Catch 22

På overfladen ser det hele højst sandsynligt perfekt ud.

Dubai…bare navnet i sig selv fremkalder billeder på nethinden af palmer, lækre biler, dejlige huse, swimming pools, solskin og sommer hver eneste dag.Jeg er selv 100% skyldig i at vise de allerpæneste, mest fotogene sider og vinkler af Dubai frem både her og på de sociale medier.

Fordi her er megaskønt og dejligt at leve.Men så er der også bagsiden af medaljen. Den knapt så glossy og skinnende af slagsen.

En del af den bagside er det ikke engang muligt at skrive om her på bloggen, fordi det ville anses for strafbar kritik her i landet – og dén slags gradbøjer man ikke.

Ytringsfrihed anses for et vestligt gode og anliggende.

Og ironisk nok ser det ud til, at ytringsfriheden er gået hen og er blevet til et onde i de vestlige samfund, sådan som den f.eks. anvendes på katastrofal vis i Danmark af Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs i disse dage.

Men tilbage til Dubai og dét, der lurer under overfladen, og som forhindrer os i at nyde livet for tiden.

Vi var godt klar over, at det ville blive noget af et bumpy ride, når Martin nu valgte at blive del af en start-up-virksomhed. Af åbenlyse årsager.

Når ting skal gøres for første gang, så er der jo altid startvanskeligheder. Men med logisk sans og sund fornuft, så burde det jo kunne angribes punkt for punkt, sag for sag. Hvo intet vover, intet vinder, som man si’r.

Men når hverdagen så indfinder sig, bliver der alligevel virkelig langt mellem snapsene og overvældende mange sure rønnebær at sluge. Regnvejr og leverpostej har vi ikke, men frustrationerne er til at tage og føle på.

Det meste handler om Den Evindelige Papirmølle i en Ørkenstat.

Hvis vi følte, at det krævede sin mand og kvinde at flytte hertil og få etableret sig med al den påkrævede dokumentation, så har vi nu pludselig kun latter tilovers for den slags begyndervanskeligheder.

De var vand, har det vist sig.

Dengang ankom vi jo til et veletableret firma med egen, velfungerende PRO-afdeling, der servicerede os på fremragende vis.

PRO er en forkortelse for Public Relations Office(r). Godt og vel alle firmaer i De Forenede Arabiske Emirater har en eller flere ansatte siddende i en såkaldt PRO-afdeling til at varetage Den Evindelige Papirmølle i forhold til myndighederne og de ‘offentlige kontorer’, hvis man kan tale om den slags under et autokrati.

Når et samfund er “skattefrit”, indkradser myndighederne jo bare pengene på andre måder. Og selvom SKAT er et mareridt i Danmark, må I ikke forledes til at tro, at tingene nødvendigvis er simplere i et samfund uden skat. Just sayin’.

Og nu i Martins konkrete tilfælde, er han jo pludselig blevet til blæksprutte og alt-mulig-mand i den lille virksomhed, der tæller to medarbejdere.

Han er nødt til at fungere som firmaets PRO, kaffedreng, receptionist, CEO, it-medarbejder, kontorartikelindkøber, HR-chef, sælger, regnskabsansvarlig og så videre.

Pt. er PRO-aktiviteterne nærmest ved at optage hele arbejdsdagen, og det gør i dén grad livet surt for ham.

Myndighederne har ikke informationer liggende tilgængeligt for borgerne, så man kan forberede sig bedst muligt, inden man møder op på et eller andet sindssvagt kontor i udkanten af ørkenbyen.

Ind i mellem er google-søgninger i nationale avisartikler det tætteste, man kommer på reel information om en lov, regel, beslutning eller proces – og ofte skiftes der kurs inden for ganske kort tid på selv komplicerede, lovmæssige områder. Der er fascinerende kort vej fra tanke eller tale til handling i en Ørkenstat. Og det betyder, at der kan ske gevaldige kovendinger og forandringer i en rivende fart, så hverken de lovgivende eller udøvende instanser egentligt ved ret meget om, hvad der foregår og hvordan det skal eksekveres.

Ofte har de forskellige instanser og myndigheder også modstridende regler og frister, der så går ind og modarbejder hinanden i de ansøgninger og processer, man er i færd med – og ofte handler det også om, om man er heldig eller uheldig med den medarbejder, man kommer i kontakt med. Måske har vedkommende en dårlig dag. Måske er blodsukkeret lavt og det er tid til frokostpause eller bøn. Hvem ved?

Det er alting, der skal gøres på én gang lige nu. Attesteringer, legaliseringer og påtegninger af ministerier i ind- og udland, der skal sendes og sættes igang, og som ikke kan effektueres, før vi krydser diverse tidsfrister og dermed pålægges bøder.

Det er stempler, gebyrer og oversættelser til arabisk af alle mulige og umulige dokumenter.

Der er kontante betalinger, multiple deposita, klækkelige honorarer for at varetage en lille del af processen og et virvar af modstridende informationer fra den ene luge til den næste.

Martin er ved at få pip.

Og jeg ser målløs til fra sidelinjen.

Ud ad til hedder det sig nemlig, at Dubai har “Smart Government”, hvor det meste er elektronisk og kan lade sig gøre at udføre online.

Ind ad til og i praksis er alting nærmest modsat af, hvad man kunne forvente og med rette antage.

Det her skiften-fra-ét-visum-til-et-andet trækker tænder ud. I overført betydning.

Og Gud nåde og trøste os, hvis vi skal have trukket tænder ud i bogstaveligste forstand.

For pt. står vi uden sundhedsforsikring, med et cancelleret visum og har hverken mulighed for at rejse ud af eller ind i landet igen.

Vi er godt gammeldags stuck in the middle.

Af en Catch 22, der er så lunefuld, at man får lyst til at kaste det svedige håndklæde i ringen.

Der er simpelthen ikke andet at gøre end at ty til trøstespisning og læsning af en bog eller to for en stund. Og det gør jeg så, i mens jeg har allermest lyst til at krybe ned under dynen og lade som om, at det her liv går over lige om lidt.

Eller at jeg i stedet kan beame mig væk fra Ørkenstaten og op til lysende dansk forårs-bøgeskov og gåtur med barnevognen sammen med min søster, i stedet for alt det her papirgylle, der bare bliver ved med at vælte ned over os.

🐣🐥🐤 Rigtig god påskeferie til jer alle sammen fra surmuleriet i Ørkenstaten 🐣🐥🐤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet