I dag for 5 år siden…

…skrev Martin denne her besked på FaceBook.

Det er så vildt underligt, at det kun er 5 år siden, for det føles vitterligt som en livstid.

Og det er da også glimt fra en anden tid på en anden planet, jeg ser på, da jeg finder gamle billeder frem af min Mor, pigerne og jeg i Heathrow, hvor min Mor er ved at blive sende os afsted på et vanvittigt arabisk eventyr. Følelsen af at stå der, kan jeg genkalde mig på et splitsekund.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg vil glemme den afsked, for den var på en eller anden måde skæbnesvanger.

Jeg aner ikke, hvor mit mod kom fra.

Jeg aner heller ikke, hvorfra min Mor fik styrken til at fylde vores allersidste, knugende tunge dage i England med sin enorme mængde positiv energi og handlekraft. Men det gjorde hun altså.

Og tænk – jeg tog pigerne og fire kufferter under armen og rejste til Mellemøsten, uden nogensinde at have sat mine ben dér tidligere. Det virker helt tosset, når jeg nu ser tilbage på det.

Men jeg stolede på Martins dømmekraft.

Det gør jeg i øvrigt stadig.

For han er dygtig til at sætte de store linjer for, hvad der er godt for vores lille familie.

Og her – 5 år senere – kan jeg kun takke Martin og højere magter for at vi lykkedes med vores videre færd ud i verden.

Vi har boet i udlandet i godt og vel 8 år nu. 3 af dem i England og 5 af dem her i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg håber på 8 eller 10 eller 25 år mere, men ingen af os ved, hvad fremtiden bringer. Hvilket sikkert er en god ting.

Og nu hvor torsdagstrætheden og nostalgien alligevel har taget helt over, så lader jeg lige minderne flyde fra en svunden tid.

Som her, hvor familiens lille englænder på 22 mdr. spiser afskeds-croissant i Woodbridge, Suffolk.

Lille Mille My. Hvor bliver tiden dog af?

Hun fyldte 2 et par måneder efter vores ankomst i Ørkenstaten. Næste gang fylder hun 7.

Der findes ingen måder, hvorpå vi kan skrue ned for hastigheden, så det godt nok om at nyde hver eneste dag mest muligt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet