Hænderne op af lommerne!

Hele december måned er Maricel hjemme i landsbyen på Filippinerne.

Hun når nærmest ikke at sætte sig ind i taxaen, før jeg savner hende af komplet egoistiske årsager.

For nu skal jeg jo pludselig selv ha’ hænderne op af lommerne. Og dét er ikke morsomt for en afvænnet husmor.

Spøg til side.

Martin er der jo også. Men hun sender mig billeder som det her, så gør det mig kisteglad på hendes vegne. En stor, flot søn med sin selvvalgte julegave fra Familien Danmark. Nu er hans mor endelig hjemme igen. Det er godt for dem begge to.Set med danske briller på, er det jo fuldstændig urimeligt, at hun kun har en måned hos sin søn, mand og resten af familien hvert år. Men det er betingelserne for en nanny på kontrakt i Dubai. Og hun ville heller ikke komme hjem ret ofte, hvis hun havde arbejde på Filippinerne, bedyrer hun selv. For der er intet velbetalt arbejde at få i umiddelbar nærhed af landsbyen.

Og et velbetalt arbejde på Filippinerne er stadig kun 1/4-del af lønnen her hos os, så der er tungtvejende argumenter for at tage sig et arbejde i udlandet og leve med, at familien kun ses en gang om året.

Men nu har hun julemåneden derhjemme. Med planer om at fortsætte sit husbyggeri, mens hun selv er til stede og kan tage beslutninger. Tanken er, at der skal laves et lille toilet med håndvask og wc færdigt i denne ferie. Og måske skal de rå vægge behandles og males, hvis der er tid og råd.

I år er hendes julegave en portion penge til husbyggeriet – samt et rentefrit lån, som hun kan betale tilbage hen ad vejen og som det nu passer hende.

Når det lille toilet står færdigt, har hendes mand lovet, at han flytter hjem i huset, finder et arbejde i nærheden og hjælper til med at passe deres teenagesøn, som pt. bor sammen med Maricels bedstemor, der er en aldrende dame. Maricels mand arbejder langt væk fra landsbyen, og han vil egentlig gerne hjem til sønnen Clarence, men udfordringen er toiletforholdene. Han er ikke meget for at banke på hos andre familiemedlemmer, når naturen skal gå sin gang. Det gør Clarence og bedstemoren i det daglige, ligesom de også trækker strøm ovre fra et andet hus, men sådan er der jo så meget.Maricel drømmer også om at få det nye hus sluttet til kommunevandet, så bedstemoren slipper for at pumpe fra den lokale brønd. Men ting tager tid. Og der skal smøres på kommunen for at få fixet den med vandet.

Udover husbyggeriet er det nu igen Maricels lod at stå for madlavningen til mindst 30 mennesker dagligt. Over bål, naturligvis. Det er også dér, der varmes vand til tøjvask i hånden og spande med lunt badevand.

Alle elsker i øvrigt Maricels mad – og de glæder sig til at få hende hjem, så hun kan stå for festmåltiderne i juledagene og for al hverdagsmaden. Hun siger selv, at det er som at komme på ferie, når hun er retur hos os, og kun skal sørge for 5 personers madlavning, vask og rengøring.

Vi sender også penge med til tandlæge- og lægebesøg, mens hun er derhjemme. Det er betydeligt billigere – og mere velkendt for hende – at få ordnet sine tænder, lavet blodprøver, smear osv. i sit hjemland. Så der er nok at gøre for en lille husmor, der er familiens økonomiske og praktiske klippe.

Og her i Dubai er det med garanti en sund øvelse at få hænderne op af lommerne og mærke, at der skal vaskes tøj, støvsuges, tømmes madkasser og laves en eller anden form for aftensmad.Udover at vi pludselig skal til at leve et helt almindeligt familieliv med hverdagens små og store pligter, som Maricel jo plejer at tage sig af, så er der også en masse andre ting og aktiviteter i julemåneden.

Der er koncert efter koncert med koret, DIAtones, der optræder på hoteller, når juletræerne tændes.(Bemærk lige Mille og Martin med en glad filippinsk julemand)Der er også skolekoncerter for både det ene og det andet barn, som man for Guds skyld ikke må gå glip af.Der er peberkagehuse, der skal dekoreres og spises.Der er skønne fester, der skal nåes inden juleferien.Og inden vi får set os om, sidder vi i flyet på vej mod Danmark.