Ingen Nationaldag uden…

….en ørkentur, naturligvis!For det er jo ørkenen, der er det særlige ved at bo i De Forenede Arabiske Emirater.

Ørkenen er et magisk sted.

Herude under den lysende blå vinterhimmel mister man fornemmelsen for tid og sted.

Herude midt i det bølgende hav af sand forsvinder vi lydløst og efterlader kun fodspor hen over høje klitter.

Herude opstår et nærvær, der ikke findes derhjemme.

Børnene leger med det forhåndenværende.De voksne tager sig af glamping-projektet imens.

Efter opstilling af telte og pavilloner, oppustning af luftmadrasser, udpakning af bålfade og brænde, skal der dug på bordet og sættes langstilkede plasticglas frem. Der er kølig champagne, øl og hvidvin i solnedgangen. Jeg skrev med rette glamping, ikke camping.Nationaldagen byder på et helt fantastisk vejrlig – og en imponerende solnedgang, der sender kaskader af orange og pink lys ned over os. Naturens eget festfyrværkeri, der skabes af de fantasillioner af små sandkorn, der reflekterer lyset i en ørken.Og når mørket falder på, griller vi oksemørbrad, drikker mere vin, fortæller røverhistorier og lytter til musik.Børnene griller skumfiduser senere på aftenen, og de spiser slik og chips, mens de tøffer adspredte rundt i mørket, der ligger som en sval dyne omkring os.

Der er ikke rigtigt koldt i ørkenen i december måned, men nok til at en flok danske immigranter skutter sig lidt omkring bålet, og nyder at tage tørklæder om halsen og sko på. Når man bor i et varmt land, er det hyggeligt at gemme sig lidt i en sweater for en gangs skyld.Der falder ro over os alle, når der er et bål at stirre ind i. Det tror jeg er en universel ting. Det er så beroligende at sidde dér og foretage sig absolut ingenting, mens birkebrændet knitrer og gløderne lyser i mørket.

Ved midnatstid lister vi i seng. Pigerne sover allerede tungt inde i teltet.

Vi har fundet en helt fredelig plet uden andre campister end os selv, så det har været en rolig nats søvn, til trods for at stort set hele Dubai er i ørkenen, når det er Nationaldag.

Næste morgen lyner jeg teltdugen op til det her syn. Et månelandskab, hvor der i nattens mulm og mørke har været besøg af klovdyr og fugle.Og pigerne er nu blevet så hjemmevante i ørkenen, at de lige trækker den en halv time med at stå op, så duggen når at fordampe og det ikke føles så koldt og fugtigt at komme udenfor teltet.Jeg står først op, da jeg fornemmer, at morgenmadsholdet (verdens stærkeste af slagsen!) er i fuld gang med at spejle æg, varme brød og stege så meget bacon, at selv Mille må give fortabt til sidst.Kaffe kan jeg da lige svinge mig op til at brygge.Og efter en lang morgenmadsseance inklusiv tre kopper stærk kaffe, er det tid til at pakke lejren sammen. Efter kl. 10 bliver det varmt i en ørken – og der er en helt uhyrlig mængde grej, der nu skal foldes, tappes, tømmes og pakkes ned i kasser og æsker, før vi kan sætte kurs mod civilisationen en times kørsel herfra. Om jeg begriber, hvor mange ting, man skal have med, for at det er behageligt at campere. Men sådan er det bare – og selvom mindre måske nok kunne gøre det, så ville det absolut ikke være den samme gode oplevelse.

Derhjemme tømmer vi nødtørftigt lommer, sokker og sandaler for gult ørkensand, og så fylder vi badekarret med Ørkenens Tilsandede Døtre, der skal sidde i blød i mindst en halv time for at få skyllet bare halvdelen af sandet af. Og stakkels Maricel får en hel dags arbejde ud af at støvsuge, vaske, rense og regere med alle de ting, der er blevet sandblæste af opholdet i ørkenen. Der er ikke en sprække, lomme eller revne, hvor der ikke ligger et fint lag støv og sand.

Tænk, hvor jeg bliver taknemmelig for rindende vand, WC og A/C efter et lille døgns tid.

Mere skal der faktisk ikke til.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet