jo stadig godt og trives, hvor vi er. Og dét skal man virkelig ikke kimse af.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet