Lejrskole

Hende her er taget på sin første rigtige lejrskole her til morgen.Med min gamle Camino de Santiago-sæk på ryggen og soveposen stoppet ned i et stort indkøbsnet, som gør det lidt lettere at håndtere nedpakning dagen efter.

Hun har øvet sig hjemmefra i den ædle disciplin sovepose-nedpakning. Mosning, kunne man fristes til at kalde hendes teknik på nuværende tidspunkt. Men hvad gør det, sålænge hun selvstændigt kan tage soveposen op og pakke den ned igen.Hun har deltaget i indkøb, pakkeliste-tjek og omstændelig nedpakning af grej i rygsæk sammen med Mr. Mesterpakker-I’ve-Been-In-The-Military-Himself.Hun har test-sovet de sidste par nætter i soveposen for liiiige at sikre sig, at den nu også føles så hjemlig og varm og tryg, som hun kunne ønske sig.Lillesøster har betragtet forberedelserne med sine store, mandelformede øjne.

Man kan fornemme, at det er næsten for meget af det gode – med al den storesøster-ståhej og de voksnes udelte opmærksomhed, som tilstrømmer dén, der må komme afsted på salig lejrskole.

Og så er det jo godt, at man kan sine søsterlige kunstgreb til fingerspidserne.Der er dét kneb, hvor man simpelthen lægger sig fysisk ovenpå hovedpersonen og tiltusker sig lidt af vedkommendes stråleglans ved at kysse og kildre og fladmase.

Der er også dén manøvre, hvor man klamrer sig i hovedpersonen for at føle sig som en del af festen.Det her handler selvfølgelig om, at det er mærkeligt og forunderligt, at Cille pludselig skal være væk fra os i to dage.

Mille kender nærmest kun vores familie med Cille som fortrop.

Og nu skal hun være helt alene hjemme med Mor og Far, mens Cille laver seje ting sammen med de andre Year 4 elever på en lejrskole i Ras Al Khaimah.

Indtil videre går det rigtig godt.

Mille får pandekager med nutella til aftensmad med Farmanden, efterfulgt af popcorn og film. Og nu står den på smørhuls-samsovning hele natten – og ekstra kys og opmærksomhed at sole sig i.

Og Cille?

Indtil videre går det rigtig godt.

Hun får nok testet højdeskrækken lidt på klatrevæggen, men at dømme på hendes ansigt, så er hun nok i fuld sving med at slå dén skræk ihjel.Og i morgen skal de sejle i havkajakker og stå på paddle-boards, før de vender snuden mod Dubai om eftermiddagen.

Det er alt sammen så fint og godt.

Men jeg savner Cille helt vildt.

Allerede.

Det er komplet fjollet.

Og min hjerne siger, at jeg skal være rigtig stolt af hendes selvstændighed og lyst til at komme hjemmefra for at få oplevelser på egen hånd med sine kammerater. Tænk, at hun som 8-årig valser ud af døren uden at se sig tilbage!

Men mit hjerte siger til gengæld, at hun vokser op alt, alt for hurtigt. Og før jeg ved af det, så er hun en færdiguddannet 25-årig – og jeg er en mimregimpe, der taler om gamle dage og trådte barnesko.

PS: Jeg forsøger virkelig at keep’e mit cool. Udadtil. Og uden at nævne navne, så er der enkelte mødre i klassens WhatsApp-gruppe, der ikke klarer lejrskolen helt så godt som deres børn. Just sayin’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet