En omgang til, tak!

Som en storm

Din mave er så blød og varm, Mor”, siger Mille og ælter med velbehag mit maveskind og mine inderlår med sine små, iskolde tæer.

Vi ligger sammen under dynen og putter lidt, før hun skal sove.

I morgen er det din fødselsdag, Mille. Og hver gang, det er din eller Cilles fødselsdag, så bliver jeg så rørstrømsk”, siger jeg.

I virkeligheden taler jeg vist mere til mig selv end til hende.

Hvad mener det?”, spørger hun.

At jeg bliver så varm indeni og får tårer i øjnene, når jeg tænker på dén dag, som blev din fødselsdag. Den dag, hvor du ikke længere skulle bo inde i min mave”, mumler jeg og dufter til hendes hår.

En morgen så vågnede jeg og gik på toilettet. Og da jeg rejste mig op, så sagde det plask! Så havde du sparket et lille hul i din varme swimmingpool, fordi du ville ud – og så blev jeg meget glad, fordi jeg nu vidste, at det ville blive din fødselsdag den dag”, fortsætter jeg.

Really- gjorde jeg det til dig?”, studser Mille.

Ja. Og tre timer senere kom du til verden. Så stor og sund og stærk, var du. Og jeg har aldrig nogensinde før eller efter følt mig så stærk, som den dag, hvor jeg fødte dig”.

“Godnat, 5-års-Mille. I morgen er du 6 år gammel!”, hvisker jeg og kysser hende godnat, før jeg lister ud af soveværelset.

Der er gaver, som skal stilles op – sammen med Dannebrog, naturligvis.e7a6b460-dfae-45f6-8250-418c800dfc6eSamtlige familiemedlemmer har spyttet i kassen til 6-års-pigen, så der er masser af fine gaver at stå op til.

Hun er allerede blevet fejret om torsdagen i sin klasse, fordi hun noget så gerne ville have, at jeg kom ind efter frokost med kager og frugt til dem.efcb2b40-1291-4fd8-9ab8-c6c37c90a14cHer sidder hun så – den 6-årige – med krone på hovedet, sandwich i kindposerne og stolthed lysende i ansigtet.8f6c955e-998e-4925-97a2-64b565797f46Hun har selv dekoreret cupcakes med glasur og krymmel til alle sine klassekammerater. aba3ac8f-3970-4ca5-bcbd-7f205b0be631Og de er alle sammen noget så søde og kærlige over for hende – og komplimenterer hende for det fine udvalg af kager.

Fredag er vi kun vores lille firkløver. “Det er nemlig min familiefødselsdag”, siger Mille og har egenhændigt bestemt, hvad dagen skal gå med.4f943a38-f598-408e-bc1b-aa865d1ca073Først åbner hun gaver i ét væk.afbbfefa-b892-4409-a075-cf0e39f4363bVi har virkelig lyttet efter, hvad hun ønsker sig i år, så hun er meget tilfreds med gavehøsten.5995e7b1-e359-47b0-8651-dd914e7771b6Senere er vi i biografen for at se “Peter Kanin” og spise sushi.7a480a62-e09f-412b-8aaf-942a19b778f7En helt igennem dejlig og fin dag, selvom Cille er lidt halvsløj – og Mille selv bliver dårlig og kaster op i søvne, så vi må igang med det helt store natte-vaskeri.

Sushi-opkast, siger jeg dig. Det var en malerisk oplevelse. Og sådan kan en ellers så udmærket 6-års fødselsdag ende.

Men Mille er ikke færdig endnu.

Der er en ‘familiefødselsdagsfejring’ med Familien M.

Og fejring i danskklassen på skolen.

Og fødselsdagsfest for klassen og veninderne næste weekend.

Så når hun siger, at hun bliver fejret 5 gange til sin 6-års fødselsdag, så er det sikkert ikke helt ved siden af.a4629e01-e420-4ca1-b989-0951029d5952Og jeg forsøger at beherske min rørstrømskhed, så barnet ikke kvæles i mor-skabet.

Der vil for altid være en serie stærke følelser forbundet med ens barns fødselsdag.

Det kan bare ikke være anderledes for en forælder – uanset om man er Mor eller Far.

At få et barn er den mest skelsættende begivenhed i ens liv. Medmindre man da vælger at noget helt andet end at få børn skal være det mest skelsættende i ens liv – og det er helt fint med mig.

Der er minder, stemninger og følelser, der har brændt sig fast i ens system, som bliver vækket igen på de her mærkedage.

Jeg fortæller ikke Mille, at jeg – udover at føle mig stærkere end nogensinde før i mit liv lige dér på hendes allerførste fødselsdag – også samtidig følte mig så fuldstændig håbløst ensom og alene i verden.

Der var kun tale om et par timer, mens jeg ventede på, at Martin hentede Cille, og vi kunne komme hjem fra fødegangen.

Men det var slemt nok i sig selv. Og jeg husker de timer, som var det igår.

Dér lå jeg.

Mutters alene på en urolig 6-kvinde-stue en varm forårsdag på Ipswich Hospital i England.

Hvor alle omkring mig fik besøg af deres familier, som ih’ede og uh’ede og nåh’ede over de nyfødte små.

Jeg var helt og aldeles alene om at nærstudere dét vidunder, der var hændt mig på rekordtid.

Alene om at snuse til hende.

Tælle alle de lange fingre og tæer.

Få den første øjenkontakt med de der særlige, mørke, nyfødte øjne.

Alene om at tage hende op, da hun skreg for første gang og mit hjerte bævrede, fordi jeg er noget så frygteligt bange for babyer, der græder.

Alene om at lægge hende til brystet og tænke, at hun var et tungt og bomstærkt mirakel, der var på vej til at suge livet ud af mig.

Martin var der selvfølgelig for mig hele vejen. Jeg kunne ikke være så stærk under fødslen uden hans hjælp. Han kom også troligt retur med Cille, der stolt gav Mille en sut og en bamse, mens han sagde bevingede ord til mig og forærede mig den smukkeste gave.

Dét, jeg fuldstændig havde fejlberegnet ved fødslen, var betydningen af at have vores familier omkring os.

Hvor vigtigt, det er, at have ens forældre og svigerforældre, søstre og svigerinder, onkler og tanter til at komme og lykønske og være til stede lige dér i nuet.

For det er jo dem, der fejrer den lykkelige begivenhed med én.

Det er jo dem, der skal komme ind med overskud og glæde og bekræfte én i, at den lille ny er lige præcist så vidunderlig og fantastisk, som man selv synes.

Dér hjælper jordemoderen ikke, når hun kommer traskende, fordi man trækker i klokkestrengen, da den nyfødte ved egenhændigt mirakel drejer hovedet fra den ene side til den anden.

Dér mangler en Mormor eller Farmor til at juble over, hvor stærk og fuldbåren, barnet er.

Ikke en professionel, der tørt konstaterer, at det ind i mellem ses, at nogle børn er meget livsduelige og stærke i kroppen lige efter fødslen.

Jeg græd ikke.

Jeg var i chok.

I chok over dén ensomhed, der skyllede ind over mig på et tidspunkt, hvor jeg havde klaret alting med en råstyrke, jeg ikke anede, at jeg besad.

Det hele endte jo heldigvis godt.

Forbindelsen mellem Mille og jeg var (og er) helt instinktiv. Jeg elskede hende fra første øjeblik, jeg så hende.

Men jeg lærte i processen med at gå fra 3 til 4, at det er langt mere væsentligt at have ens nærmeste omkring én, end jeg ville erkende i min stædighed og selvstændighed. Og at bare fordi man én gang har fået et barn, så er det – interessant nok – et andet barn, man får ved anden lejlighed.

Nu hjælper det nok heller ikke på sagen, at jeg er latterligt bange for babyer.

Som i seriøst bange for dem.

Men uanset om jeg føler mig stærk, angst eller ensom i mit moderskab, så er det verdens bedste skab for mig.

Herfra skal der lyde:

♥ Glædelig Mors Dag til alle mødre, mormødre, farmødre, svigermødre og alle andre, der har moderhjerter, der brister og svulmer og glædes over de mindste ting ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Sussie

    Det var heller ikke sjovt at være så langt væk fra jer da Mille blev født. Hold nu op det var svært. Glemmer aldrig da Martin viste os hende allerførste gang via Skype. Tårerne fik frit løb og jeg følte mig meget meget langt væk. Og cille var stadig en lille pige !!
    Nu er det nogle dejlige små jordbærpiger der giver en masse glæde !!!!🌸🌸🌸🌸

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Ja – det var en lidt tung start – eller ihvertfald tungere, end jeg havde forventet og forestillet mig. Men det gik jo helt fint alligevel – og du hjalp mig altid!!!
      Knus og tak for det 💋

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Så smukt❤️ Elsker dig og jeres to rødhårede mirakler ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tusind tak, min sødeste søster!
      Knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En omgang til, tak!