Godt nyt

Det her er mig. I en avatar-udgave (no shit, Sherlock) og med et præcist udtryk for min sindstilstand.Jeg er kisteglad. Inderligt. Tindrende.

Og føler mig så lettet og taknemmelig.

For nu er der kommet klar besked om, at dét her er et overstået kapitel.Biopsien viser, at det væv, der er blevet fjernet, er omkredset af raske celler. Altså fik den dygtige hudlæge fjernet hele det område, hvor der var kræft.

Det er noget underligt noget, det der kræft.

Bare ordet i sig selv er nok til at jeg gyser.

Det er på mange måder så bizart og uvirkeligt at være tilskuer og pårørende til sådan noget her. For slet ikke at tale om at være patienten.

Og selvom jeg godt ved med fornuften, at det er den mildeste form for kræft overhovedet – og at vi opdagede den i tide – så fjerner det ikke oplevelsen.

Lyden af skalpellen, der knasende filer sig igennem min elskedes hovedbund og hudlægens koncentrerede ansigtsudtryk, mens han roder rundt på toppen af Martins hovede, går ikke væk lige foreløbigt.

Blodet, der løber ned af siden på Martins hoved og hans lukkede øjne, der søger væk, væk, væk fra dét rum og den behandling, han er midt i, glemmer jeg ikke i morgen eller om en måned.

Oplevelsen af at min store, stærke mand lister forsigtigt omkring og er nødt til at hvile sig igen og igen, fordi han har ondt, er så uvant og fremmed for mig.

Små børn, der uskyldigt spørger, hvornår deres Far bliver ‘den rigtige Far’ igen, mens de går hånd i hånd med ham.

Små børn, der beder om at kigge til såret og sytråden i deres Fars hovedbund hver aften, hvorefter de udbryder med overbevisning i stemmen: “Dad, jeg tror ikke, at din wound er helt så stor som igår, så nu får du det snart bedre!”

Små børn, der kigger på mig fra bagsædet og siger, at de glæder sig til, at Far igen kan være med.

Små børn, der lover deres Far, at de nok skal være forsigtige og ikke lege for vildt med ham.

Det kommer til at tage noget tid at komme sig over det her, sådan rent mentalt.

Fysisk er Martin heldigvis fint på vej, og stingene bliver taget i næste uge.

Nu kan vi lægge det her bag os.

Betragte det som afsluttet.

Lige med undtagelse af at der er 3 måneders tjek, 6 måneders tjek og 12 måneders tjek.

Better safe than sorry.

Og nu er jeg SÅ klar til weekend i en Ørkenstat – med gode planer, nu hvor Martin er on the mend. 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet