Lidt royal er man vel altid

Ordrupgaard Kunstpark

Henover en hyggelig middag i Lyngby i aftes, fik jeg et nyttigt Frau-Pitz-Tip om en helt ualmindelig kunst-legeplads, der er at finde inde i parken på Ordrupgaard Samlingen.Faktisk åbnede enkelte værker på kunst-legepladsen allerede i 2016, efter at Ordrupgaard havde modtaget den nette sum af 17 mio. kroner fra Nordea-Fonden til at lave en spektakulær, fysisk kunstudstilling i børnehøjde og til børnekroppe.

Så idag drøner Voldsom Volvo mod Ordrup, så vi kan få syn for sagen i den gamle, smukke park, der som altid er åben helt gratis for offentligheden, mens selve Ordrupgaard Samlingen er under en større ombygning og først står klar til at modtage besøgende igen engang i 2019.

Det første vi møder er en fin spejllabyrint.Herfra løber pigerne videre til træklatring og bonsaitræ-installation.Der er aldrig mulighed for at klatre i træer i Dubai, hvor alle former for gevækster, træer og buske falder ind under kategorien ‘pryd’, fordi de kræver så megen pleje og indsats at få til at vokse i en ørken. Derfor benytter pigerne enhver mulighed for at lege i og ved træer, når de er i Danmark. Det føles bare mere naturligt at klatre her.

Lidt længere inde i parken ligger der et spinkelt, elegant tehus af den japanske arkitekt Terunobu Fujimori. Det åbnes kun ved særlige te-ceremonier, og det er pigerne ret ærgerlige over. Dér kunne de sagtens have fundet på en god leg.Der er også en aldeles spektakulær bambuslabyrint “Geometry of Innocence” af den amerikanske duo Doug & Mike Starn, der har bygget et 15 meter højt bambus-sammensurium, der egentlig virker ret ustabilt, hvis du spørger sådan en byggesagkyndig som mig.Labyrinten er åben for opstigning på bestemte tidspunkter på bestemte dage – og da vi besøger parken, er den lukket, hvilket jeg ikke er specielt ærgerlig over, fordi konstruktionen virker så vild.Overfor det gigantiske bambus-mikado, ligger et mærkeligt lille merry-go-round, hvor børnene kan sætte eller stille sig ind i hver deres døråbning, mens en voksen drejer dem rundt. Det nægter de to damer at gøre efter et kort øjeblik, fordi de føler, at de små trærum er ligesom opretstående kister.Nej, så hellere gemme sig for de voksne og lege ved den smukke kogleformede skulptur.De bygger et hjem til en lille tøjhund, præcist som jeg selv gjorde i den alder.Forskellen er, at mit 9-årige jeg kunne blive ved med at lege på denne her måde i timevis – og dét har de to trunter slet ikke interesse i. De nærstuderer i stedet den sjove kogle, som byder på en indvendig klatrevæg, der er en fryd for øjet.Havens sidste store og spektakulære kunstværk er Olafúr Eliassons “Vær i Vejret”.En oval kobberinstallation, der har indlagt vand, som på mystisk vis hvisler ud som fin vanddamp eller tåge, når vinden skifter retning.Pigerne er vilde med at lege i Olafúrs vand-værk. Det er intuitivt sjovt at stå dér i dampen, der skaber regnbuer, når man står i den rette vinkel – og så er det morsomt at vente på, at vinden blæser igen. Intet mindre end en genial kunstinstallation til børn, hvis man gerne vil opnå, at de indgår i dialog med værket og hinanden.

På vej ud af kunstparken går vi forbi den verdensberømte stjernearkitet Dame Zaha Hadids kurvede tilbygning til klassiske Ordrupgaard – fuldstændig uden at ane, at hun var ophavskvinden bag den vidunderlige bygning, der falder så fint ind i omgivelserne på sin særegne facon. Jeg tænkte godt nok, at bygningen var smuk og interessant, men havde ingen anelse om, at én af verdens førende, kvindelige arkitekter havde lagt vejen forbi Ordrup.Jeg kommer helt sikkert igen, når Ordrupgaard Samlingen genåbner i 2019 – og så må pigerne blive trukket igennem udstillingerne i de smukke bygninger, før vi leger i kunstparken. Der er jo også møbelarkitekten Finn Juuls hus, som helt sikkert er et besøg værd samtidigt.

On the must-do-and-must-see-list for 2019.

PS: Jeg er virkelig imponeret over den høje kvalitet, vi har mødt i udstillinger rundt omkring i Danmark – og at stederne som oftest er helt gratis at besøge. Hvis det havde været i Dubai, så havde der først været en høj entrépris at betale – og efterfølgende et presserende mersalg i form af souvenirs, mad, drikke, fotos osv., som man helt uforvarende ville komme til at gå ombord i.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt royal er man vel altid