Royal Side Run, Valgflæsk og Eid-fester

Guldkortet

Dubai er altid fuld af overraskelser.

Ting kan tage sådan cirka 100 år eller 1 splitsekund, alt afhængig af status hos beslutningstageren.

Og når det kommer til formelle processer som f.eks. etablering af virksomhed, anskaffelse af visum (arbejds- og opholdstilladelse) eller godkendelse af byggetilladelse bliver det tit virkelig langhåret.

Der findes bare ikke én skranke på et offentligt kontor eller ét sted på nettet, hvor man kan søge information om, hvad der kræves for at få en eller anden ansøgning igennem systemet. De fortæller dig én ting i den ene skranke og en anden ting i den næste – og på nettet finder du oplysninger, der leder dig til venstre, hvorefter du kun kan gå til højre. Det ender altid med at blive noget med at søge og søge på forskellige links, spørge blandt venner og bekendte, og til sidst vover man enten pelsen og begiver sig ud i papirmøllen – eller også entrerer man med et firma, der kan styre processen for én.

Nu, hvor Martin arbejder for et helt nyopstartet firma, som ikke har en Public Relations Officer (PRO) tilknyttet, har vi f.eks. betalt et semi-offentligt bureau for at styre processen omkring at få fornyet Maricels maid’s visum. Det var muligvis ikke verdens sværeste ting at gøre, men der er bare så mange små skridt i processen med lægebesøg, stempler, oversættelser til arabisk og så videre, at det blev til én af de situationer, hvor det simpelthen var lettere at hyre nogen til at gøre det, end selv at sætte sig ind i det.

Der findes et væld af konsulentfirmaer, der tilbyder papirmølle-services – ikke kun i forbindelse med at få arbejds- og opholdstilladelse, men også ved etablering af f.eks. virksomhed i free-zone. Den slags professionelle papirskubbere opstår, når der mangler struktur og en overordnet proces for, hvad en ansøgning skal indeholde og hvordan den skal præsenteres til myndighederne.

Og selvom man hyrer en professionel papirskubber, er det ikke nogen garanti for, at processen går glat. Du skal stadig fremvise det ene og det andet vanvittige dokument, skaffe 117 pasfotos og aflevere depositum personligt (i kontanter), underskrive her og der og have det hele oversat til arabisk på et typing centre.

I forhold til at få arbejds- og opholdstilladelse kan man som almindelig ‘dødelig’ immigrant vælge at lave 1-, 2- eller 3-årigt visum. Underforstået at man vedbliver at have en arbejdsgiver her i landet, naturligvis – for ellers bliver visummet annulleret. Det er jo ikke sådan, at man kan dukke op ud af det blå og bosætte sig i De Forenede Arabiske Emirater, fordi “det har man bare altid godt kunnet tænke sig at prøve”. Prisen for visummet stiger naturligvis også i forhold til det antal år, du vælger. Indtil videre har vi valgt den længstvarende løsning (3-årigt), fordi det er så proces-tungt at lave visumfornyelser, at det er helt fantastisk at gøre det så sjældent som muligt.

Men nu har Ørkenstaten sat sig for at tilbyde særlige vilkår til særligt attraktive immigranter. Et såkaldt guldkort, fordi Dubai…you know, er 100% guld, hvis ikke platin…

På mit screenshot fra den nationale avis, Khaleej Times, ser du landets første long-term visaholders, hvoraf en enkelt har modtaget det helt særlige guldkort, der betyder evigheds-opholdstilladelse.

Mr. Yusuff bliver aldrig “emirati national” af at få sådan et guldkort i hånden, men han får lov til at blive her sammen med sin familie uden at skulle søge om fornyelse af visummet, fordi han er anerkendt for sit arbejde med at skabe den store supermarkedskæde Lulu. Det er immigrationsmyndighederne selv, som opsøger de her forretningsmænd, der på baggrund af deres succesfulde virksomheder (og her af følgende bugnende pengetanke), anses for at være særligt værdifulde for samfundet.

Mange af dem har boet i De Forenede Arabiske Emirater i flere generationer. Og takken for deres indsats er, at de opnår de her længerevarende visumbetingelser – og i helt særlige tilfælde livstidsophold.

Det ser i øvrigt ud til, at long-term visas og forjættede guldkort vil blive givet ikke kun til forretningsmænd med store pengetanke, men også til særligt højtrangerende specialister inden for alle tænkelige områder, brancher og industrier. Sportsfolk, skuespillere og andre kendte personligheder kunne være andre kategorier af særligt attraktive immigranter.

Der er så mange ting, man overhovedet ikke behøver at skænke en tanke, når man som dansk statsborger bor i Danmark eller EU. Endnu en af fordelene ved unionen er jo, at man er velkommen til at bosætte sig i et andet unions-land uden at få de helt store papirudfordringer ud af dét. Jeg var ihvertfald imponeret over, hvor lidt papirarbejde, der skulle laves, for at vi som danskere kunne bosætte os i England dengang – præ-Brexit-tider…

Og når man som dansker så udvandrer til det helt store udland, ja – så må vi tage det sure med det søde og finde den helt store tålmodighed frem til visumansøgningskøen. For der er sjovt nok ikke udsigt til at det stemplede rødbedepas udskiftes med et guldkort lige foreløbigt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Royal Side Run, Valgflæsk og Eid-fester