Dubai brunching and browsing

Når manden bestemmer

Det holder aldrig op med at føles spøjst, når Martin skal godkende skriftligt, at jeg gerne må ‘et eller andet’.

‘Et eller andet’ er i dagens konkrete tilfælde at arbejde på skolen som lærer.

Sådan er det i en Ørkenstat, hvor det er manden, der bestemmer over konen (eller konerne) 😆Hvert år skal man – som arbejdstager på ægtefællens visa – have lavet et nyt “Labour Card” hos myndighederne. På denne måde får myndighederne formelt at vide, at man er ansat og modtager løn – og virksomhederne får deklareret samtlige medarbejdere, uanset om førnævnte er tilbudt visum igennem dem eller ej.

Og med til ansøgningen om et “Labour Card” er der således også et “Letter of No Objection”, hvor familiens visa-holder skal bekræfte, at vedkommende accepterer og godkender ægtefællens arbejdsliv. Visa-holderen kan selvfølgelig også være en kvinde – og i så fald er det jo kvinden, der bestemmer over manden, så min kommentar om, at det er manden, der bestemmer i en Ørkenstat, er helt forkert. Det gælder begge veje.

Men det er sjovere at spille på den stereotype opfattelse – og der skal da ikke herske tvivl om, at jeg er dybt taknemmelig over, at Martin giver mig lov til at gå på arbejde. Hver dag. Eller noget.

”Labour Card”-ansatte er dårligere stillede end dem, der er ansatte med visa, som er den formelle opholds- og arbejdstilladelse. En visa-ansættelse indebærer en mængde gebyrer til staten og et stort papirarbejde for arbejdsgiverne, der – naturligt nok – foretrækker kun at have en vis andel visa-ansatte i staben – og så “Labour Card”-ansatte for resten.

Lønnen er som udgangspunkt signifikant lavere for “Labour Card”-holdere, fordi den gængse opfattelse er, at “man har sit på det tørre via visa-holderens indtægt”.

Som om ens daglige arbejdsindsats er en form for velgørenhed eller hobby?

Arbejdsgiverne forventer også, at man får sundhedsforsikring via ægtefællen, der er visa-holder og modtager af “den gode indtægt i familien”, som muliggør, at man overhovedet har råd til at bo i Ørkenstaten.

Der diskrimineres også i forhold til pension og løn under ferieafholdelse, hvor ansatte med visa har 6 ugers betalt ferie og en pensionsopsparing, der udbetales ved afslutningen af ansættelsesforholdet. Her har “Labour Card”-holdere ofte egenbetalt ferie, og en masse snirklede beregninger gør “pensions-delen” af jobbet til en joke.

Der er også manglende kompensation for overarbejde og en masse mærkelige paragraffer i kontrakterne om, at firmaet f.eks. kan flytte en fra én arbejdsplads til en anden, hvis det anses for nødvendigt; at man kan blive pålagt flere ansvarsopgaver end det først aftalte uden ekstrabetaling; at man kan blive bedt om at skifte stilling undervejs; at ens ferieafholdelse altid vil kunne aflyses osv.

Og dér må man så vælge, om man skriver under eller ej på arbejdskontrakten. For der bliver aldrig ændret i en klausul eller paragraf, uanset hvor urimelig den end måtte lyde over for den ansatte. Og tager du ikke jobbet, så står en anden klar i kulissen. Det er jo virkeligheden, hvor end du befinder dig.

Jeg behøver vel heller ikke at sige, at det er standard for almindelige “Labour Card”-holdere at blive tilbudt årlige kontrakter, så du aldrig ved, om du er med på “næste års hold” på arbejdspladsen. Det finder man ud af et par måneder før kontraktens udløb. De årlige “Labour Card”-kontrakter er blot én af de faktorer, der bevirker, at ansættelsesforholdene ofte bliver ganske kortvarige her i landet – og at der helt åbenlyst skelnes mellem de ansatte, hvor nogle vægtes højere end andre, uanset faglige kvalifikationer og erfaringer på området.

Som medfølgende/medrejsende hustru opfattes du oftest som billig arbejdskraft. Uanset dit akademiske niveau.

Det er – hvert eneste år – en øjenåbner for mig at deltage i arbejdsmarkedet hernede, og jeg ville ikke være én eneste af mine erfaringer foruden, selvom det ind i mellem kan være både skuffende og besværligt at deltage i livet på en arbejdsplads i Dubai.

Og jeg ser på de danske fagforeninger, de danske virksomheder og den danske arbejdsmarkedslovgivning med fornyet respekt. For selvom der altid er ting, der kan forbedres og forhold, der bør ændres, så er der indbygget en gensidig tillid og beskyttelse af både medarbejdere og arbejdsgivere i den danske model. Og dét giver langt tryggere arbejdsforhold – uanset om det går supergodt på jobbet eller det modsatte.

Gensidig tillid og respekt = tryghed for både tagere og givere i arbejdsmarkedet.

Man tør indgå i et samarbejde.

Man tør tage chancer, prøve noget nyt, dumme sig, kræve en undskyldning, når den er berettiget.

Dér er vi ikke lige kommet til endnu i Ørkenlandet, selvom vi er sprunget Den Industrielle Revolution helt over og er vadet direkte over i et samfund baseret på serviceydelser.

Måske mangler der HR-folk, der kan gå forrest med retfærdighedsflaget? Måske mangler der ansatte, der tør sige nej og acceptere måske at miste deres job på grund af dette? Måske mangler der opbakning fra myndighederne i form af en mere beskyttende arbejdsmarkedslovgivning?

Nå – jeg må ud i verden med rødbedepassene og opstøve en sur HR-dame (de er sjovt nok også vrantne og vrisne i ørkenen), som kan fotokopiere hele molevitten og igangsætte papirmøllen, der forhåbentligt ender med et nyt “Labour Card” til mig for skoleåret 2018/19 😁.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dubai brunching and browsing