Det’ bar’ gas

Én ud af de hundredevis af ting, jeg elsker ved at bo og leve i udlandet er, at hverdagens små og store opgaver ikke nødvendigvis kan løses eller fungerer på samme måde som ‘derhjemme’.

I en dansk kontekst.

Indrammet af danske briller, der kører med dansk menneskesyn, dansk snusfornuft, danske værdier, danske principper og danske argumenter.

’Plejer’ dør i dét øjeblik, vi udvandrer og bliver til indvandrere i et land langt væk fra Danmark.

Vi bliver pressede og udfordrede til at prøve noget nyt.

Gøre noget andet.

Blive mere kreative i vores problemløsning – og måske endda række ud (gys) og spørge nye venner eller ghetto-koret på Facebook til råds for at finde svaret.

Indrømmet – der er helt sikkert perioder, hvor alt, alt for mange ting og opgaver føles indviklede og frustrerende at løse, fordi vi ganske enkelt ikke forstår, hvordan ‘man’ gør tingene i det nye samfund.

Det trækker tænder ud, at skulle flytte sig og prøve noget nyt.

Hver eneste gang.

For der er formaliteter og procedurer i et vilkårligt, nyt land, som kan virke så omstændelige og ulogiske, at man må læne sig tilbage og grine lidt af det – inden for hjemmets fire vægge, naturligvis – for man skulle jo så nødigt støde andre på manchetterne.

For de andre tager – sjovt nok – sig selv lige så højtideligt, som vi selv gør.

Alle i hele verden synes, at netop de har patent på ‘den smarteste måde’ og ‘den logiske løsning’.

Sjovt nok.

Det er en del af den menneskelige natur at tro, at vi har ret og er de klogeste – i forhold til alle de andre.

Forleden bliver jeg mindet om alt det ovenstående.

I en ret konkret og ret banal hverdagssituation.

Midt i madlavningen. Pludselig går alting i stå.

Gryderetten. Poserisene. Grøntsagerne.

Jeg tjekker de forskellige gasblus.

De er som afgået ved døden.

”Martiiiiin – går du ikke lige ud og tjekker gasflaskerne?”, råber jeg kommanderende, som ‘man’ har lov til, når ‘man’ våger over kødgryderne.

Og Martin, der har øjnet, at vi skal have kylling i karry med kokosmælk og ananas, stiller beredvilligt op.Han trisser ud til skabet i garagen.

Dér gemmer to store, gammeldags gasflasker sig, som er forbundet til gaskomfuret i køkkenet.

Smart løsning, hva’?

Og endnu smartere er jeg, for jeg har naturligvis ikke ringet efter en ny gasflaske, da den første blev brugt op. Nej – jeg satte blot den anden flaske til – og nu har vi så miseren.

Martin piller ved flaskerne og ryster dem lidt.

Den er go’ nok.

Vi er løbet tør for gas midt i madlavningen.

Og jeg må finde en løsning.

På indersiden af skabslågen i køkkenet findes svaret, og jeg sender vores udlejer en kærlig tanke. Hun har sikkert stået i nøjagtig samme situation, og nød lærer som bekendt enhver at opsætte klistermærker.Jeg ringer til Al Fahidi.

En flink pakistaner med meget begrænsede engelskkundskaber tager telefonen, og jeg får forklaret, at jeg altså vældigt gerne vil have gas nu.

Bar’ gas.

Som i meget-gerne-lige-nu.

”Tror du, at han forstod hvor vi bor?”, spørger Martin forsigtigt og kigger ned i karryretten, der er stivnet noget i betrækket.

”Jeg tror det, men måske skulle jeg lige sende ham en besked?”, svarer jeg.”Tror du ikke, at vi skal finde på noget andet til aftensmad eller måske lave det færdigt i mikroovnen?”, spørger Martin, som tydeligvis er sulten.

”Nej – lad os nu lige give manden lidt tid – klokken er ikke så mange”, mumler jeg.

Og ventetiden fordriver Cille og jeg i sofaen med hver vores bog.Det tager præcist 15 minutter, så ringer gasmanden på døren og sætter beredvilligt to nye, fyldte flasker ind i vores gasskab.Han får drikkepenge og mange tak – og karryretten simrer lystigt igen.

Man kan undre sig over, at der ikke er indlagt gas via ledninger i jorden – ligesom ‘hjemme i Danmark’.

Men det er der nu engang ikke.

Og selvom jeg blev noget overrasket over at finde ud af, at man har løse gasflasker stående i et skab ude i garagen, så kan man ikke tillade sig at kritisere systemet – for det virker jo helt upåklageligt og effektivt.

Det er nu heller ikke alle boligkvarterer, der har gasflaske-system som vores. Mange anvender elkomfur og elkogeplader – og i nogle områder tror jeg nok, at der er et mere fælles-distribuerende gassystem.

Men jeg kipper med hatten for den pakistanske gasdistributør, der kom med det vuns, da vi råbte om hjælp.

Og jeg er sikker på, at aftensmaden smagte endnu bedre, fordi den på et tidspunkt var i farezonen for at gå i vasken.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet