På toppen af Danmark

Roadtrippin’ med pigerne, mens Martin er i Dubai.

På tværs af Danmark – og så stik nordpå – til vi står ved Verdens Ende. Inklusiv en færgetur lige midt i det hele.

Er det bare mig, der bliver helt barnligt glad ved synet af en færge? Det er ren nostalgi – fra dengang, hvor vi sejlede flere gange om året for at besøge den sjællandske del af familien og til Sverige i alle sommerferierne. Jeg elsker at sejle!Jeg husker, hvordan min Mormor drønede afsted i Volvoen og hendes sammenbidte ansigt i spejlet, som jeg kunne skimte fra bagsædet. Hun skulle jo nå færgen til den bestilte tid. Og når vi så kom ombord, åbnede hun kaffekurven, der var fyldt med dejlig hjemmelavet mad, mens jeg længselsfuldt så hen mod de blålilla pølser med brød til en formue. Min Mormors mad var selvfølgelig tusind gange bedre end kabyssens, og jeg var i øvrigt megakræsen, men barndommens længsler…

Denne gang er det mig, der med stift blik forsøger at ramme Mols-Linjen til den bestilte tid. Og af veje, der er så uransagelige som Herrens, opfører pigerne sig eksemplarisk på bagsædet fra Hillerød til Sjællands Odde.

Jeg køber restaurantens buffet til pigerne, så de kan smage dansk færgemad. Dén slags, som jeg aldrig selv fik – og som jeg ved selvsyn og med voksne øjne kan konstatere hvorfor. Det er jo ikke fordi maden er uspiselig. Slet ikke. Men det er et begrænset og knapt så inspirerende udvalg, man får lov at betale for.Pigerne hygger sig ombord, mens færgen duver afsted. Vi taler i telefon og lidt med naboerne ved sidebordet – og de spiller på deres iPads. Turen går så stærkt, at jeg må trække dem ned på bildækket, fordi de ikke rigtigt kan tro, at vi skal fra borde nu.

Præcist 2 timer senere lander Voldsom Volvo ved Verdens Ende.

Det har taget nøjagtigt 3 timer og 45 minutter fra Nordsjælland til Skagen – plus en dejlig færgetur på 1 time og 15 minutter. Der er altså længere mentalt mellem de to geografiske punkter end der er ude i virkeligheden, kan jeg konstatere.

Og om aftenen viser Morfar Cille, hvordan hun er krydset landet på en dag.Vi har kun 2 hele dage med Morfar og Conny i Hulsig ved Skagen, så vi kommer ud af fjerene og får set os omkring på feriecentret, der har masser af gode aktiviteter til børn.Skyerne hænger tungt om ørerne på os, og der blæser en frisk vind, men vi tager masser af tøj med i en kurv, så Ørkenens Døtre kan klare blæsten på Toppen af Danmark.Sidste år tog jeg billeder af Morfar og Mille i traktorbussen til Mandø. I år er det Sandormen til Grenen.Og pigerne oplever, hvordan Kattegat og Skagerak tørner sammen med høje skumsprøjt til følge.Jeg har komplet hukommelsestab og dejavú på én gang, så jeg ikke kan erindre om eller hvornår, jeg har været her. Måske har jeg kun set billeder fra andres ferier? Var jeg selv med dengang ditten og datten skete?

Under alle omstændigheder er her uendeligt smukt på Grenen.

Med høj himmel og havvand i alle verdens blålige nuancer.

Et bitte, sort sælhovede, der dukker op af bølgerne med mellemrum og det der særlige Skaw’-lys, jeg godt kan forstå har inspireret kunstnere til alle tider. Vi finder vandmænd og kigger på små muslingeskaller, der knaser under fødderne. Her dufter friskt af havvand og det giver sult i små børnemaver, der gerne vil fyldes med fisk.

