Av!

Jeg lider en lille smule af åndenød.

Desværre ikke på grund af en rask løbetur, men i stedet er det en mental mavepuster, der får mig til at overfladeånde.

Mormor er rejst fra os igen.

Det gør simpelthen så ondt hver eneste gang.

Hvorfor sidder hun ikke bare her i solen og strikker hver eftermiddag, om man må spørge?I gæsteværelset finder vi det sødeste lille brev og påskeharer til pigerne. Jeg fornemmer, at Mormor heller ikke lige syntes, at det var tid til at forlade Dubai igen.Men i ånden er hun her lidt endnu. Og i den bolledej, hun har rørt og stillet til kold-hævning, så vi kan bage hver morgen i weekenden. Typisk Mormor.Jeg synes egentlig, at det bliver værre med alderen, det her savn og længsel efter min Mor.

Om det er min egen eller min Mors alder, der gør sig gældende i savneriet, dét er jeg ikke helt klar over.

Men jeg kan mærke, at savnet bliver stærkere, som årene går.

Måske er det fordi jeg mærker mig selv mere, nu hvor børnene ikke er bittesmå og megakrævende mentalt og fysisk? Måske er det fordi jeg kan se, at min Mor heller ikke bliver yngre og at tiden går alt for hurtigt? Måske er jeg blevet mere nostalgisk og dvælende ved familierelationerne end tidligere i livet?

Heldigvis ved jeg, at det tager nogle dage, og så har jeg vænnet mig til, at jeg ikke længere kan dufte min Mor efter brusebadet eller høre hende, når hun tusser rundt i huset og laver kaffe.

Men det bliver tomt at komme hjem fra arbejde, og så ikke ha’ hende siddende i haven med strikketøjet mellem fingrene og en lydbog i ørerne.

Suk, si’r jeg bare.

Det her er virkelig en af bagsiderne ved udlandslivet.

Intenst sammen i nogle uger og intensivt fraværende i halve år bagefter. Det lærer jeg aldrig helt at håndtere, og måske er det i virkeligheden en god ting, at jeg ikke gør det?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet