Glamping og gode grin

Wauw, en weekend!

Det er længe siden, jeg har grinet så højt og længe. Ikke af nogen, men med.

Og dét er hele pointen.

Vi er fyldt op med feel-good-stemning efter et døgn i herligt selskab.Og det er ikke kun selskabet, der er helt perfekt. Det hjælper helt klart også på overskuddet at blive mere rutinerede til camping. For hver gang vi er i ørkenen, justerer og optimerer Premierløjtnanten lidt på tingene. Denne gang var det vores små liggeunderlag, der måtte se sig udskiftet med rigtige luftmadrasser, som naturligvis pustes op med en lille elektrisk kompressor inde i bilen. Det er jo ikke glamping for ingenting.

Mændene bliver også hurtigere og hurtigere til at få gravet biler fri igen, når de sidder fast i det bløde ørkensand. Denne gang gik det så hurtigt, at jeg ikke nåede at få andet end et opgravnings-sejrsbillede.Og inden længe står Camp Dannevang snorlige.Så er der faktisk ikke andet at gøre end at læne sig tilbage i campingstolen eller varme en kedel vand over bålet til kaffe og så udskifte kaffe med hvidvin og champagne, når solen begynder at gå ned og mændene vender retur fra en anden camp, hvor de har hjulpet et par med at opsætte et lidt ubehjælpeligt telt.Og børnene?

De fortaber sig i evigheden.

I det bløde, rødbrune sand, som har lagt sig som bølger i en havoverflade, fordi det blæser her om vinteren.

Vi ser dem knapt nok.

Og der er ingen, som beder om iPads eller keder sig.

Der er walkie-talkies, snobrødspinde og sand-boards at lege med i den store sandkasse. Og det er mere end nok til at få fantasien til at udfolde sig.Da mørket falder på, uddeler vi lommelygter og så fortsætter børnene ufortrødent med at lege, mens Grill-Bill steger mørbrad og luner pitta over åben ild.Og som timerne går og humøret stiger, bliver der spist og snakket, grinet og klovnet (jeg nævner ikke noget om stoleudfordringer overhovedet!), fortalt vitser, åbnet flere flasker og fundet snobrødsdej og skumfiduser frem.Mille elsker at sove i telt, så hun kommer selv listende senere på aftenen og beder om at blive puttet i soveposen af Far. Der er et eller andet ved al den friske luft og bålet og campinglivet som gør, at man bliver så dejlig træt.

Og dér i teltet vågner jeg næste morgen.

Præcist klokken syv – med min fredeligt sovende familie omkring mig.Jeg lister uden for og ser op på månen, der lyser hvidt på vinterhimlen til den ene side.Og solopgangen til den anden side er betagende med sit skydække, som kun hører vintermånederne til i en Ørkenstat.Kort efter har solen helt overtaget himlen – og Mille kommer stavrende ud til mig i den kølige morgenluft.Nu skal vi ha’ æg, bacon og sort kaffe, før teltet skal pakkes ned og turen går hjemad til brusebad og tøjskifte.

Pigerne går fra den ene yderlighed til den anden i denne her weekend.

Fra ørkensand til sne på pisten. Det er én af mange vanvittigt gode ting ved at bo i Dubai. At den slags overhovedet kan lade sig gøre.

Og vores hjemlige engel har selvfølgelig vasket, ordnet og regeret med al campinggrejet, da vi kommer retur senere på aftenen.Maricels effektive rengøring og nedpakning af grej gør unægteligt afslutningen på campingweekenden til en anden oplevelse…- og jeg gentager lige, at jeg efterhånden ikke ved, om jeg kan leve uden hende.