Naturoplevelser i Bali

Havskildpadder

Der lever 6 havskildpaddearter i Indonesien.

De er stærkt truede og har samme udfordringer i mødet med mennesker og vores forurening af havet, som vi også har set og oplevet andre steder i verden.Derfor er der også hér i Indonesien et stort behov for information om havskildpadder til både lokalbefolkningen og til turisterne, så alle parter kan beskytte dyrene bedst muligt.Der er lovgivning på området – og det er 110% ulovligt at fange havskildpadder, så officielle kontrollanter tjekker fiskernes både, når de kommer ind i havnene med deres fangst.

Havskildpadderne anvendes dog stadig til medicin, madretter og som bizarre trofæer, smykker osv.

Alt sammen fuldstændigt uforståeligt og uacceptabelt.

Men det sker. Hver eneste dag. Fordi nogle mennesker er villige til at tage imod bestikkelse og betaling for dyrene.Jeg har altid haft et ømt punkt for havskildpadder. Derfor var de også højt på ønskelisten, når nu vi skulle til et havskildpadde-rigt land. Men efter flere lodret forkerte dyreoplevelser i Sydøstasien i 00’erne, var jeg klar over, at jeg skulle vælge vores møde med havskildpadderne med omhu, for der er virkelig mange misforståede petting zoos, der er direkte dyremishandling til glæde for turister. Google et sted som f.eks. Turtle Island Bali / Tanjung Benoa og lov mig, at du aldrig nogensinde sætter dine ben sådan et sted.

Valget faldt på et fint center lige uden for Sanur på halvøen Serangan – Turtle Conservation and Education Centre. Selveste Prins Henrik har såmænd besøgt centret engang, og set de frivillige og medarbejdernes utrættelige arbejde med at behandle sårede havskildpadder, så de kan genudsættes – og deres arbejde med afhentning af æg og udklækning af samme.Centret lever af frivillige donationer fra turister, besøgende og andre velgørere – og de har pt. to fine ambulancer, der kan afhente sårede dyr, og så kører de ellers med faste udsættelsesprogrammer og stram styring af deres forskellige bassiner. Centret beror på lokalbefolkningens støtte og hjælp, og de beder folk om at ringe, hvis de ved, hvor en havskildpaddes æg ligger, eller hvis de kommer i kontakt med en såret havskildpadde, så chartrer centrets medarbejdere straks en fiskerbåd og kommer dyret til undsætning. Det seneste års tid har det desværre ikke været muligt for besøgende/turister at deltage, når de kære små havskildpadder sættes fri i havet. Myndighederne har pålagt centret, at de ikke må tage gæster med ud til deres særlige udsætningssteder.

De små gutter her er blot 4 dage gamle og udsættes, når de er ca. 7 dage gamle. Det er næsten ikke til at forstå, at de snart skal ud at kæmpe i Det Indiske Oceans voldsomme brænding ud for Sanurs kyst. Men det skal de. Pigerne er noget ærgerlige over, at vi ikke kan deltage i udsætning, da vi oplevede det i Oman – og det er et helt fantastisk syn. Men nu handler centret jo netop om havskildpaddernes behov og IKKE om menneskernes, og dén pointe godtog de to madammer, der i stedet fik lov til at fodre centrets “fastliggende” skildpadder i havebassinet med friske salatblade.Som et snedigt “plaster på såret” til de besøgende, har centret indført et adoptionsprogram, hvor man formedelst 150.000 indonesiske rupiah (som vel svarer til cirka 75 danske kroner), kan vælge sin helt egen havskildpadde-baby, navngive den, samle den op og modtage en video fra udsætningen senere på ugen.Pigerne udså sig et par livligt baskende padder i vuggestuebassinet, og navngav dem hhv. Speedy og Lili.Så nu flakser de to små nuttede Kaalund’er rundt i et bassin og venter på, at det skal blive den store dag, hvor de sættes fri til et farligt liv i et brusende hav.Vi håber inderligt, at Speedy og Lili overlever derude.

Og det var ret svært at løsrive sig og sige farvel til de søde små skildpaddeunger, men pigerne fik hvert sit diplom og en fin halskæde med en håndudskåret skildpadde, før vi tog afsted fra centret.Hvis du lægger vejen forbi Denpasar, Sanur, Nusa Dua eller noget i dén stil, så læg vejen forbi det her center. Det er virkelig fin læring og god information undervejs fra de flinke formidlere – og en dejlig dyreoplevelse for både store og små.

🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢🐢

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Naturoplevelser i Bali