Solo parenting
Så er det mandag.
Igen.
Og selvom ugen starter om søndagen i De Forenede Arabiske Emirater, så er jeg sjovt nok stadig alvorsramt om mandagen, præcist som I andre. Man kunne jo have troet, at søndagen efterhånden ville blive dén dag på ugen, jeg har et anstrengt forhold til – men nej, mandag it is.
I dag har jeg ondt af mig selv i stride strømme, hvilket har resulteret i helt fantastisk retail therapy, men det viser jeg jer en anden dag.
Selvmedlidenheden driver, fordi jeg er forkølet og hoster sådan en ubehagelig, allergisk sand- og støvhoste på 5. døgn sammen med Mille. Og så fordi jeg flyver solo inden for dét der parenting, som uden tvivl er en opgave, der er bedst fordelt på to mennesker i et solidt fællesskab.
Ingen af os vidste, at weekenden og ugen skulle blive sådan her, men en integration af to meget forskellige firmaer byder på masser af ups and downs. Måske nok flest downs, hvis du spørger rette vedkommende.Så Martin pakker ganske pludseligt kufferterne fredag morgen – og vupti, så er han afsted mod Hamborg. Ingen ved, hvornår han er retur igen.
Og jeg laver te og pakker strandkurv, for der er intet som lyden af bølgebrus til at kurere savn og en sær kombi af undertrykt skuffelse og ærgrelse med.I øvrigt en følelse, som jeg kan se, at Martin også døjer med, da han krammer os til afsked og går ud af døren. Det er lige så svært for ham at forlade en dejlig weekend fuld af gode planer, der må aflyses, som det er for os, der bliver ladt tilbage.
Men på med handsken, Tine.
Solens varme stråler og et havbad gør mig glad – uanset hvad, der rumsterer i mit indre.
Pigerne elsker det heldigvis også nu.Jeg har ellers tidligere været ret alene om at synes, at stranden og havet er fantastisk, men nu er pigerne endelig hooked efter påskeferie med hele familien i Ras Al Khaimah.Og da vi spiser aftensmad i solnedgangen, forsikrer vi hinanden om, at det er det bedste måltid, vi har fået længe. Selvom vi savner Far og han skulle have været lige her.Mille ser op på mig, da vi bader en sidste gang, før vi skal hjem:
”Mor, får man egentlig en ny Far, når ens Far er rejst langt væk?”
”Nej, Mille. Det gør man ikke. Det får man aldrig. Man har kun én Far”, svarer jeg.
”Orv, det var heldigt, synes jeg”.
Og jeg tænker i mit stille sind, at det nok var et noget kategorisk og unuanceret svar at give hende, men spørgsmålet var så tydeligt møntet på hende selv, at jeg ikke kunne bære at skulle ud i en eller anden langhåret fortælling om, hvad der kan ske i familier.
Lørdag er vi på stranden igen. Denne gang med Maricel, der også nyder at komme ud i den ‘friske luft’. Sådan rigtig ‘frisk luft’ har vi stort set aldrig i en ørken, men om ikke andet er der en salt havbrise, der giver fornemmelsen af friskhed.Vi lukker weekenden med endnu en hyggelig solnedgangsmiddag.Efter omstændighederne har det været helt fint – men jeg vil ha’ Martin hjem.
Nu!
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Ingen kommentarer endnu