Forfatterspiren

”Mor, jeg er nok nødt til snart at tage en snak med Lulu”, siger Cille henover eftermiddagsmaden.

”Okay, hvorfor det?”, spørger jeg.

”Fordi Lulu er en writer og har get’et en book published, og nu er jeg jo også en author og dream’er om at get’te en book published”, svarer hun med munden fuld af morgenmadsknas og mælk.

”Det var da en god idé”, siger jeg.

”Tror du, at hun hjælpe mig?”, spørger Cille.

”Ja, hun kan helt sikkert fortælle dig noget om at udgive bøger – og Cille, du må altså også gerne udgive noget på min blog, hvis du har lyst til det?”, siger jeg. “Det er også lidt ligesom at blive published”.

Kind of, but NOT even close, bloggermor.

Who am I kidding? Cille tager sine første, spæde skridt ind i Tween-livet lige nu.

Hun er 8,5 år gammel.

Uafhængig og fri som fuglen. Ihvertfald i egen optik.

Hun opfinder sig selv igen og igen. Præcist som sine dørskilte.

Cille drømmer det ene øjeblik om at uddanne sig til journalist og straks flytte til Italien, hvor hendes gamle forældre allernådigst må besøge hende engang i mellem på det hobbylandbrug, hun vil drive ved siden af sit forfattervirke.

Det næste øjeblik græder hun helt hjælpeløst over en enkelt drillende sætning fra sin lillesøster og slår hulkende armene om halsen på mig, som hun ikke har gjort det siden hun var 2 år gammel.

Det ene øjeblik er jeg verdens mest uforståelige og uforstående mor.

Det næste øjeblik knuger hun min hånd, fordi jeg bare er den bedste og forstår alting.

Der er drama på alle niveauer.

Tårer. Latter. Vrede. Glæde. Frustration. Begejstring.

Og jeg forsøger at følge med, så godt jeg kan. Men det kræver overblik og overskud – og ind i mellem hænder det, at vi eksploderer (eller imploderer) på samme tid.

Så står vi dér.

Fnysende.

Stædige som de æsler, vi ligner på en prik.

Med hvert sit krakelerede selvbillede og ditto spejlbillede.

Min egen mini-me, som kan pisse mig af i en grad, så jeg ikke engang selv kan forstå det.

Så træder Martin til og skiller de stridende parter.

Beder mig dampe af og køle ned. Giver Cille samme medicin.

Og et øjeblik senere er vi okay igen.

For det øver vi os meget i – dét der med at kunne skifte stemning og tilgive lynhurtigt, så en enkelt dum sætning eller handling ikke får lov at definere resten af dagen.Og selvom der er en masse nyt og svært og besværligt i, at Cille pludselig er blevet en lille tween, så er der også noget aldeles magisk og forunderligt i at opleve, hvordan hun tilnærmelsesvist er en tro kopi af mig.

Som hun sidder dér – fuldstændig opslugt og fordybet – i sin novelleskrivning.

Tilfreds i eget selskab fylder hun med lethed siderne i sine hjemmelavede bøger. Ord, sætninger, fortællinger kommer til hende som var det naturgivent.

Hun har altid lige en idé til en historie – og det sidste, hun siger om morgenen, når vi tager afsked på skolen, er en ny novelletitel eller storyline, som jeg skal hjælpe med at huske til vi kommer hjem igen.

Alene hygger hun sig ved sit skrivebord, der flyder med tegninger, noveller, godnatlæsningsbøger og krea-dims.Jeg gjorde præcist det samme i den alder.

Kladdehæfte efter kladdehæfte blev fyldt af følelsesladede noveller om piger og venskaber.

Som Mor, så Datter. Og dén der tyndslidte frase om æbler og stammer.

Nu er det blevet Cilles tur til at skrive sit lille pigehjerte ud.Men der er alligevel også store forskelle på os.

Og gudskelov for det.

Cille besidder eksempelvis en umiddelbarhed og en tyrkertro på egne evner, som jeg aldrig har mestret.

For hende er det en selvfølge, at hun kan uddanne sig til journalist eller forfatter – på samme vilkår som hun kunne vælge at læse til lærer eller sygeplejerske.

Hun hænger sig ikke i detaljer og petitesser, som visse andre gør.

Hun tvivler heller ikke på egne evner eller egen dømmekraft, så ingen af idéerne får vinger, som visse andre gør.

Dengang jeg var i hendes alder, anede jeg end ikke, at man kunne uddanne sig til at leve af at skrive.

Hun er – i modsætning til mig – slet ikke bange for at kalde sig selv forfatter.

Hun er – i modsætning til mig – i stand til at henvende sig til ‘autoriteter’ for at komme videre i sin skriftlige dannelse.

Som forleden, hvor hun egenhændigt skrev en e-mail til rektor med forslag om, at én af efter-skole-aktiviteterne i det kommende skoleår burde være journalistik.Dén idé må rektor da nok kunne være med på, når hun læser Cilles mail?

After all, så er det jo en elev med både CETIFFECUT OF DISTINGTION in language og en fremadstormende entusiasme, der vil give den en skalle på journalistskolen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet