Dubai-versionen af Skt. Hans

Vi befinder os på Det Norske Sømandscenter i Oud Metha-området i det nordlige Dubai. Centret består af en række svenske træhuse i bedste sommerhusgule tilsnit, så man instinktivt føler sig “koselig hemma”, sagt på godt, hjemmestrikket norsk-svensk.

Hyggeligt, er her.

Nærmest hjemligt – eller ihvertfald genkendeligt.

Huset er en venskabsforening med masser af forskellige sociale arrangementer hele ugen. Aktiviteterne er åbne for alle interesserede, og så fungerer det store fællesrum også som en meget diskret kirke for nordmænd, svenskere og danskere i Dubai. Ikke noget med store, reklamerende kors ud til gaden, men et Guds ord kan du sagtens få hver fredag.

Og mere til.

Præsterne her døber, konfirmerer, vier og velsigner både inde i kirkerummet og ude i ørkenen til ørkengudstjenester – og så støtter de danskere, der er havnet i svære situationer, som f.eks. personlige problemer, skilsmisse, sygdom, død eller under fængsling.De skandinaviske flag uden for centret hænger tunge og fugtige i den varme ørkenluft denne aften.

Ved siden af centret ligger en særdeles aktiv moské, samt andre venskabsforeninger fra lande som Sudan og Iran, plus en af de største katolske kirker og en af de største anglikanske kirker i Dubai. ”Derhjemme i Danmark plejer vi at fejre Skt. Hans ved at stå side om side – ofte i regn og rusk – mens vi kæmper med at få ild i brændebålet, så vi kan få heksen sendt til Bloksbjerg”, siger præsten med et smil og fortsætter: “I dag står vi i stedet og sveder side om side i 45 graders varme – med et knastørt brændebål, der er klemt inde mellem en række små træhuse, så I skal vide, at jeg har informeret brandvæsnet om, at vi danskere fejrer Skt. Hans i aften”.Så siger han en masse andre ting, den gode præst, som hedder Carl Bjarkam.

Om at have et dansk tilhørsforhold og et åbent værested her i Sømandskirken i Dubai.

Om at holde fast i danske traditioner, når man bor langt væk fra Danmark.

Om den allersidste bondekone, Anne, der blev halshugget og efterfølgende brændt på bålet i 1693, fordi en anden kvinde havde anklaget hende for hekserier og trolddom.

Og så synger vi Midsommervisen i Shu-Bi-Dua-versionen, fordi det er dén, vi alle sammen kender.

Græsplænen får lidt vand og nu tændes der op under børnenes fine heksedukker, der knitrer lystigt i tropevinden.Der er selvfølgelig også importeret en bunke røde pølser og remoulade fra Danmark, så der nærmest ikke er et øje tørt hos de godt og vel 100 danskere, som er forsamlet for at give børnene en fornemmelse af, hvad det vil sige, at fejre Skt. Hans.Arrangementet er så fint og enkelt opsat.

Efter røde pølser, båltale og fællessang kan man blive og hænge ud, mens flammerne bliver til gløder, så der kan bages snobrød. Der er evigheds-kaffe på kanden, vaffelis i fryseren til en 10’er og et stort kagebord med lagkager, kanelsnegle og alt muligt andet godt.

Hvis du har lyst til at besøge centret, kan du se mere på hjemmesiden: http://www.dksc.dk

Vores danske præst Carl Bjarkam er udsendt af DSUK – Danske Sømands- og Udekirker, men selve Sømandscentret skal fungere og overleve på pengegaver fra velvillige borgere samt entrébetalinger til de forskellige arrangementer. Carl har været tilrejsende præst i Dubai og Abu Dhabi i godt og vel 3 år, fra sin daværende hjemmebase i Nice, men nu er han altså hér i Dubai, så “permanent” som en udlandspræst bliver. Og det gør en kæmpe forskel at have en dansk præst på centret, hvor jeg ellers kun har oplevet (ganske flinke) svenske og norske præster tidligere.

Vi har netop tegnet årsmedlemsskab af centret.

Det koster 400 dirhams for hele familien, og det er et godt formål at støtte, synes jeg. Især når vi også oplever, hvor aktiv og initiativrig præsten er i vores danske miniput-samfund, men også fordi vi alle sammen kan få brug for en præst.

På et eller andet tidspunkt.

I det her rodede og uforudsigelige udlandsliv ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet