Det ulige samfund

I de sidste par måneder har vi været omgivet af håndværkere.

Folk fra Pakistan, Indien og Filippinerne, primært.

Folk, der – ligesom os – er indvandret til De Forenede Arabiske Emirater, fordi der er penge at tjene. På hårdt arbejde og flid, naturligvis.

Men så ophører sammenligningen og fællesskabet ellers også.

Vi – højtuddannede, der arbejder indendøre på airconditionerede kontorer, skoler osv. – bliver kaldt for expats. Betegnelsen har ikke noget med hudfarve, religion eller nationalitet at gøre, som mange danskere måske kunne tro. Det er betegnelsen for ‘højtuddannede immigranter’ i landet, hvis arbejdsstyrke tæller godt og vel 200 forskellige nationaliteter. Imponerende, ikke?

Men håndværkerne, gartnerne, taxichaufførerne, budene, husholderskerne og alle de andre knapt så uddannede indvandrere får ikke den eksotiske titel af at være expats. De kaldes ganske enkelt for workers – for det er dét, de er her: Billig arbejdskraft fra lande, hvor der enten ikke er arbejde at få eller hvor lønnen ikke sikrer familiens overlevelse.

De fleste af håndværkerne har sandsynligvis en håndværksmæssig baggrund fra deres respektive hjemlande. Hvem ved? Det henstår i det uvisse, og en del af byggeriets tekniske løsninger hører vist til i kategorien ‘lappeløsninger’, hvis man fik en dansk håndværker til at vurdere dem. Men ting bliver lost in translation her. Værkførerne taler begrænset engelsk; arbejdsbierne nikker høfligt, når man går forbi dem – de kan ikke tale et ord engelsk. Og vi er nødt til at indlade os på, at logikken er en anden, end den vi selv ville anvende.

Her er ingen maskiner og fine opmålinger fra en computer.

Her er ren råstyrke og mandekroppe, der løfter, flytter og forandrer. Der bygges med de bare næver, som vi gjorde det i Danmark for – hvad ved jeg – 100 år siden?Og hold nu op, hvor jeg kvier mig ved det med de arbejdere, der render op og ned, ind og ud. På dén der danske, vi-er-alle-lige-og-uha-dada-for-et-ubehag-ved-sociale-forskelle-agtige måde.

Det er komplet latterligt, for én af præmisserne for overhovedet at kunne bo og leve i De Forenede Arabiske Emirater er, at ens høje, moralske kæpheste må bukkes og gradbøjes mere end én gang. Om dagen.

Der er principper, moralske overbevisninger, værdier, etiske grublerier og en masse andet spændende at tumle med, når man vælger at bosætte sig i en fjern Ørkenstat, der er så langt fra et vestligt demokrati, som man næsten kan komme.

Jeg opfordrer ikke til, at man skal blive kold i rumpetten, helt værdiløs eller jævnt ligeglad med andre mennesker i en fjern Ørkenstat. Slet ikke. Men tingene fungerer så fundamentalt anderledes hér end de gør i Danmark. Så anderledes, at det nærmest er umuligt at forklare det, før man selv har oplevet det.

Og de her mennesker har desperat brug for de jobs, der findes her i landet.

Får de en fair betaling for deres hårde arbejde?

Ordentlige arbejdsforhold og menneskelige levevilkår?

Ikke med danske briller på.

Nej.

Langt fra.

Men hvad er alternativet?

Og det er hér, jeg sukker dybt. Vores husholderske, Maricel, forklarer mig det gang på gang: Alternativet er langt, langt værre. Hun har sultet. Dét har jeg ikke. Hun har arbejdet 3 jobs samtidigt for bare at holde familien tæt på oven vande. Dét har jeg ikke. Hun ved, hvad det vil sige, at være fattig og desperat. Dét ved jeg ikke.

Det er en social uretfærdighed, der er global og alt for indviklet til, at jeg kan gennemskue eller overskue det. Og som jeg ikke kan løse for nogen, uanset hvor meget, jeg ellers fiser rundt med en glødende grundtvigiansk barmhjertighed i hjertet, der giver sig til udtryk i små, gispende udbrud, når jeg ser, hvad arbejderne bliver budt at udføre under den stegende sol.

Så hér er de.

Arbejderne.

Vores håndværker-expats, om du vil. Siddende på den bare cement ude i min have i 38 graders varme med deres fælles-biriyani i en plasticpose. De ser ud til at hygge sig trods de særdeles beskedne kantineforhold.De har nu rodet med at blande cement, flytte tonsvis af jord og sten, støbe fundament og en masse andet støvet, ubehageligt lort siden kl. 8 i morges. Og nu er det tid til mad og drikke her kl. 12.

Efterfulgt af en times lur på et plastikunderlag. Det er de – heldigvis – berettigede til, når middagsheden for alvor sætter ind.I mens går jeg rundt herinde og titter nysgerrigt ud.

Det er simpelthen så mærkeligt at observere de senede, svedige mænd, som ligger og hviler sig så fredeligt.

Og nej – arbejderne kan ikke inviteres ind i dagligstuen til frokost ved spisebordet og en lur i airconditionerede omgivelser.

Det ville være et kulturelt faux pas uden lige.

De vil ikke blandes ind i noget med en forvirret expatdame, der synes, at det er synd for dem. Hvad skulle de dog dét for?

Vi kan byde dem noget koldt at drikke. Småkager efter endt arbejdsdag. Drikkepenge om torsdagen. Dén slags.

Men den tydelige grænse – den sociale ulighed – der er i mellem os, skal forblive.

Maricel har det på samme måde. Hun ønsker ikke at sidde til bords med os om hver aften, som om vi var ligeværdige i en familie. Distancen er nødvendig for at kunne overleve i denne her besynderlige verden, tror jeg.

Alt det hårde slid, som en flok pakistanske mænd lægger i vores have for tiden, vil resultere i, at vi om nogle uger kan nyde denne her strålende udsigt fra en fin, ny terrasse, omgivet af den falskeste græsplæne i miles omkreds – og en enkelt ørkenrose eller fem.Det er i sandhed et fatamorgana, dét her sted.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet