2019

Dobbelt op på længsel

Efter 3 ugers kuffertliv med tilhørende familiecirkus og et fødeindtag bestående af lige dele marcipan og svin er der intet som at komme hjem.

Sådan helt hjem.

Og det er uden tvivl Dubai.

Det mærker jeg, hver eneste gang vi lander i Dubai’s lufthavn.

For hjem er dér, hvor hverdagen udspiller sig, og hvor vores lille firkløver er samlet og sammentømret.

Hjem er også dér, hvor de mest basale ting befinder sig. Min hovedpude. Mit skab fyldt med sager på badeværelset. Garderoben. Køleskabet.

Men samtidig med længslen efter at komme hjem-hjem, er der længslen efter dem, vi netop har vinket farvel og på gensyn til 6 timer tidligere. Efter dét, der engang var vores hjem, og som til tider føles hjemlig.

Det er som en slags dobbelt-op på længsel tilsat delirisk glæde, der ikke er helt til at kontrollere.Og må jeg så lige tilføje som en sidebemærkning, at Københavns Lufthavn S.T.I.N.K.E.R i forhold til Dubai’s. I bogstavelig forstand og såmænd også i overført betydning. Her er ikke kun skinnende rene og velduftende toiletter i Dubai, men rent sådan all-over-the-place. Der er fin ro og orden, trods størrelsen på lufthavnen, og der er tilmed bagagekarusseller, der kører med kufferter efter ganske kort tid.

I Københavns Lufthavn tager det halvanden time at få bagagen, når man ankommer med et af de store fly. Og ventetiden bliver naturligvis tilbragt som sild i en tønde til dunsten af pølsevogn. Det er et underligt førstehåndsindtryk at give de rejsende, synes jeg. Men det har været sådan her lige så længe, jeg kan huske, så lufthavnens management må jo mene, at det er acceptabelt?

Nok om lufthavne, selvom jeg elsker at nærstudere dem og føle stemningen.

Maricel ankom samme nat som os.

Hun havde bragt Filippinerne med hjem til os i form af lyserøde pomelofrugter og verdens bedste mangoer. Intet mindre end himmelske frugter, der smager af den sol, de har fået, mens de har modnet på træerne.Særligt Maricel har en tilvænningsperiode fyldt med tårer og længsel – for det er aldrig nemt at sige farvel efter en måneds juleferie og vide, at der vil gå et helt år, før hun vender tilbage.

Vi taler om det, for jeg vil ikke lade det ligge uforløst eller usagt hen.

Jeg føler også en vis portion dansker-skyld over at have hende 11 måneder om året, mens hendes egen 13-årige søn kun har hende 1 måned. Dén tanke og følelse tror jeg aldrig, at jeg kommer mig over, selvom hun er her af en eller anden form for bizar ‘fri vilje’. Hvis ‘fri vilje’ kan bruges om mennesker, der ikke har andet valg end at søge arbejde i udlandet.

Men hun er tilbage. Og har opnået en masse af dét, hun ønskede sig at gøre. Hun fik fejret Bedstemors fødselsdag, julen og nytåret. Hun fik velsignet sit nye hus af den lokale præst. Hun fik tilsluttet sit hus til kommunevandet. Hun fik anlagt et reelt badeværelse. Hun kom til tandlægen og fik et helbredstjek på hospitalet, så hun ved, hvordan det står til med sukker og kolesterol.

Og selvom vi ikke kunne spore den store lyst til at komme retur i skole idag, da vækkeuret ringede mindst 3 timer for tidligt, så er det ret tydeligt, at det nu er meget rart alligevel.For vi holder trods alt mest af hverdagen – med venner, praktiske opgaver, arbejde og den slags. Og savnet efter familie og venner derhjemme aftager lige så stille henover de næste uger, indtil det nærmest virker helt tilforladeligt, at vi først er tilbage i Danmark til sommer.

Længsel skal have et rum, har jeg fundet ud af. Den vil accepteres og anerkendes – og have plads til at leve side om side med dén hverdag, der tvinger os til at komme videre. Og pludselig er den næsten væk. Længslen. Lige indtil jeg hører min Mors stemme eller ser billeder af små niecer og nevøer. Suk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2019