Hvornår kommer du hjem?

Helle for helle

Helle for et helle!

Og det var lige præcist, hvad jeg fik forærende i dag.

Et hverdags-helle væk fra alting.

Onsdag er nemlig min korteste arbejdsdag på skolen. Jeg arbejder deltids, men onsdag er nærmest blevet hellig for mig.

Det er hér, jeg lægger de gode ting ind, der lader Mor-Batterierne op. Som at spise sen morgenmad på café med Martin, da han havde tid til den slags fjollerier. Det kan også være en lang gåtur, at læse eller skrive, slappe af eller købe ind. Alt efter hvad jeg er i humør til og har behov for. Og der er ingen vådservietter med eller mennesker under 15, der må tale til mig imens. Det er helt forbudt.

Men i dag var nu noget ganske særligt.

Jeg booker aldrig en massage eller en ansigtsbehandling eller dét, der ligner. Jeg har altid følt, at den slags er en ekstravagant handling (man er vel fra Jylland) – og så er jeg også altid i tvivl om, om jeg egentlig bryder mig om at blive “rørt ved” af fremmede?

Men i 40 års fødselsdagsgave var jeg så ufattelig heldig, at jeg fik et gavekort forærende af søde veninder til en af Dubai’s allerbedste spa-kæder: SensAsia Urban Spa. Og så kunne jeg jo pludselig tage afsted helt uden at dømme mig selv.Jeg valgte at bruge nogle timer i SensAsia Spa’s afdeling på Emirates Golf Club. Som du nok kan fornemme, så er det et yderst civiliseret sted for et pænt klientel. Selv Thomas Bjørn er vild med at være her, siger pålidelige kilder. 😂

Der er også nydelig Jones The Grocer-morgenmad med pesto, pocherede æg, skotsk laks og brød bagt på surdej. Der er kaffe, så fuglene synger og bagefter er der den pureste form for stilhed tilsat en mild duft af citronella eller er det verbena?Jeg valgte en body-scrub-behandling med det lettere dodgy navn, “Sugar Daddy” – og en tri-enzyme-facial med fjorten omgange cremer, masker, damp, agurker og hvad ved jeg.

Det var ganske enkelt to timer i himlen med en filippiner ved navn Candy.Faktisk var jeg helt tummelumsk bagefter af ren velvære og afslapning. Ikke engang kameraet kunne stille skarpt på det olierede hår og pigmenteringen. Det er måske også godt nok at have det syn i en sløret version.

Efter behandlingerne sad min veninde og jeg lige hér og slappede af med ingefæropkog og varme kornpuder om nakken. Livet føltes helt perfekt, lige dér.Altså i mindst 15 minutter.

Så kunne vi ikke holde mund længere, og var nødt til at gå, så vi ikke kom til at forstyrre de seriøse spa-gængere med vores forsøg på IKKE at grine.

Af hjertet tak til gave-giverne.

Min 40-årlige krop kunne ikke bare lide, hvad den fik. Den elskede det.

Og jeg kommer tilbage en anden gang.

Selvforkælelse i form af en spabehandling virker pludselig ikke så dumt længere. Men man kan jo også vænne sig til meget, hva’?!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvornår kommer du hjem?