Mille Skoletræt

Hvornår kommer du hjem?

Vi savner ham her helt vildt, mens han med garanti har det megasjovt med at stå ned af et eller andet alt-for-vanvittigt-højt bjerg i Schweiz.Og drikke fancy aprés-ski-drinks i en eller anden nydelig schweizisk bar med udsigt over Lucerne-søen.Det er også bare fordi vi ikke længere er vant til at en kvartet kan blive til en trio.

Vi har vænnet os til fuldstændigt symbiotiske tilstande, nu hvor Martin har været hjemmegående og jobsøgende i et halvt års tid. Pludselig er en forretningsrejse noget højst usædvanligt, selvom det jo kun er godt, at han er afsted og møder sine nye kollegaer og samarbejdspartnere.

Og vi har faktisk haft en skøn weekend i det herlige vintervejr.Med legeaftaler for både mødre og døtre – og gode forhindringsbaner i haven.

Med gyngeture i det fineste, lysegule solskin.Og is-spiseri i græsset.Der er faktisk ikke én eneste ting at beklage sig over, når jeg nu tænker efter.

Selv slim-produktionen bar frugt for ihærdige Cille, der denne gang blandede skolelim, barberskum og bodylotion.I virkeligheden har vi været snydeheldige med Martins arbejdstider, siden pigerne er kommet til verden.

I helt gamle dage – kærestedagene – rejste Martin godt og vel 200 dage om året. Og jeg var vant til det i en sådan grad, at min Svigermor måtte undre sig. Der var vores fællesliv – og så var der mit eget liv. Hvis jeg ventede for meget på Martin, blev savnet ganske enkelt for overvældende. Og jeg har altid været faretruende glad for mit eget selskab uden andres indblanding. Så det fungerede. Helt fint.

Men 7 år senere kom der en kæmpebaby på tværs.

Og de sidste af Martins forretningsrejser før fødslen var et helvede for os begge. Jeg var bange for at blive indlagt eller føde helt uventet – og han var bange for at der skulle ske et eller andet tosset med mig, barnet eller ham selv. Muligvis var det også fordi han fløj rundt i Rusland i små mærkelige indenrigsfly.

Der var ikke andet at gøre end at distancere sig fra kufferterne og lægge rødbedepasset på hylden. Siden Cilles fødsel har Martin haft jobs, der indebærer et minimum af rejseri. Plus ret så faste, familievenlige arbejdstider, hvor man kan spise aftensmad, bade og putte børn sammen, før computeren igen må åbnes.

Dét tager jeg hatten af for.

Og det betyder, at pigerne vil ha’ deres Far mindst lige så meget, som de vil ha’ deres Mor. For de er vant til, at han børster deres tænder, puster på av’ser og sætter plastre på, reder deres lange hår og læser godnathistorier. Det er de der helt små, nære ting i hverdagen, som man ikke senere kan gøre om – og som skal leves og mærkes, mens de er der.

Børnene er jo kun små i ganske få år. Og selvom det føles som trivielt trummerum ind i mellem, så ved vi begge, at der kommer alt for hurtigt en dag, hvor vi vil savne alle de her små ritualer.

Rejselivet ser bare så glamourøst ud udefra.

Men jeg har været tilskuer til det indefra i en hel årrække – og der er forbløffende lidt at misunde dem, der rejser hele verden rundt til møder. Måske lige bortset fra alle de nice bonuspoints, der kan konverteres til udgrades og familieferier.

Men nu sidder han højt oppe på himlen – på vej ned til os – og sender os videobeskeder i en fjern Ørkenstat. Ih, det bliver godt at få ham hjem igen ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mille Skoletræt