Aserbajdsjan

Her er vi!

Den blå prik er skiområdet Shahdag, der ligger 3 timers kørsel fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, som ligger lige ud til Det Kaspiske Hav. Landet grænser op til Armenien, Georgien, Tyrkiet, Rusland og Iran. Alle de mest perfekte venner, man næsten kan få. Men ikke desto mindre er Aserbajdsjan en moderne, sekulær stat, hvor størstedelen af befolkningen er moderate shiamuslimer.

Det er en kæmpe kontrast til vores sunni-muslimske sharia-regerede Ørkenstat, og jeg bliver virkelig så glad og stolt på landets vegne. Her er der tale om et muslimsk land, der orienterer sig mod Europa/Den Vestlige Verden, og er lige så moderat i sin tilgang til religion, som vi er det i Danmark. De dyrker vin, opdrætter svin, nogle bærer tørklæder, andre går i ultra-lårkort og alle lader hver enkelt person om sit. Det er så fedt at se, at hvordan muslimer også fremelsker åbentsindede samfund.

Men hvorfor er det lige, at vi er landet i noget så eksotisk som Aserbajdsjan?

Det er såmænd fordi jeg bad Martin om økonomi-udgaven af en skiferie, da det er min første tur på ski – og jeg anede ikke, om jeg ville kunne lide det.

Fly Dubai flyver i øvrigt til Baku på 3 timer – og det koster i omegnen af 1.800 kr. pr. person tur-retur. Med andre ord kan man komme ret meget på skiferie i Aserbajdsjan for ret få penge, hvis man ellers begynder at sammenligne med hvad en vinterferie i Frankrig, Østrig eller Italien ville koste, når nu “home base” er Dubai.

Udover Aserbajdsjan er Georgien, Iran og Libanon også ganske yndede skidestinationer for ørkenfolk. Lidt en anden ski-verden end hvis man bor i Europa.

Umiddelbart ser hovedstaden Baku spændende og til dels futuristisk ud. Der er høje, moderne bygninger i stål og glas, som vi kender det fra Dubai – og så er der gamle, slidte bydele med huse, der står i rå beton med knaldrøde eller lysende grønne hustage i snirklede gader fyldt med affald, forfald og mennesker i russiske pelshuer langs små markedsboder, der byder på dampende, grillet lammekebab og sirlige opstillinger af lokale æbler.

Alle vi kender, der har været i Baku, siger, at byen absolut er et besøg værd. Vi så ikke andet end den meget moderne lufthavn i denne omgang, før vi steg ombord i en Mercedes-kassevogn og kørte langt ud på landet.

De første to timers kørsel er flade som en pandekage.

Langs vejen går der mennesker, som passer får eller sælger æbler fra små boder. Der er en sjov blanding af gamle lysebrune Lada’er og nye, dyre biler på vejene, så man fornemmer, at nu er vi virkelig kommet til en tidligere sovjetrepublik, selvom jeg er helt 100 på, at dén sammenligning har aserbajdsjanerne ikke gidet at høre om, siden de fik deres selvstændighed i 1991. Det er højt sandsynligt en majestætsfornærmelse af rang.

Så undskyld, Aserbajdsjan.

I er selvfølgelig helt jeres egne.

Den moderne hovedstad er fysisk og mentalt ganske langt væk fra landsbyernes virkelighed. Jeg manglede kun at se en mand i en æseltrukket kærre, men så langt kom vi trods alt ikke. Men der er stort set ingen arbejdsløshed i landet, og umiddelbart lever aserbadsjanerne fredeligt og roligt, selvom der er bemærkelsesværdigt meget politi rundt omkring i de små landsbyer og langs vejene. De er også dødeligt uvenner med Armenien, men dét er en helt anden historie.

Efter en times rolig bjergkørsel ad en stor, bred vej ender vi ved 3 resorts i skiområdet Shahdag, der blev bygget for 6-7 år siden.Vi bor på Park Chalet, der mest af alt ligner en fancy tyroler-hytte med mørk, hyggelig træbeklædning og åbne pejse i restauranten.Der er også det hvide, marmorbelagte Pik Palace (pik betyder bjergtinde på aserbajdsjansk, hø hø) og konferencehotellet Shahdag Hotel.De vinterbrune bjerge er en del af Kaukasus-bjergkæden, og jeg er så gammel, at jeg kan huske, at der stod EURASIEN med store bogstaver henover dette landområde på verdenskortet i folkeskolen.

Hver morgen står vi op til denne udsigt over en kunstigt anlagt sø.Og så gør jeg ellers de grønne pister usikre sammen med min nye bedste ven, skilæreren Milana, der er sådan cirka lige så god til engelsk, som jeg er til at forstå, hvordan det hænger sammen, dét der ski-ning.Pigerne har en anden skilærer – og så løber vi en lille smule sammen som familie efter lektionerne.

For vi er alle tre pænt mørbankede efter et par timer.

Indrømmet: Jeg er i vaskeægte drømmekageform, men forklaringen bunder også i, at jeg virkelig har sat mig selv en mental og fysisk udfordring ved at skulle lære at stå på ski som 40-årig. Dén slags bør man lære som barn. Og det gør vores børn så. Med en vaklende Mor på slæb.

Men selvom stængerne er lavet af gelé efter et par timers skiløb, er jeg samtidig glad og stolt over mit ganske udmærkede forsøg på at lære det.Og om eftermiddagen er der muskelafspænding og leg i den lune indendørs pool og sauna.Efterfulgt af en halv flaske aserbajdjansk vin, så ski-nerverne kommer helt i ro.I øvrigt er forplejningen upåklagelig med fint morgenbord og udmærket variation om aftenen i den hyggelige restaurant, der bl.a. serverer lammekebab så fuglene synger.Og ham hér? Familiens hjælperytter.

Han får sig et par gode ture på de høje og svære pister, mens pigerne og jeg løber nede på de flade stykker. Og han ser ud til at nyde roen, stilheden og den friske luft. Sålænge den varer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet