Ramadan-aktiviteter

Compound living

De fleste villakvarterer i Dubai er omkranset af hegn og uniformerede sikkerhedsvagter i små airconditionerede skilderhuse ved ind-og udkørslerne.

Bor man i etagebyggeri, vil der ligeledes være en 24-7 bemandet reception, hvor vagthavende også gerne vil vide, hvor du er på vej hen.

Sikkerhedsvagterne i skilderhusene ved de forskellige compounds nedfælder ude fra kommende bilers nummerplader og de adresser, de intenderer at besøge.

Vi andre – beboerne i compound’et – nikker vagterne til, når vi glider igennem med vores elektroniske adgangskort.

Udover sikkerhedsvagternes tjek af biler og menneskers færden, er der i vores compound også videoovervågning ved ind- og udkørsler til vuggestuerne og det lille butiksmiljø ved siden af den lokale pub.Nogle gange virker det lidt omsonst med så mange bomme, kontroller, sikkerhedsvagter på cykler og i biler gennem kvarteret dag og nat, og de konstante ID-tjek af gartnere og husholdersker, når de er på vej ind og ud af rigmands-ghettoen.

Omsonst fordi vi bor i et af de sikreste samfund i verden – med meget, meget begrænset “rigtig” kriminalitet – og stort set intet hærværk, simpelt tyveri eller person-antastninger. Som dansker, der tidligere har boet i København og i London, er det vitterligt Edens Have at bo her.

Jeg har aldrig levet et sted, hvor jeg har følt mig så tryg som hér.

Og hver gang jeg skal rejse til et andet land (også Danmark), overvejer jeg nøje, hvad jeg tager med og har på mig, fordi man ikke kan gå frit med værdier på sig på samme måde som i Dubai.I hjemmet er vi også temmelig sløsede med aflåsning af cykler, biler, døre, vinduer osv. Der kommer aldrig nogen forbi, der tager noget eller ødelægger noget.

Det er en sand fornøjelse i Sandkassen.

Min bildør har stået åben i garagen mindst 3 nætter. Ved uheld, bevares, men alligevel. Intet sker der. Hoveddøren har ligeledes stået ulåst et utal af gange, hvor vi ikke har været hjemme. Der sker aldrig noget, for konsekvensen ved at blive taget i tyveri eller hærværk er ganske enkelt for voldsom.

Og beboerne i kvarteret kunne aldrig finde på at tage noget fra hinanden. Vi kender naboerne rundt omkring, og der hersker en fin fællesskabsfølelse i compound’et.

På samme vis kommer vi let til at håndtere børnene afslappet. De løber omkring og stemmer dørklokker hos vennerne, og de mødes på én af de mange legepladser efter skole.

Det er dejligt, at ens børn kan løbe og lege frit på gaden og i parken, uden at vi skal være bange for, at deres cykler, løbehjul eller mobiler bliver stjålet. Eller endnu værre – at de kommer til skade eller bliver antastet af de forkerte mennesker.Men forleden fik jeg øjnene op for vigtigheden af sikkerhedsvagterne og deres kontinuerlige check-ups.

Der skete gudskelov ikke noget alvorligt i vores compound – og jeg må ikke fortælle om det skete, på grund af landets blasfemi- og rygtesprednings-lovgivning, men det var en alvorlig påmindelse om, at den overfladiske idyl hurtigt kan blive brudt. Og at vi altså stadig bor i en storby med små 200 nationaliteter samlet, selvom det er svært at huske, når man går tur i Paradisets Have og glor over på en fin skyline.Det vedbliver at være noget lidt sært noget, dét der med at bo i et compound, som er lukket af for omverdenen, medmindre ‘omverdenen’ har et konkret formål herinde.

Der er ikke lige noget med at cykle søndagstur igennem de forskellige kvarterer, som man ville gøre det i København på en solskinsdag. For du skal jo have både et formål og en adresse at hægte dit visit op på.

Tænk, hvis Solvænget i Ølgod eller hele Indre Østerbro var lukkede områder, medmindre du havde en restaurant-reservation eller en vens adresse at opgive til bomvagten?

Men her er så trygt og fredeligt, at det er svært ikke at forelske sig i reservatet for de bedrebemidlede.

Jeg hører vitterligt kun fuglenes kvidren og børnenes råb og latter, når jeg går eftermiddagstur blot 15 minutter fra Downtown Dubai. Dét kan jeg godt blive temmelig taknemmelig over.Og en stor del af det fredfyldte, sorgfrie liv kan måske netop tilskrives de sikkerhedsvagter og bomme, som virker så mærkelige på en pæredansker?

Dét gik jeg og tænkte lidt over forleden, hvor jeg var ude for at skyde billeder af vores compound’s umanerligt smukke Flame Trees, der står i fuldstændig perfekt flor lige nu, hvor vi befinder os på nippet til sommer.

På overfladen er alt så skønt og smukt. Men selv i Paradisets Have kan man få besøg af en slange.Alt det grønne, I ser på mine billeder hér, er i øvrigt kunstigt anlagt – og vandet, nippet og klippet hver eneste dag.

Det kan føles Wisteria Lane-pusse-nusset engang i mellem, når jeg har hjemve og savner at blive rusket igennem langs den vestjyske kyst, hvor heden og klitterne kun er formet af vind og aldrig af pakistanere.

Wisteria Lane-følelsen får jeg også, når jeg bliver overhalet udenom af en Range Rover med en irritabel Jumeirah Jane bag rattet, der er igang med at WhatsApp’e sine veninder. Hun har simpelthen ikke tid til at vente på, at jeg kører 40 km. i timen og passer pænt på løse børn og ditto hunde. Det sker også, når gartnerne ubehjælpsomt klipper smukke lilla blomsterhoveder af buskene, fordi de (buskene!) partout skal stå nazi-snorlige.

Blomster eller ej.

Ikke et strå, en stilk eller et blomsterhovede må vende forkert.

Compound living at its best.

Men mest af alt og foran alt det andet, så føles det her sted som hjemme for mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ramadan-aktiviteter