Manisk

Jeg er virkelig dæmonisk, manisk og mørk i disse dage.

Nærmest uden grund, for Martin er dén, der tager 95% af alle sammenstødene med vores entreprenør. Men nerverne er ved at være flossede. Løfter er blevet brudt for mange gange. Den første eufori over at flytte har lagt sig – og hverdag med indbyggede håndværkere er bare et stort NEJ TAK herfra.

I går var én af den slags dage.

Vi har betalt for en ny hoveddør for flere måneder siden. Og har en snigende formodning om, at der er problemer, for det tager ihvertfald mistænkeligt længe at få bestilt og leveret varer, der har været betalt og i ordrebogen længe.

Men – nu kom døren altså igår – og blev installeret med slibemaskine, bor, hammer, mejsel, diamantsav og hvad man ellers kan bruge, hvis man får chancen for at lade mahognitræstøv dale ned over en hel stueetage som var det rød jul.

Jeg var ikke kun lige ved at hidse mig op.

Dørmændene lod som om de ikke forstod engelsk, så de ikke behøvede at dække noget som helst af, mens de sleb, monterede hængsler, justerede højde og bredde med maskiner, borede lås ud, lavede dørspion osv.

Og da projektlederen endelig kom og fik set på dørfjollerierne, blev han så befippet, at han bakkede direkte ind i gadelygten uden for vores hoveddør. Kun lygten og bilen tog skade. Der var heldigvis ingen fodgængere eller andet godtfolk involveret.Da den gode mand så forsøgte sig med selv lige at reparere lidt på lygten, ringede jeg til Security som en ægte Jumeirah-Jane, der har brug for sin Tarzan til at klare livet i den urbane jungle.Security kom susende og kvitterede med at ringe efter politiet, fordi de ville have optaget rapport til forsikringsselskabet. Her ta’r vi sgu’ tingene seriøst og overlader intet til tilfældighederne.Alt foregik heldigvis i fred og fordragelighed hen over et par timer. Tid er nemlig en billig vare i en Ørkenstat. Og så fik vi samtidig gjort hele nabolaget opmærksom på, at en ny familie er flyttet ind med hiv og sving 😂.

Som altid går alting bedre den næste dag.

Vi fik støvsuget, fejet og vasket alt det røde støv ned, og maleren er kommet forbi for at udbedre dørmændenes skader fra igår. Resultatet er blevet så fint.
Det er også på et hængende hår, at de sidste fliser er lagt – og malingen når knapt at tørre, før det banker på døren.

I nat ankommer det første hold gæster nemlig i vores nye hjem.

Det er min elskede Moster Lene, der har fået billetten i 50-års fødselsdagsgave af sin mand, min Onkel JE – og vi er endda så heldige, at store fætter Morten og kusine Cath også kommer med for at tilbringe efterårsferien hos os.

Cille og Mille er helt overbeviste om, at det er deres fætter og kusine, onkel og moster – og jeg elsker, at vi simplificerer titlerne på tværs af generationer, ligesom jeg selv altid har gjort i den vestjyske storfamilie.

Vi har ikke efterårsferie i skolen, men vi glæder os helt vildt til at holde to weekender med dem – og hygge i hverdagene. Det er noget ganske særligt at dele vores hverdag med familien hjemmefra.

Og de søde mennesker, der ankommer i nat, er virkeligt længe ventede.Mille har tegnet velkomsttegning og lagt chokolader på puderne, som man gør på de finere hoteller.

Og vi fortsatte ovenpå i ungdoms-afdelingen, hvor der står snacks og puder klar til evigtsultne og evigttrætte teens.Min Moster og Familie besøgte os en del gange i England, men turen herned er jo både længere og dyrere. Jeg har dog tilrettelagt et snedigt program, der forhåbentlig vil gøre, at de er nødt til at komme igen en anden gang…

Lige om lidt er de her…. og inden da skal jeg have skruet ned for den indre, maniske trykkoger og op for den medfødte, uimodståelige charme. Det gøres vist bedst med vin.

Og så er det fredag i morgen, folkens.

Fredag! 🥂

Mange hilsner fra Mor i Udlandet