Mummy-juice og bogudgivelse

Hul

Farmor og jeg har igennem flere år muntert opfordret pigerne til at få lavet huller i ørerne.

Og som det altid sker, når voksne synes, at et eller andet er en virkelig brilliant idé, så synes børnene selvfølgelig det stik modsatte. Pigerne skulle ihvertfald aldrig-nogensinde-på-noget-tidspunkt-i-heeeeele-deres-liv have øreringe. Sådan var dét og end of story.

Men for et halvt års tid siden, kom Mille pludselig snigende med ønsket om at få lavet huller i ørerne.

Jeg kunne ikke helt forestille mig, at hun mente det for alvor, så jeg lod hende vide, at det var et ønske, hun skulle have meget længe – fordi det jo ikke kan laves om igen – og fordi jeg under ingen omstændigheder ville tillade, at ét hul blev skudt, uden også at få det andet skudt samtidigt…

Mille er klart den pyntesyge af de to søstre. Hun elsker hårpynt og tasker, læbestifter og højhælede sko – kort sagt alt, hvad der kan hænges på juletræet og får hende til at føle sig ‘stor’.

Cille, derimod, er fuldstændig ligeglad med dén slags. Hun er først fornylig begyndt at have smule en mening om tøj og hår. Det interesserer hende ikke, for hun er mest optaget af dét, der foregår på indersiden.

Men Mille blev ved.

Insisterede på, at huller ville hun have.

Og Cille mærkede vist presset.

Hvis lillesøster kan, skal storesøster så stå tilbage?Så nu sidder vi hér – i øre-næse-hals-lægens forkontor – med EMLA-tryllecreme på øreflipperne og et virkelig anstrengt smil til fotografen, mens sommerfuglene basker rundt i systemet.

Kommer det til at hurt’e rigtig meget?”, spørger Mille, mens hun fistrer uroligt i stolen.

Jeg tror, at det kommer til at gøre mindre ondt end at få en vaccination – og det tager kortere tid for hvert øre også”, svarer jeg og håber, at jeg ikke får lovet for meget.

Jeg tror, at jeg går først, Mor, for jeg er mindst bange. Så kan Cille se, hvad som sker”, replicerer Mille og ranker sig.

Og mit moderhjerte brister lidt af stolthed over den betænksomhed og omsorgsfuldhed, Mille udviser overfor Cille.

Det slår mig, at menneskeligt mod og overskud hænger så meget sammen med vores frie vilje og beslutningskraft. Hvis det er noget, vi virkelig bare vil opnå og selv har valgt, så er der nærmest ikke grænser for vores styrke og velvilje.

Så Mille går først.

Ind til verdens sådan cirka sødeste øre-næse-hals-læge, der ganske forsigtigt og empatisk får sporet sig ind på pigerne og den rette højde på hullerne, om man så må formulere det.

Egentlig havde jeg tænkt, at det måske var lidt “over-kill” at gå til en øre-næse-hals-specialist for at få skudt huller i ørerne, men jeg var selv meget uheldig, da jeg i et anfald af 12-årigt overmod skulle have huller i ørerne hos den lokale guldsmed. Det endte med en grim betændelse, børnesår i hele krydderen og en albino-dværgkanin som trøstepræmie. Det viste sig senere, at der ikke var det fjerneste dværg over kaninen – og at jeg først rigtigt fik huller i ørerne som 23-årig. Men dét er en helt anden historie eller to.

Og da lægen fortæller mig, at der faktisk er meget stor forskel på bruskområderne i det udvendige øre, og at der er mange, som får komplikationer, hvis hullerne sidder for højt eller for lavt, bliver jeg pludselig lidt mere glad for at sidde i den professionelle lægestol med svedende børn på skødet.

Et øjeblik senere er begge pigerne færdige med at blive skudt eller “stapled” i ørerne, som Mille kalder det.Alt er lige som det skal være.

Vi har været hele registret igennem. Bævet lidt og hulket lidt over den knasende, svidende fornemmelse i ørerne – og nu kommer belønningen i form af overstrømmende stolthed over eget mod og succesfuld bedrift.Nu venter seks uger forude med omhyggelig desinfektion og drejen-rundt-med-stikkerne et par gange dagligt. Hep!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

5 kommentarer

  • Sussie

    Glæder mig til snart at se jer….der er sørme så længe siden 😁 knuser

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Det er virkelig så meget gengældt!!!
      Knus!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Åh de to modige tøser…..de er så fine… jeg glæder mig til at se det rigtigt !!
    Farmor sender masser af knus 😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Der er også to her i huset, som glæder sig til at vise det til dig!
      Knus 👯‍♀️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Der er godt nok også to piger her, som glæder sig til at vise dig resultatet!
      Knus fra os

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mummy-juice og bogudgivelse