Babettes Gæstebud

Én af mine mange, fine 40-års fødselsdagsgaver var en sart, vandgrøn dug med motiver fra Karen Blixens novelle, Babettes Gæstebud. Sammen med dugen lå der et kort, hvorpå der stod, at jeg ville blive inviteret på samme menu, som den mystiske, tilrejsende franske kok – Babette – tilbereder i fortællingen.

Heldige mig, hva’?!

Og så måtte jeg ellers igang med at genopdage Karen Blixen og hendes forfatterskab. For en litteraturnørd er det jo én af de mest fantastiske udfordringer, man kan få.

Først så gavegiveren Lulu og jeg en dokumentar, der skildrede Karen Blixens særegne karakter og hendes selviscenesættende ‘pagt med Djævlen’. Bagefter lånte jeg en smuk tegneserie om hendes liv og læste novellen i dens helhed. Til sidst så Martin og jeg Gabriel Axel’s halvanden time lange filmatisering af Babettes Gæstebud fra 1987 – og så var vi ellers klædt på til gæstebudet.

Og her er så Babettes bord a lá Familien Mahaini – med min vandgrønne dug, Mormors krystalglas på sirlig række, kuvertbrød og levende lys. Så smukt og indbydende.Jeg er ualmindeligt heldig med så søde og gavmilde venner, der gør så meget ud af tingene og giver mig sådan en stor og glædelig oplevelse.

Og hér sidder vi så – klar til at gå ombord i den første ret.

Skildpaddesuppen. Soupe de Tortue.

Kogt på kalveben, kalvekotelet, kylling og et ton løg og urter i sådan cirka 15 timer. Og gudskelov ikke så meget som en enkelt lille skildpadde, selvom familien er lykkelige indehavere af to 🐢🐢.

Den reducerede suppe er mørk, aromatisk og forunderlig let. Så langt fra 80’ernes forlorne skildpadde, man overhovedet kan forestille sig. Den smager virkelig, virkelig dejligt.Suppen er naturligvis pyntet med skildpadde-øjne lavet af hårdkogte, sammenpressede æggeblommer 👀 og den serveres med sherry til. Det er første gang, jeg får tør sherry til en forret, men det fungerer perfekt.

Herefter er det tid til Den Gule Enke og Blinis Demidoff, som man aldrig går galt i byen med.

Retterne serveres af Babettes unge tjenestedreng, der i dagens anledning er blevet forfremmet til tjener – hvis vi da skal følge novellens persongalleri. Martin er således den svenske General Lorens Löwenhielm og jeg kan vel passende give den i rollen som Lorens’ gamle flamme, den fromme og komplet asketiske gammeljomfru, Martine.

I mens vi hygger os med champagne og blinis, hygger en hel flok sirligt udbenede vagtler sig i ovnen med en delikat indmad af foie gras og trøfler. Retten kalder Blixen for Cailles en Sarcophage – vagtler i ligkister.

Morbidt og ramsaltet, præcist som forfatterinden selv.

Heldigvis var vagtlerne ankommet uden hoveder – for ellers kunne de have ligget der og hængt med næbbet ud over kanten på kisten.Efter en halv time lander de sprøde, duftende små damelår og store bryster på tallerkenen, der også indeholder dét, jeg vil udnævne til verdens bedste sauce.

Udgangspunktet (dét, der ellers ville have været en almindelig, god fond) er i dette tilfælde en hel, færdiglavet sauce espagnole, som i sig selv tager 10 timer at fremstille. Herefter møder den delikate sauce espagnole en hel masse trøfler og andet godt – og til sidst tilsættes lidt smørstegte champignoner.

Jeg var i HIMLEN.

Sauce-himlen.

Og ligkisterne af butterdej nærmeste smeltede i overraskende sprødhed.Tilsæt rigelige mængder rødvin – og så kan den fromme, sekteriske norske menighed ikke opføre sig stille og alvorligt ret meget længere.

Ind kommer mellem-retten – salaten med sprøde, fede valnødder og syrlig vinaigrette.

Som rosinen i pølseenden spiser vi Baba Au Rhum med søde mangofrugter og vanilleis. Korenderne og rosinerne måtte vi tænke os til. Ingen af os bryder os om tørret frugt i kager, så jeg undlod at tilsætte det til den ret besynderlige gærhævede kage, der er overhældt med sukkerlage og mørk rom.Vi hopper over de to sidste elementer i Babettes Gæstebud – oste- og frugtfadene. De ses i filmen, men var ikke indeholdt i det menukort, som kom sammen med min fine dug. Vi kan heller ikke klemme en krumme mere ned.

Til gengæld fejrer vi J-Dag med en ægte, dansk juleøl klokken halv fire om morgenen. Plus Ga-Jol-shots og det løse.Jeg har INTET – som i absolut intet – at klage over.

Af hjertet tak for den skønneste oplevelse til virkelighedens to Babetter M/K, der har brugt dagevis på at forberede og tilberede et sandt festmåltid. Jeg aner ikke, hvordan man gengælder et Babettes Gæstebud – for at bygge oven på en sauce espagnole og egenhændigt udbene bittesmå vagtler – dét ligger ikke bare 110% uden for min komfortzone. Det ligger helt ude i outer space, som Cille ville have formuleret det ❤

Mange hilsner fra Mor i Udlandet