Arabisk effektivitet

Jeg er simpelthen nødt til at dele et billede af det, der foregår uden for mit vindue lige nu.

Det er for sjovt til at lade være.Her ser vi et af de ypperste eksempler på den klassiske, arabiske effektivitet.

Én mand arbejder, mens to ser på.

Det kan naturligvis skaleres op, så to mænd arbejder, tre ser på, tre mænd arbejder, fire ser på – og så fremdeles.

Bemærk lige, at Boss-mand Nr. 1 er ham med den hvideste skjorte og Boss-mand Nr. 2 har en lidt mindre ‘pæn’ skjorte – og så er der håndværkeren i det blå arbejdstøj, der rent faktisk laver noget.

Vi har set mønstret gentage sig fra faggruppe til faggruppe henover de sidste par måneder. Og det er næsten til at blive allergisk over for, medmindre man vælger at lukke øjnene og trække vejret dybt ned i maven.

Maricel og jeg får os også nogle gode grin undervejs, når det bliver for komisk at se på, hvordan én Boss-Mand peger på dét sted, hvor der skal males, grundes, sættes et søm i osv., mens en anden Boss-Mand piller næse, taler i mobiltelefon, peger på det samme eller giver anvisninger mundtligt til den ENE mand, der skal udføre opgaven.

Halleluja.

Hvis ikke det var så synd for håndværkerne, så ville det være en 100% komisk genialitet, der udspiller sig hver dag, og jeg kan levende forestille mig, hvor meget jeg ville have lyst til at sparke de der Boss-Mænd over skinnebenene, hvis det var mig, der skulle udføre en opgave med dem til at supervisere hele processen cirka 10 centimeter fra mit åsyn.

Der er noget ved hierarkiet, omgangstonen og adfærden, der er himmelråbende stupid, når man ser på det med danske briller på. Og når jeg henvender mig til en af Boss-Mændene med et spørgsmål, så er det alligevel altid håndværkeren, der rent faktisk kan svare for sig.

Men hvorfor er Boss-Mændene der så?

Det er der flere årsager til.

De forstår og taler en smule engelsk – og det gør de hårdtarbejdende mennesker generelt ikke.

Der er også en masse regler for adgang til vores ghetto, hvor jeg kan forestille mig, at security-kontoret kræver, at der er en supervisor til stede under udførelse af arbejdet, uanset om vedkommende selv skal lave noget eller har medbragt håndværkere til jobbet.

Og så er der det med hierarkiet, som vi danskere altid har haft svært ved at forstå.

-Hvorfor skal der stå en Boss-Mand og pege, når nu arbejderne udmærket ved, hvad der skal laves?

-Hvorfor skal der råbes højt og skældes ud, før der bliver gjort dét, der under alle omstændigheder skulle gøres?

Jeg har lidt svært ved at svare på mine egne spørgsmål, men jeg fornemmer, at det har noget at gøre med begrebet ansvar. Og sikkert også med begrebet tillid.

Her i landet gives der aldrig et ansvar til en almindelig ansat. Og dermed kan vedkommende aldrig komme til at tage et ansvar for sine opgaver. Det er sådan en uløselig gordisk knude, der ender med et grumt sammensurium af ineffektivitet, ligegyldighed og inkompetence, som skaber langsomme(re) processer og en hel del utilfredse kunder henad vejen.

Måske er der også et element af kedsomhed eller tankeløshed?

Jeg tænker, at når nu arbejderne skal lave de samme ting igen og igen, dag efter dag – så kan man vel ikke fortænke dem i at håbe, at “går den, så går den”, medmindre Boss-Mand finder ud af det og pludselig råber højt?

Men uanset hvad jeg måtte synes om gammeldags pisk- og gulerodsmetoder og über-minutiøs supervision, så er det nu engang arbejdsgangen og omgangsformen i Ørkenstaten.

Og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at følge med i et større cirkus, når vores nye måtte skal rulles ud i haven én af de nærmeste dage. Du får resultatet at se lidt senere 😂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet