Hvor længe har I været her?

I Dubai er der to spørgsmål, der umiddelbart trænger sig på lige efter isbryder-klassikeren:Interessant nok er det næste spørgsmål ikke – “og hvor arbejder du så?” – som det ville være i Danmark, hvor ens arbejdsplads og profession åbenbart er det mest nærliggende at spørge ind til. Det spørgsmål var i øvrigt det værste, jeg kunne komme i tanke om, da jeg var hjemmegående husmor i England. For efter dét (og min respons “jeg er hjemmegående”), kom det uvægerligt fra både danske mænd og kvinder: “Hvordan får du så tiden til at gå?”

Her i landet rangerer jobsituation/jobstatus en del længere nede på listen over small-talk-emner.

Vi fortsætter i stedet med: “Where are you from?”

Hurtigt efterfulgt af: “And how long have you been here?”

Rene konversations-travere, som vi alle sammen kan svare på uden så meget som at blinke eller synke.

– “I’m Tina” (jeg udtaler altid med ‘a’, fordi det er lettere).

– “Danish like the pastry and the butter cookies”.

– “My family and I have been here 5 years now.”

Det er selvfølgelig fordi Dubai kaldes “hjem” af godt og vel 200 nationaliteter, at det bliver interessant at spørge folk, hvor de kommer fra.

Det næste spørgsmål – hvor længe har I været her? – er så sigende for stedet, at det både fremkalder smil og let kvalme hos mig.

Alle ved, hvor længe, de har boet i Dubai – på en helt anden måde, end min Søster ved, hvor længe hun har boet i Odense, selvom hun er tilflytter fra Vestjylland og sikkert aldrig vil blive anerkendt som hverken odenseaner eller fynbo.

Det er der en masse årsager til, men fælles for dem er, at vi alle lever her på lånt tid.

Dubai er en mellemstation.

Et trinbræt.

En midlertidig og yderst behagelig løsning.

Det er så pisseærgerligt.

For der er konstant en licens, der skal fornyes, en bil, der skal synes eller en kontrakt, der skal genforhandles. Og vores opholdstilladelse er lænket til arbejdstilladelsen, så der er ganske enkelt ikke noget at rafle om.

Vi tæller og tæller hvert år, der går.

Som udgangspunkt kan jeg godt leve med denne her præmis. Vi har alle vidst det, da vi flyttede hertil. Vi er kun velkomne, sålænge vi har et job og forsørger os selv. Sådan burde det jo i virkeligheden være alle steder, medmindre vi taler om flygtninge og asylansøgere.

Min kvalme indtræffer, hver gang det går op for mig, at vi pludselig er blevet “gamle i gårde”.

Efter 5 år.

Really?!

Jeps.

Den er go’ nok.

5 år i en Ørkenstat og du er blevet en ørkenolding med svedig autoritet.

Jeg føler mig slet, slet ikke som “en af de gamle”. Der er da tusind ting, jeg ikke aner, hvordan jeg skal få til at fungere. Der er tusind andre ting, jeg heller ikke har lært eller fået styr på eller oplevet endnu.

Og nu rejser de andre.

Nu er jeg blevet én af dem, der sidder tilbage, mens dem, vi lærte at kende i starten af vores Dubai-liv, begynder at rejse hjem. Til Danmark. Og videre ud i verden.

Det føles helt skævt.

Festen er jo kun lige begyndt, hvis du spørger mig.

Men jeg er åbenbart blevet sådan én, der skal gå til farvel-fester og gensyns-brunches, når tidligere Ørken-Immigranter kommer tilbage på ferie.

Heldigvis er jeg aldrig for fin eller for fornærmet til en fest eller et gensyn.

Jeg glæder mig f.eks. helt vildt til Friday Brunch i morgen, hvor vi skal gense søde mennesker, der har etableret sig i Danmark igen efter at have boet 10 år hernede.

Og selvom jeg vil savne alle de mange, mange søde og dejlige mennesker, der vælger at rejse hjem og videre ud i verden henover den forestående sommerferie, så ved jeg også, at når man holder af hinanden, så mødes man igen.

Det er universets lov.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet