Ramadan-banan 🍌

I kølvandet på Inger Støjbergs udmeldinger om, at muslimer i Danmark bør afholde ferie under Ramadanen, fordi de er tilnærmelsesvist ‘farlige’ eller ‘utilregnelige’ for deres omgivelser på grund af fasten, får jeg en inderlig trang til lige at smide en Ramadan-banan ind i debatten.

Ja – det er korrekt, at man i muslimske lande opererer med kortere arbejdsdage under Ramadanen for at tilgodese de fastendes døgnrytme, som jo ændres radikalt.

Ja – det er korrekt, at offentlige kontorer, skoler m.v. har begrænsede åbningstider, og at restauranter og caféer tilrettelægger deres menuer og åbningstider efter afholdelse af iftar (aftensmad efter solnedgang) og suhoor (morgenmad før solopgang).

Men vi er her altså stadig.

Alle sammen.

Muslimer og ikke-muslimer.

På arbejde. I trafikken. På café. Til sport. På indkøb.

Ingen af os afholder ferie eller føler os utilregnelige i gerningsøjeblikket. Det her er en årligt tilbagevendende begivenhed, som hele landet glæder sig til – og som vi alle deltager i på den ene eller anden måde.

Selvfølgelig kan vi finde eksempler på, at nogle muslimer opfører sig vanvittigt i trafikken lige op til at de endelig må få deres længe-ventede iftar. Nogle har måske også en kortere lunte sådan helt generelt – eller falder i søvn om eftermiddagen, fordi de har været tidligt oppe og er lave på energi.

Men vi kan vel også finde eksempler på, at ikke-muslimer opfører sig vanvittigt i trafikken, fordi de er gået sukkerkolde eller har koncentreret sig om noget andet end at køre?

Jeg mener ganske enkelt ikke, at vi kan konkludere, at en hel gruppe mennesker er ‘uarbejdsdygtige’ i en måned, fordi de vælger kun at spise, når det er mørkt. Eller hvad synes du?

Hvor mange danskere kører ikke med 5:2-fastekuren? Er de så utilregnelige, når de faster to gange om ugen?

Hvor mange af os har ikke skullet gøre et stykke arbejde færdigt, mens vi var gevaldigt “hangry”?

Det må være op til den enkelte at bedømme, om han/hun kan udføre sit arbejde og aktiviteter, når han/hun faster eller ikke har spist i mange timer. Hvis man vurderer, at man er for søvnig, udmattet eller frustreret til f.eks. at føre en bil eller passe et barn, så må man undlade at gøre dette – eller undlade at faste, fordi det har en negativ effekt på ens helbred.

Den slags vurderinger af egne arbejdsevner og fysiske formåen gælder for os alle sammen. Til hver en tid.

Men det var Ramadan-bananer, vi kom fra. Dem var Cille og jeg ude at købe igår – sammen med en bunke vanillekager, arabisk brød, kærnemælk og dadler. Faste-brydnings-venlig føde.

Som vi pakker i små transportvenlige hapsere, så ghettoens gartnere, sikkerhedsfolk, skraldemænd, håndværkere og andet godtfolk kan smutte forbi et Ramadan-køleskab og forsyne sig, før de bliver hentet og transporteret til de lejligheder og sovesale, de må kalde for ‘hjem’.Prøv at se, hvor engageret, min t(w)eenager er i processen. Med høretelefoner i ørerne og en lettere irritabel attitude.

Men hun gør det.

Og dét er det vigtigste for mig.Da vi når til Ramadan-køleskabet, bliver interessen og smilet dog lidt større. Det er trods alt sjovere at fylde op på alle hylder end at pakke møjsommeligt ind i husholdningsfilm.