Oli Oli

Disclaimer: Jeg har ikke stavet forkert til aïoli, hvilket man kunne forledes til at tro jf. overskriften. Der vil heller ikke komme andre former for dip(s) i dette blogindlæg, men tip(s) derimod – dem er vi altid leveringsdygtige i.

Faktik kommer der her et rivende subjektivt review af ét af Dubai’s allerbedste legesteder for børn i alderen 2-10 år.

Det her tip kan du bruge, hvis du skal et smut til Dubai med familien på billige flybilletter henover for-sommeren – eller hvis du er modig nok til at komme herned i sommerferien. Off season, som man si’r. For du vil få brug for indendørs aktiviteter undervejs. Stol på mig.

Og til de af jer, der bor her i ørkenen, kan jeg kun beklage, at jeg er cirka 2 år om at besøge de steder, I andre oplever hver weekend. Det er akilleshælen ved at føle sig som en vaskeægte fastligger. Man bliver doven og vaneforbryderisk, gør man.Oli Oli er navnet på et indendørs edu-tainment-sted, der tager sig ud på den allermest chic-frankofile måde, man kan forestille sig. Du finder stedet lige bag Oasis Mall, over for en muslimsk gravplads i støvede Al Quoz. Oasis Mall har ingen mennesker været i de sidste 5 år, men du kan da bruge det som pejlemærke.

Oli Oli er sikkert ejet af en inder ligesom alt andet, men der har ihvertfald været en flok sprøde, franske børnesagkyndige forbi for at sætte indholdet op, dét er 100% sikkert. Vi er meget langt fra Dubai’s typiske børne-tivoli-tilstande med blinkende lygter, plasticbelagte puder og teknomusik til 2-årige. Så vig bort, Little Explorers – og hvad der ellers måtte være af indendørs legelande, der foregiver at lære børn et eller andet, mens forældrene får et hvil – vig bort. Hér er der seriøs læring om bl.a. de fysiske love og konstruktion i 8 vidt forskellige rum.Her følger pigerne deres chiffontørklæders færd rundt i et system, hvor trykkraft tvinger tørklæderne til at bevæge sig i bestemte retninger. Rummet handler om luft – eller vind – der suger, trykker, blæser, puster, hvirvler og støder ting rundt.

Bagefter konstruerer de med bambuspinde og gummibånd i et andet rum.Mørkerummet er både sjovt og virkelig instaværdigt.Sektionen med de lysende bolde bliver bl.a. anvendt af specialskoler til at stimulere deres elever.

Den anden sektion i mørket handler om at overføre ens egen tegning til en 3D-by eller et 3D-akvarium.Børnene scanner selv deres tegninger og er helt vilde, når de opdager deres køretøjer på vejene.Halvvejs på turen er det tid til at klatre – for den påkrævede koncentration i mange af rummene kræver et hjerne-afbræk. Den store japanske net-skulptur er igen noget af det mest instaværdige, jeg har set i lang tid.Den 87-årige japanske kunstner, Toshi, har brugt et helt år på at knytte sit net-værk til Oli Oli. Hun fandt ved et rent tilfælde ud af, at hendes kunstinstallationer var perfekte til at klatre i – og hun har nu 6-7 klatreværker opsat rundt omkring i verden.

Jeg er fan.

Det er helt vildt flot og så sirligt lavet. Og man kan undre sig over, hvordan en 87-årig kvinde har den slags fingerkræfter intakt. Det er i øvrigt fint at se, hvordan børnene helt intuitivt forstår, hvordan man “angriber” klatringen i nettet. Det er som om hendes kunstneriske vision overføres fysisk til børnene, når de klatrer derind.

Og så nægter ungerne at komme ud igen.

Indtil sulten overmander dem. Her har Oli Oli selvfølgelig også svar på tiltale. La Petite Tree House Café er præcist lige så visuelt lækker som resten af huset. Maden er lige sådan. Der er kun mulighed for at købe ordentlig mad – ingen vingummi, pommes frites eller fabriks-muffins, som ellers er standard i legelande. Kaffen er skøn, maden er opvarmet, men helt frisklavet – og det er egentlig kun pengepungen, der har noget at sukke over, for rigtig mad koster bare mere.

Jeg fik ikke fotograferet hule-rummet, hvor børnene bygger store træ-top-agtige huler med madrasser og plader. Der er også et andet konstruktions-område, hvor man bygger sine egne LEGO-køretøjer og drøner dem ned ad en kæmpe sej rampe eller putter dem op på et langt transportbånd.

Jeg har sikkert også glemt et område eller to, men fælles for dem alle er, at de suger børnene ind i dét univers, som de omhandler. Ikke ét af rummene var børnene uinteresserede i. Faktisk er man nødt til at trække dem videre i ørerne, fordi entrébilletterne er tidsbestemte. En aber-dabei, som Oli Oli tjener mange penge på, men som er møgirriterende for de voksne, der ind i mellem er nødt til at sige “kom nu”, hvor børnene egentlig burde have lov til at fordybe sig lige så længe, de lyster.

Det sidste rum, man bør besøge, er vandrummet. Børnene bliver seriøst våde, så det er dumt at starte her. Just sayin’.

Her kan man igen opleve fysikkens love igennem en hel række aktiviteter med bolde, spande, vandhaner m.m. Der er endda en Folkevogn, der bliver vasket med stort engagement 700 gange om dagen.Der er ikke mere tilbage end at anbefale det her sted. Varmt. Til varme sommerdage.

Entrépriserne er høje og tidsbestemte, så er du advaret. Det er også ret ærgerligt, at voksne skal betale 40 dirhams / 75 kr. for at bruge toilettet en enkelt gang og ellers følge med som det tynde øl, men Oli Oli kan forsvare deres høje priser med den tilsvarende læringskvalitet og oplevelse.

Et stort og rungende ja-tak her fra både Mille og jeg.

PS: Der kommer sommertilbud, hvor man kan købe et 3-måneders medlemskab til reduceret pris. Det vil trods alt hjælp lidt på prisen, hvis man alligevel vil komme her et par gange hen over sommeren. Det tror jeg, at jeg vil benytte mig af i år.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet