Jetsetkvinde eller Jerseyko

Big brother is watching you

For de af jer, der læser mellem linjer og husker parenteser, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der ofte er en pæn mængde censurglasur smurt henover min blog.

En delvist selvvalgt censur.

Selvvalgt på dén måde, at jeg bruger tid på at vurdere, om mine blogindlæg indeholder elementer, der enten er ulovlige i en fjern Ørkenstat eller kunne kompromittere os som familie.

Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til at dele fra vores familieliv. Dér har jeg rimeligt styr på mine grænser, ønsker og behov. Det handler langt mere om, hvad jeg overhovedet har lov til at fortælle om.

Der er øjne, som kigger og ører, som lytter. Overalt.

På en måde er det ret smart.

Som når man f.eks. glemmer, hvor man har parkeret bilen i et kæmpestort shoppingcenter.Du taster bare nummerpladen (eller de dele af nummerpladen, du kan huske) ind på skærmen – og vupti – to sekunder senere dukker der et tydeligt foto op af din bil og dens placering i p-huset.

Det er sandsynligvis kun på de offentlige toiletter og i bederummene i shoppingcentrene, at der ikke er kameraovervågning. Resten af tiden har du Big Brother’s 👀 lige i nakken.

Jeg opponerer ikke imod kameraovervågning i det offentlige rum. For jeg har intet at skjule, medmindre diskret rettelse af trusseletter tæller med. Den handling ville jeg egentlig helst holde for mig selv, men jeg krydser fingre for, at der ikke sidder 24/7-overvågningspersonale og glor på mine numseudfordringer.

Det ville også være omsonst at have et problem med kameraer i en Ørkenstat.

Her er hverken personlig frihed eller ytringsfrihed a lá Europa. Forbud og lovgivning er ikke noget, man omgås lemfældigt eller laver sjov med. Det er ramme alvor.

Vores adfærd vurderes i det offentlige rum af kameraøjne og sikkerhedsvagter, som befinder sig overalt i det offentlige transportsystem, i shoppingcentre, ved indkørslen til vores gated communities osv.

Man er aldrig helt alene.

Skype klikker så sært. Det kan mobilopkaldene også gøre ind i mellem.

Google én enkelt ting, der lyder lidt lakrids og siden er blokeret.

Ind i mellem sorteres selv Ekstra-Bladet og B.T. fra, hvis man befinder sig et sted, hvor firewall’en er ekstra restriktiv og nægter at vise dig naboens datter.

Du tilbydes free wi-fi overalt – og spores dermed overalt. Det er en ren win-win-situation.

Du får anvisninger og instruktioner, hvis du er parkeret lidt skævt uden for din vens hus; hvis du har stillet skraldespanden forkert eller har for meget rod i garagen; hvis du har medbragt et lidt for stort badedyr i poolen og fortsæt selv. Intet er overladt til tilfældighederne. Og her nævner jeg kun de uskyldige ting, der ikke resulterer i umiddelbar bødestraf (eller fængsel).

Og vi lever med det.

For det er blevet hverdag.

The new norm.

Der skal søges om tilladelse til stort set alting. Fordi det (i mange tilfælde) giver dirhams i kassen – og fordi det er en kontrolmekanisme.

Og vi godtager under ingen omstændigheder den gamle sang om, at det er “lettere at bede om tilgivelse end om tilladelse” i De Forenede Arabiske Emirater. Men samtidig med, at vi må acceptere og respektere, at Big Brother glor os over skulderen på alle steder og tidspunkter, hvis vi vil leve i det her land, så får vi også en kæmpe gave forærende: Muligheden for at leve i verdens tryggeste samfund.

Jeg ved godt, at Dubai ikke helt kan nå hovedstaden Abu Dhabi i ‘tryghed og sikkerhed’, men her er stadig helt ufatteligt rart at leve.

I dag blev Abu Dhabi nok engang kåret til den tryggeste by i verden – og det er styret selvsagt stolt af.

https://gulfnews.com/news/uae/society/abu-dhabi-ranked-safest-city-in-the-world-1.2280355

Her i Dubai stiller vi vores tasker og poser i indkøbsvognen og går roligt rundt efter varer uden nogensinde at frygte, at nogen vil nuppe vores ejendele. Det samme gør sig gældende i toget, taxaen eller bussen. Du mister ingen ejendele og kan tilmed blive genforenet med dem, hvis du skulle glemme dem, når du står af.

Mobiltelefoner og penge kan trygt ligge på cafébordet, mens du henter din kaffe eller en serviet.

Jeg glemmer at låse bilen i garagen, og Martin glemmer ofte hoveddøren.

Vi stoler på hinanden og et ord er et ord, når vi betaler depositum for en vare eller service uden at få så meget som en kvittering.

Det kan virke grænseoverskridende, når man som dansker oplever, at her ikke er nogen form for privatlivets fred. Det er helt klart en pris at betale, når man vælger at bosætte sig her til lands.

Til gengæld får vi tryghed og sikkerhed.

Og sjovt nok opnår vi – ligesom i Danmark – en gensidig tillid og respekt i samfundet, der er hjulpet på vej af en seriøs strafferamme for selv småforseelser. Men – hvis vi er lovlydige borgere, der kun ønsker at hjælpe og samarbejde med alle andre borgere – så kan det være en pris, der er værd at betale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jetsetkvinde eller Jerseyko