Jetsetkvinde eller Jerseyko

Det hænder, at en journalist, researcher eller forfatteraspirant gør mig lidt pirrelig.

En gang i kvartalet, for nu at være helt præcis.

Og jeg gætter på, at de fleste danske kvinder i Dubai får den samme type af henvendelser som jeg.

Dét, der ærgrer mig allermest er, at Sabrina fra STV let og elegant forbigår undertegnede i sin søgen efter danske jetsetkvinder i Dubai. Hun skyder med spredehagl. Drøner forbi målet. Leder efter alt med en puls og Dubai markeret som hjemstavn.

Hvorfor skal jeg dog finde de her danske damer frem til hende, når jeg står lige herude og banker på som en anden komplet overset Thomas Helmig?

Er det mit profilbillede med tørklædet, der ikke ligefrem oser af sex på røde veloursofaer og Moët til morgenmad? Er det mit praktiske Mor-hår, den manglende contouring og den åbenlyse minus-restylane, der gør udfaldet?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Men hun ser forbi mig.

Søger noget helt andet.

Og jeg er alt, alt for høflig til at foreslå mig selv. Man er vel fra Jylland.

Så jeg må svare hende fra hjertet. Rent og inderligt.

Sjovt nok laver min autocorrect ‘jetsetkvinde’ om til ‘jerseyko’. Og jeg er på nippet til ikke at ændre det tilbage, men er alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt Sabrina’s sans for humor ligner min.

Så godt kender vi jo heller ikke hinanden.

Endnu.

Sabrina svarer hurtigt og meget, meget flinkere retur end dét, jeg er i stand til overfor hende.

Vi stopper naturligvis korrespondancen her.

Penneveninde-konceptet er ligesom uddødt engang i 90’erne.

Det var jo heller ikke ligefrem fordi jeg solgte mig selv som en overstrømmende venlig Dubai-Dame til den uforvarende researcher, der vist har Google som sin bedste ven.

Og tilbage sidder jeg nu med to tanker:

1. Hvad var der sket, hvis jeg i “ramme alvor” havde foreslået mig selv som den jetsetkvinde/jerseyko, Sabrina søger? Hvordan ville hun have rodet sig ud af dén misere uden at såre mine fine følelser?

2. Er det virkelig så rigtigt og vigtigt, at give seerne et indblik i ‘livsstile der går ud over det sædvanlige’? Var der ikke andre og mere relevante, virkelighedsorienterede emner, vi kunne underholde og oplyse danske seere med?

Grotesk reality-TV er kommet for at blive. Jeg ved det jo godt. Ind i mellem ser jeg også selv et afsnit af Luksusfælden eller De Unge Mødre, hvis mit depressive indre har behov for at dulmes ved synet af mennesker, der er længere ude i hverdagssumpen end jeg selv.

Men helt ærligt – hvor ville det være befriende, hvis der kunne komme flere nuancer på steder og mennesker, når TV-produktionsselskaberne går i krig.

Det er sgu’ så forudsigeligt. Så stereotypt og fordummende. Peter Ingemann-agtigt åndsbollet.

Så uinteressant at skabe TV for forargelsens og fordømmelsens skyld.

Hvorfor sker det så igen og igen?

Fordi det føles trygt og godt at få bekræftet alle ens fordomme.

Tror jeg.

Ingen kan nævne, at de bor i Dubai, uden at modtage stereotype responser retur.

Nogle af folks stereotype forestillinger er ret virkelighedsnære, naturligvis. Ellers ville de jo netop ikke blive til stereotyper. Andre er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Fælles for alle stereotype kommentarer er, at de er dødhamrende irriterende at skulle forholde sig til konstant. Uanset om de kommer fra ens gamle nabo henover formiddagskaffen eller til en 60-års fødselsdag fra velmenende slægtninge henover Orgel-Erlings muzak.

Men dén problematik gider Sabrina ikke at forholde sig til. Det er simpelthen for besværligt at skulle lave kritisk samfundsanalyse og tale med almindelige mennesker om almindelige menneskers problemer. Sabrina og STV vil ha’ guld, diamanter, yacht-parties, et hus på Palm Jumeirah, en Bentley i garagen, nye bryster for 19. gang og børn, der udelukkende passes af filippinske nannies, mens Mor drukner sorgerne i kaviar og champagne med veninderne. Faren til børnene er forhåbentlig en eksotisk araber. Sheikh eller noget. Med egen poloklub, Rolls-Royce, limited edition Rolex, et oliefelt eller to i familien, en flok kameler som medgift til kone nummer fire og en fin, kridhvid dishdash, der aldrig krøller.

Jeg har ikke fundet hende endnu.

Jetsetkvinden eller jerseykoen, som Sabrina og STV leder så desperate efter.

Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder hende.

Dét lover jeg.

Ama’r-Dubai-Halshug-Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet