Turist i sommerlandet

Familie-på-fuldtidsdynamik

Sh*t, det er en interessant form for personlig udvikling og samspil, der foregår (delvist ufrivilligt), når vi går fra at være sammen som familie i weekender og ferier til at være familie på fuldtid.Dén der genkendelige dynamik og rollefordeling, der ellers udspiller sig, når vi er samlet som familie, er noget helt andet end det, der sker og foregår, når vi er sammen 24/7 i ugevis. Og kan se frem til mange flere uger. En 7-8 uger i alt, for nu at være mere præcis. Det er fandeme en lang sommerferie – uanset hvor meget, man elsker sine børn.

Pludselig er vi to om at tage beslutninger om og med børnene.

Pludselig er vi del af et større fællesskab og mange mennesker om at samles, ordne praktiske gøremål, tage på udflugter og dele stort som småt.Det er en kæmpe glæde at mærke og se hele familien samlet.

Bedsteforældre med børnebørn. Det er simpelthen så rørende.Og ligeså skønt, det er at mærke nærværet og samværet, ligeså svært og hårdt er det, at der ikke rigtigt kan etableres nogen form for ramme eller rutine for børnene, der er frie som fugle henover to stive måneder.iPad-politikker, slik-aftaler, sovetider, tandbørstninger, sunde valg ift. måltider osv. – ALT er pludselig til forhandling hele tiden. Fordi vi er gæster. På andre græsgange og territorier. På besøg og skal opføre os derefter.

Børnene fornemmer straks, at der er en chance for forhandling og gradbøjning af regler, fordi de voksne gerne vil hygge sig, undgå konflikter og sure miner – og måske også er blevet lidt sommerdovne og tilbøjelige til at slå ud med armene, fordi dér er rosévin i glasset, godt selskab og distræthed i blikket.Pigernes søsterskab bliver fyldt af irritation, så Mille styrtløber i mellem sine forældre for at rapportere, at Cille har sagt og gjort dette og hint. Bent Betjentsen. Og Cille står nonchalant og styrer showet, mens hun argumenterer benhårdt for, at Mille overdriver problematikken. Tween, så det driver. Forældrene – med virrende hoveder og tabte underkæber – har i virkeligheden ikke set, hvad der er sket eller foregået. Og går man først for alvor ind i konflikten, bliver der jo en vinder og en taber, som min Mor så klogt siger om børneforviklinger.

Ind i mellem ignorerer vi dem. Andre gange bliver de skilt ad og må kun lege separat. Tredje gang får de skæld-ud og fjerde gang får de ikke lov til at deltage i fællesskabets aktiviteter eller får fjernet deres iPads.

Det er lige fra den ene yderlighed til den anden.

Fra grundfrustration til gensynsglæde.

Fra fællesskab til ensomhed.

Fra konflikt til harmoni.

Ofte fra det ene øjeblik til det næste.Vi har prøvet mange forskellige ferieformer i et forsøg på at udvikle en velfungerende sommerferiestrategi – for de (alt for) lange sommerferier er ligesom kommet for at blive. Ihvertfald sålænge vi bor i en varm ørkenstat, hvor alle flygter fra sommerens hede.

Nogle år har vi selv lejet et sommerhus i et forsøg på at skabe faste rammer for familien. Det resulterer i en hel masse logistik og praktik, hvor vi enten konstant køber ind, laver mad og gør rent til næste hold gæster – eller selv drøner frem og tilbage mellem venner og familiemedlemmers hjem. Og står tilbage med følelsen af, at det er der godt nok heller ikke megen ferie eller afslapning i.

Spørger vi pigerne, vil de allerhelst bo sammen med deres bedsteforældre og hos familiemedlemmer. Fordi det er hyggeligt at vågne op om morgenen og kontinuerligt være en del af en storfamilie. Børn elsker, når alle er sammen og til stede, så de kan løbe fra kusine til fætter, bedsteforælder til onkel. Det er dén løsning, vi er endt med bedst at kunne lide – fuldtids-storfamilie både i Jylland og på Sjælland – selvom det naturligvis ikke kommer helt uden omkostninger og udfordringer på det personlige, ægteskabelige og familiære plan.

Ind i mellem ville det da være rart bare at være vores lille firkløver igen. Med den vante rollefordeling – og ingen til at se  eller vurdere på vores opførsel, adfærd, dømmekraft og beslutninger. Men oppe i det store fugleperspektiv, er der 1.000 gode argumenter for at tilbringe mest mulig tid sammen med vores familier, når nu vi endelig har chancen for det – og i øvrigt misser så mange vigtige mærkedage og fællesoplevelser i løbet af året.Pigerne har et meget nært forhold til deres bedsteforældre, onkler, tanter, fastre og mostre, fætre og kusiner.

Dét får man kun, hvis man tilbringer tid sammen. Børn er nådesløse, når det kommer til nærvær. De giver sig kun  tillidsfuld hen til voksne, der engagerer sig i dem og bruger energi på at lege, tale og være sammen med dem.

Heldigvis er vi omgivet af den slags dejlige mennesker. Som gerne vil børnene og os. Og det forsøger vi at ære og værne om ved at tilbringe mest mulig tid sammen med dem, når vi er i Danmark.Nogle gange føles det helt sikkert tungt at være i selskab med os, når vi driller og skændes, er irriterede over at bo i en kuffert og samspilsramte, fordi det er hårdt at være et firkløver på gennemrejse. Andre gange er det forhåbentlig en fornøjelse at være sammen med os.

Men sådan her er livet jo.

Hverken perfekt eller idyllisk.

Der kommer hurtigt noget forbi, der slår et lille skår eller tre i alle de rosenrøde drømme og forventninger.

Sådan er det at være familie på fuldtid.

Det gør ondt og vi får lidt skrammer – men mest af alt gør det godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turist i sommerlandet