Så vi går ned på havnen til rækkerne af røde pakhuse.Og de har selvfølgelig børnenes favorit. Fiskefiletten. Denne her er rugmelspaneret og pandestegt. Lækker, frisk og knasende sprød.Bagefter går vi tur i Skagens stræder og gågader. Jeg peger på alle de flotte, gule huse og forklarer pigerne, at vi er i Skagen, og at det er en tradition at male husene i denne særlige, gule farve. Mon de så kan gætte, hvad vi kalder den farve? ‘Ostegul’ er Milles bud.

Hun er revnende ligeglad. Det er søsteren også.

For de har travlt med at diskutere, argumentere og irritere hinanden i én uendelighed.

Efter is, butiksbesøg og ulidelige søsterdiskussioner om de mest ligegyldige ting, tager Volvoen en uventet drejning og drøner mod Kandestederne. Vi er blevet rusket igennem på Grenen til formiddag, men trioen trænger tydeligvis til mere frisk luft.

Jeg er så hjernedød-træt-af-uendeligheds-kværuleren mellem de to søstre. Og har PMS samtidig. Og vil ha’, at Martin kommer lige nu og redder os fra os selv.

Med andre ord har jeg mere end ondt af mig selv. Og undrer mig over, hvordan folk kan have mere end to børn, når jeg selv er ved at blive lettere sindssyg af to?

Sådan her ser det ud, når tre vrantne damer vræler livsens frustration ud i kor ved Kandestederne.Skal nok spare jer for billeder af de hævede øjenlåg og røde snuder. Lidt privatliv må de stakkels bloggerbørn jo have.

Hvilken lettelse det er, at pigerne efterhånden er store nok til at reflektere (en smule) over deres opførsel ved hjælp af verbale tilkendegivelser. Jeg har hadet alt det der med fysiske stop-tegn til småbørn, der fatter minus – og jeg har heller aldrig fundet ud af at bruge naughty steps og counting to three-teknikker, så jeg værdsætter, at vi nu kan begynde at tale om tingene, og fortælle hinanden om, hvad der sker indeni os.

Og efter følelsesmæssig katarsis er vi klar til at kigge på tusind-år-gamle træ- og tørvestykker, der falder ud af den dramatiske klint ved Kandestederne.Her er så smukt og råt og luftigt, at jeg drømmer om at komme tilbage hertil på en efterårsferie, hvor man virkelig ville være i elementernes rasen. Efterfulgt at blid, varm kakao i et sommerhus, naturligvis.Vi taler om Anden Verdenskrig og kigger nysgerrigt ind i de tre bunkers, der ligger lige ved nedgangen til stranden. Vi piller også i tørveklumper og taler om, at det blev brugt som brændsel i gamle dage. Og så skal der som altid sættes mindesmærker i sandet og kastes sten i vandet. Alle tre elsker vi strand og hav.

Lige ved siden af Kandestederne ligger Råbjerg Mile.

Jeg sælger det som Danmarks Ørken til pigerne.Klitter med marehalm kender de fra Vesterhavet – og forcerer dem i løb.

Og så sker der det forunderlige. De finder en sandkasse næsten magen til dén, de selv bor i.

Selvom der dog er ret tydelige forskelle.

Sandet er lysere og blødere hér end i De Forenede Arabiske Emirater, der byder på gyldent, grovkornet ørkensand.

Der er også betydeligt køligere, selvom morgenerne i den ‘rigtige’ ørken også kan være ret kolde.

Og så har Danmarks Ørken tydeligvis en ende, hvilket vi slet, slet ikke er vant til at ørkener har 😆Og jeg noterer mig, at Ørkenens Døtre straks udviser præcist den samme adfærd i Danmarks Ørken som i Dubai’s.

Cille sakker helt bagud for at lege i sin egen fredfyldte boble – og Mille graver sig straks ned i sandet for at få mest muligt af det med hjem i øjne, ører og numse.

Skagen – jeg er solgt ❤️✨

Det HELE er helt vidunderligt heroppe på Toppen af Danmark. Selv børnene, hvis man da lige får tudet igennem og hentet mere frisk luft ned i lungerne.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet