Korrelation

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i mit seneste blogindlæg.

Det handler om dén der finurlige korrelation mellem patriotisme og expatliv, hvor førstnævnte stiger i sammenhæng med længden på sidstnævnte, som man si’r…

Det handler om, hvordan vores kærlighed til Danmark vokser i takt med at tiden går – og om hvordan vi som udrejste kommer længere væk fra fædrelandet geografisk og kronologisk, mens der samtidig sker en tilnærmelse rent følelsesmæssigt. Det er på samme tid ret skørt og ret logisk.

Og når H. M. Dronningen holder sin nytårstale, så taler hun direkte til os, Grønland og søens folk. Os, der nok er ude af øje, men forhåbentlig ikke helt ude af sind. Sådan føles det ihvertfald.

Det handler om dén stolthed, der ligger i at kunne definere sig selv som dansker midt i et multikulturelt virvar.Det handler om det kulturelle og sproglige fællesskab, vi kan vælge at indgå i, når vi møder andre danskere i et fremmed land, hvor vi tilfældigvis befinder os på samme tid.Så kan vi vælge at svinge med go’e, gamle Dannebrog – eller la’ vær’.

Men de fleste af os nyder at lære andre danskere at kende. Ikke at vi ikke har venner af andre nationaliteter (den slags kan heldigvis slet ikke undgåes i De Forenede Arabiske Emirater),  men der er en glæde og umiddelbar tilfredsstillelse ved at kunne udtrykke sig fuldt ud i samme referenceramme og med samme form for sære humor.

Og vi danskere støtter hinanden. Med største selvfølgelighed, hver eneste gang der er behov for det. Sådan er det også med den danske forældregruppe på vores skole.

Vi tropper op til International Evening med børn og drømmekager, pebernødder og æbleskivedej i kander, så vi én gang for alle kan få forklaret hele verden, at det er Danish-apple-slices-without-any-apple, der styrer – og ikke hollændernes poffertjes.

Og de danske firmaer støtter lige så pænt op om danske familier med sponsorerede gaver og produkter, som vi støtter op om dem, når vi køber ind.

Pandora er f.eks. trofaste leverandører af yndige smykkegaver til vores danske quiz.Arla Arabia gør også sit til at holde festen kørende. Vi sender en strøm af børn og barnlige sjæle afsted fra den danske stand med økologiske kakaomælks-overskæg, ostehapser til madpakken og æbleskiver bagt i Lurpak.

Ikke et øje er tørt – og jeg er virkelig imponeret over Arla’s gavmildhed til vores skolefest.Og LEGO udlåner altid venligt deres legeborde, som er et stensikkert hit hos alle børn. Og selvom vi ikke kan nå inderne til sokkeholderne i organiseret festlighed, så kan vi være virkelig godt tilfredse med, at alle gæster kommer troligt forbi for at stå i kø til de traditionsrige æbleskiver hvert eneste år.

Se lige indernes ballonfest! De har et helt hjørne af skolegården omdannet til Little India, fordi de repræsenterer 80% af skolens elever.De har sågar en trommespiller med i år. Han er da vældig flot.Og der er gratis henna til damerne.Og bunker af det lækreste street food i små portioner, som her, hvor Mille finder sprøde bananchips.Ind i mellem oprydning og servering af æbleskiver i den danske lejr, når jeg også at besøge Irans og Jordans stande som en lille grib, der leder efter lækre rester.Og jeg ler, da jeg ser den allestedsnærværende egyptiske snurre-rundt-mand give den gas på scenen. Han skal ligesom være der ved enhver festlig lejlighed i Mellemøsten – ellers er det ikke en rigtig fest.Der er ikke noget som en International Evening til at vække sanserne lyd-, smags- og følelsesmæssigt.

Jeg er lige dele stolt over at repræsentere vores eget lille land midt i virvaret – og samtidig lykkelig for at føle mig som en brik i et langt større, mellemmenneskeligt fællesskab – fyldt af eksotiske farver, krydderier, kultur og sprog. Og sådan tror jeg, at de fleste har det, når de deltager i sådan en fest, som på samme tid hylder det nationale og det internationale.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet