Hverdags-run

For evigt – JYSK

Én af de forunderligste ting ved at rejse ud i verden og bosætte sig i et andet land er, at man får et helt nyt forhold til ens hjemland.

Dét land, som vi alle tager for givet, fordi det netop er givet.

Dét land, som er en selvfølgelighed for alle os, der tilfældigvis er endt med at blive født lige dér.

Dét land, som tilbyder os et livslangt statsborgerskab – og dermed et fysisk tilhørssted i verden, men som også er ‘vores’ i forhold til de eksistentielle aspekter af livet – relationer og rødder; sprog og adfærd; kultur og traditioner.

Og interessant nok ender de fleste danske expats med at blive de største patrioter.

Jeg er selv blevet det. Martin ligeså. Pigerne delvist – med Mille, som familiens undtagelse, der insisterer på at være englænder.img_4748Langt de fleste danskere i min omgangskreds viser tegn på den samme form for akut udlands-induceret patriotisme.

Man kan selvfølgelig altid finde eksempler på danskere, som helt har sluppet interessen, sproget og kærligheden til deres gamle fædreland. Det har de helt sikkert deres egne, personlige årsager til – og det står da os alle frit for at bestemme, hvor vi hører til. Men for de fleste danske udvandrere sker der dét, at vi fejrer Danmark og danskheden, lige så snart vi kan komme i nærheden af det.

Pludselig begynder vi at få en ny forståelse for, hvad skattekronerne hjemme i Dannevang egentlig går til. Pludselig indser vi betydningen af Velfærdsstaten og det at have offentlige sundheds- og skolesystemer versus brugerbetalte. Pludselig er der en hel masse andre samfundsmæssige aspekter og værdier, der ses i et helt andet lys end tidligere.

Sådan er det, når ting kommer på afstand.

Så træder flere nuancer frem, fordi de står i kontrast til dét sted og dén kultur, hvor vi nu befinder os.

Selv vejret kan vi finde på at fejre. Sålænge vi ved, at vi skal væk fra det igen.

Og ude i verden stiller vi – udedanskerne – op på 1. række med rød-hvide flag og tilråb, når danske sportsstjerner lægger vejen forbi til kampe og turneringer.

Vi vælger med omhu danske produkter, lige så snart muligheden byder sig – uanset om indkøbet relaterer sig til møbler, boligindretning, fødevarer, smykker eller noget helt femte. Det samme gør sig gældende for services – hvis der er en dansk restauratør, fysioterapeut, tandlæge eller frisør i nærheden.

Vi fælder en tåre, når Dronning Margrethe taler direkte til os i sin nytårstale.

Og supermarkederne trawler vi igennem for mælkeprodukter, ost og smør fra Arla’s sortiment – og vi jubler triumferende, når der pludselig er Anthon Berg-æsker med marcipanstykker på nederste hylde i chokoladesektionen. Og når der endelig kommer friske forsyninger af danske øko-æg i Carrefour – ja, så skal der købes stort ind.

Vi smiler stolt, når vi vader forbi Johan Bülow’s elegante lakridsdåser i Dubai Mall’s Galerie Lafayette og vi køber gerne dansk fashion og designklassikere til vanvittige overpriser i eksklusive butikker.

Vi har en instinktiv fællesskabsfølelse og deler gavmildt surdej med hinanden og opskrifter på koldskål med de forhåndenværende, lokale ingredienser. Vi laver servicemeddelelser i Facebook-grupperne om, hvor der kan skaffes æbleskivepander op mod jul, og vi hjælper hinanden, når ting brænder på.

Men vi er der ikke kun for hinanden, når der er brug for hjælpende hænder eller moralsk opbakning.

Vi er der dælme også, når der er ting at fejre.

Som når endnu en dansker får succes med sin forretning og investering i udlandet.

For er der én ting, som er kendetegnende for de fleste udedanskere, så er det en tydelig afstandtagen til alt, hvad Janteloven måtte have indprentet os tidligere i livet.

Det er faktisk ofte dén – altså Janteloven – vi har valgt at flytte væk fra, for nu at være helt ærlig. (Og så det med gråvejret, bevares).

Og på onsdag den 28/2 er der endnu en god anledning til at møde op og fejre et dansk forretningseventyr.

JYSK – med ægteparret Maj og Jens Ravnbøl i spidsen – åbner nemlig deres første butik i De Forenede Arabiske Emirater. Den danske konsul i Dubai klipper snoren kl. 18 – og så er der ellers frit lejde for samtlige danskere i en Ørkenstat, som på lang afstand kan opsnuse 20% rabat og gratis pindemadder fra clean-eating producenten Kcal, der er skabt af endnu en succesfuld dansker.

Vi er nemlig lige så interesserede i et godt tilbud nu – Lars Dyne-Larsen – som vi var for år tilbage, da du tonede frem på TV-skærmen med din drævende, jyske dialekt og karakteristiske, nasale udtale.

For tilbudsjagt er vel det nærmeste, vi kommer på en dansk nationalsport?

Vi danskere anerkender hinanden for at have fået fat i en god ting til en god pris. Dét er et samtaleemne, der virkelig vil noget – i skarp modsætning til mange andre kulturer, hvor dét, at have betalt en formue for en ting giver anledning til omgivelsernes næsegruse beundring.

Og før vi ved af det, så er de her bløde, friske håndklæder landet i mit linnedskab.img_1616Og denne her fine bænk står i mit soveværelse, lige så snart Martin kigger til den anden side.img_1614

Jeg er for evigt jysk. Tilbudsjysk.img_1617Og det samme kan du være, hvis du kommer med på onsdag!

Du kan læse mere om de forskellige tilbud lige her: http://jysk.ae/magazine/

PS: Nej. Indlægget er ikke sponsoreret. Jeg støtter meget gerne danskere, der ta’r hænderne op af lommerne og gør noget.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdags-run