The Farmers' Market on the Terrace

Flamingo

Hold da op, det blev hurtigt mandag igen – eller er jeg den eneste, der har det sådan?

Så jeg drømmer mig tilbage til i torsdags, hvor pigerne og jeg havde en dejlig fridag i det skønneste, sarte vintersolskin.

Mentalt har det været ret tumultarisk på det seneste – og fysisk har jeg heller ikke været helt på højkant med halsbetændelse osv., så det var ren balsam for sjælen at have fri til at sidde i en have og kigge op i den lyseblå himmel igennem de her florlette bladgardiner. Tilsæt lidt fuglekvidren, en kop varm kaffe og en baggrundskulisse af mennesker, der hygger sig og taler dæmpet henover morgenmaden. Herligt. Intet mindre.the-farm-al-barariHaven med de smukke træer tilhører restauranten The Farm, der ligger i det eksklusive compound Al Barari i det nordlige Dubai.

Det her er udsigten til den ene side af et lille anlagt vandløb. img_0796Og her er udsigten til den anden side.the-farm-al-barari-1En grøn frodighed – som enhver, der har været i en ørken, ved – er noget ganske særligt.

Man kommer til at værdsætte planter og træer på en helt ny måde, når der er naturlige begrænsninger i dagligdagen på grønt til at lade øjnene løbe ud i. Jeg har sagt det så ofte før, men jeg har selv skullet bytte mit Barnaby-idylliske landsbyliv i England ud med en sandblæst Ørkenstat, før jeg rigtigt forstod at værdsætte det flimrende lys i en bøgeskov. Eller udsigten over en frodig eng. Eller fornemmelsen af at kigge op i himlen igennem en trækrone. Faktisk er jeg ved at blive lidt af en sær tree-hugger på mine gamle dage, men det skal jeg nok lade være med at underholde jer yderligere med. Det går for det meste kun ud over særligt udvalgte træer i Grib Skov et par gange om året…the-farm-al-barari-2Børn er i øvrigt hjertelig velkomne på The Farm. Også når de piller ved de fine træskulpturer og løber omkring i haven for at finde bænkebidere, der skal spise morgenmad ved bordet sammen med resten af selskabet. True Story. Eller rettere: Story of My Life, siden Cille kom til verden.the-farm-al-barari-3Og på vej ud af restauranten, kan man hilse på køkkenpersonalet og købe lidt friske øko-grøntsager.img_0805img_0806Det kan varmt anbefales at lægge vejen forbi The Farm. Uanset om du er fastligger eller turist, er stedet et besøg værd – ikke kun på grund af den dejlige have, men også den friske, sunde mad.

Men hvorfor står der så flamingo i overskriften?

Det gør der, fordi vi var på flamingo-spotting i Ras Al Khor, før vi spiste morgenmad på The Farm.ras-al-khor-1Industriområdet Ras Al Khor i det nordlige Dubai er vist mest kendt for sit brugtbilsmarked, frugt- og grøntmarked, værksteder osv., men Dubai’s bystyre har også skabt en kunstig mangrove på den anden side af vejen.

Her holder de flamingoer og en masse andre fuglearter til ved at fodre dem hver dag.ras-al-khor-2Og de pumper afsaltet havvand ind i området, så der fortsat er et reservat for fugle så tæt på storbyen.ras-al-khorSelvom vandet ser lidt plumret ud på billederne hér, så kunne vi sidde og se på stimer af sølvfarvede småfisk, som de langbenede fugle vandrede rundt og fangede.

Helt meditativt var det, at sidde dér helt stille i de små udkigshytter og kigge på fugle.

Ihvertfald lige indtil en busfuld kinesiske turister troppede op og knipsede billeder ved at læne sig ind over min skulder og efterfølgende råbe et eller andet i mit øre.

Måske sad jeg i vejen for dem?

Hvad ved jeg om kinesere i Dubai?

Hav en dejlig mandag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The Farmers' Market on the Terrace