Maricels fødselsdag

Maricel har netop haft fødselsdag.

Hun er samme årgang som min egen søster.

Det er lidt vildt – og uden sammenligning i øvrigt, så er de to kvinder så forskellige steder i deres liv, at det er helt bizart at tænke på. Vi forsøger altid at gøre noget ud af Maricels fødselsdag, for det er svært at være væk fra ens nærmeste på mærkedage. Pigerne har inviteret hende med i biografen på mandag – og det bliver hendes livs anden biograftur. 37 år og kun én biftur under bæltet. Dét er da for galt. Og det siger noget om, at hendes løn bestemt ikke bliver ruttet væk på skæg og ballade i en Ørkenstat.

Udover biografturen fra pigerne, har hun fået en guldlænke af os. Jeg foretrækker at give hende guld, fordi det bevarer sin værdi. Et par Skechers kondisko eller en mærkevare-T-shirt kan hun ikke få megen nytte ud af, hvis hun en dag står i en klemt situation. Men guld derimod…det er et “sikkerhedsdepositum”, uanset hvor hun er i verden og hvad, der måtte ske med hende og familien.

På hendes fødselsdag tager vi altid ud at spise. Et par år har vi været til stor iftarbuffet sammen med Martin, men i år valgte jeg den nydelige restaurant, The Hamptons, i Jumeirah Islands.Maricel kommer aldrig sådan nogle steder her, hvis ikke hun bliver inviteret af os. En enkelt aften her er 20% af hendes månedsløn, så det er helt utænkeligt.

Hver en ekstra dirham, hun måtte have i lommen, går til fødevarer, skolegang og medicin derhjemme på Filippinerne. Og selvom det måske kan virke fjollet, at jeg ikke bare giver hende pengene, der svarer til restaurantbesøget i stedet for at “fyre dem af”, så har jeg besluttet, at hun også skal se og opleve lidt luksus i sit liv.Det er også en menneskerettighed, at blive forkælet lidt engang i mellem. Og hun fortjener det mindst lige så meget som alle andre, hvis ikke mere. For er der nogen, der tilsidesætter sig selv 100% for alle andre, så er det Maricel.Det var en dejlig aften – også selvom Maricel stadig bliver lidt beklemt og genert over servicen og de pæne omgivelser. Men for hver gang, det sker, bliver hun lidt mere selvsikker og vokser lidt i selvforståelsen, føler jeg. Det er også en lille smule sjovt at se reaktionen i de filippinske tjeneres ansigter, når en af deres landsmænd sætter sig til rette i stolen for at vente på deres servering.

Dagen efter havde vi givet Maricel penge til at invitere sine veninder ud på restaurant. Jeg har tilladelse til at bringe et par billeder fra deres Night Out.

De havde arrangeret samkørsel til bydelen Satwa i en filippinsk “car lift”, som er en undergrundstaxa. De filippinske husholdersker kører altid sammen i weekenden, når de har fri. Af sikkerhedsmæssige årsager – og fordi det så bliver langt billigere end selv at praje en taxa. De sparer yderligere penge ved at anvende den uautoriserede “car lift” også. Og dem er der mange af, for der er altid en filippiner med egen bil, der gerne vil tjene en skilling.Maricel inviterede dem alle sammen på filippinsk buffet, og de sluttede af med lagkage, der var dekoreret med Kaalund Family på toppen. Jow, jow.

For hvert år, der går, bliver Maricel en større og vigtigere del af vores liv. Hun er stadig ansat og passer sit arbejde helt professionelt, men den personlige relation bliver dybere og stærkere som tiden går.

Hun ser pigerne vokse op.

Hun mærker familiedynamikken, der bølger frem og tilbage.

Hun fejrer det med os, når tingene går godt, og hun hjælper stilfærdigt til, når det går den modsatte vej.

Jeg er så dybt taknemmelig for hendes omsorgsfulde hjælp hver eneste dag. Og der går præcist 4 dage, når hun rejser på juleferie, før jeg knækker og skriver en besked til hende, for at få hende til at love mig, at hun kommer tilbage.

Min højre arm, er hun.

Den go’e Maricel.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet