Om at slå ihjel

Ankel

Jeg er L.Y.K.K.E.L.I.G for at være tilbage i egne, vante rammer.

Som rutineret kuffert-livsnyder er der ikke noget synderligt alarmerende ved at opholde sig i x antal hjem og mosle rundt med ejendelene i en kuffert i x antal uger. Det har sin særegne charme at leve et luksus-rakkerliv.

Men følelsen af at komme hjem til et hjem, der er helt vores eget, er uovertruffen.

Jeg bliver så taknemmelig hver eneste gang.

Taknemmelig for min pude og dyne.

Taknemmelig for at have en dedikeret undertøjsskuffe og mere end én slags bodylotion efter badet.

Taknemmelig for at bestemme over køleskabets indhold og over dagens ret.

Det var også på høje tid at få stoppet med oversprings- og overspisningshandlinger for denne gang. Juleferie er noget så dejligt, men 3 stive uger til marcipangnaskeri og diskussioner om rimeligheden i iPad-begrænsninger for små, aggressive børn er dog alligevel i overkanten.

Og vi er kommet godt fra start. Sådan da.

Der bliver fyldt op i familiekalenderen med legeaftaler, fødselsdage og møder. Der bliver købt ind, arbejdet, ryddet op og løbet småture.

Og så sker der med det samme de dér ting, som er fuldstændig tilovers.

Dér hvor hverdagens ubarmhjertige bat rammer hårdest.

Forleden er det en defekt vandstandsmåler, der kommer til at koste os hele budgettet for januar. Vi venter “i spænding” på den endelige regning ved udgangen af måneden og indfører nu et vandregnskab.

Og så er der en lille Milløjser, som knapt er ankommet til trampolin-hoppeland på feriens sidste dag, før hun vrikker om på anklen og har noget-så-oooooooondt.

Så vi humper hjem igen.

Puster, nusser og hviler på sofaen.

Nøder hende til at gå lidt rundt.

Men efter aftensmaden er hævelsen ikke til at overse.

Og det bringer mig til ét af mine foretrukne had-kærlighedsforhold i Ørkenstaten: Sundhedssystemet.

Jeg elsker at hade det. Og samtidig så elsker jeg dele af det.img_0616Som det med at køre direkte op foran skadestuen på en lørdag aften kl. 20 og vælge frit mellem valet-parkering eller en plads lige uden for indgangen.

Et MasterCard og et AXA sundhedsforsikringskort præsenteres som det første i reception. Betalingen skal altid sikres, før man kommer videre i systemet. Sådan er betingelserne.

Et øjeblik senere tilses Mille af en (som altid) ubehjælpelig sygeplejerske, der klamper rundt i navn, årsag, tid og sted. Jeg kunne skrive noget om, hvor de her sygeplejersker kommer fra, men det vil være både racistisk og politisk ukorrekt, så skal vi ikke bare lade som om, at det IKKE er årsagen til, at der altid går ged i selv de simpleste aktiviteter?

Og så er det jo godt, at Mille og jeg er tålmodige mennesker, der ikke har noget sjovere at foretage os en lørdag aften end at trække en bestikkelses-Bounty til patienten, der aldrig kan få nok af kokos.img_0614Og da den er fortæret, er det jo godt, at vi har en bog om lort med. Som vi kan nå at læse cirka 100 gange, før vi bliver kaldt ind til lægen, der – sjovt nok – også har misforstået patientens navn og årsagen til dagens besøg.img_0612Men tilset bliver vi. Og overført til røntgen af anklen helt uden at skulle kæmpe for det – for der er jo penge i hver eneste handling for hospitalet.img_0613Mille er noget betuttet, selvom hun godt kender det store fotografiapparat fra en tidligere lejlighed eller to. Man får nemlig altid The Royal Treatment for selv de mindste forseelser i et sundhedssystem, der bygger på forsikringsordninger.

Og jeg kan ikke anbefale det.

Altså en privatisering af sundhedssystemet.

Efter at have oplevet det danske sundhedsvæsen og dets storesøster – NHS – i England, kan jeg kun sukke over Ørkenstatens system.

Det er posh hospitaler med lækre og bekvemme services. 100% sikkert. Og jeg er da vild med in-house apotek på hospitaler – og 24/7-fri-adgang til speciallæger og skadestuer. Parkering med et knips til en flink mand og juice eller kaffe til at slå ventetiden ihjel med.

Men der er så mange unødvendige procedurer og aktiviteter, der bliver udført, fordi hospitalerne kan få forsikringerne til at betale.

Og forsikringsselskaberne skruer derfor præmierne op, så ingen almindelige mennesker har råd til at købe dem – eller til at lade være.

Det er ganske enkelt skruen uden ende.

Og man skal være ualmindeligt kvik ved havelågen for at vurdere relevansen ved hvert eneste lægebesøg og ved hver eneste ordinering af medicin.

Ellers ender man med unødvendige røntgenbilleder, penicillinbehandlinger ad libitum, blodprøver mig hér og dér – og hvad fanden ved jeg.img_0615Nå, men Mille har heldigvis kun forstuvet anklen.

På de fine røntgenbilleder kunne vi se en masse vækstlinjer i knoglerne, men ingen frakturer.

Så vi humper hjemad igen.

2 timer senere og 49 dirhams (100 kr.) fattigere i egenbetaling.

Hvad skadestueregningen er endt med for forsikringsselskabet, dét tør jeg ikke sætte tal på.

Sundhedssystemet i Danmark er jo som sådan ikke billigere end hér – men måden hvorpå fællesskabet betaler og løfter samlet, så alle kan modtage den relevante behandling (hverken mere eller mindre) forekommer mig helt igennem velsignet.

Så gå ud og kram en dansk sygeplejerske, radiolog eller læge fra mig ♥

De gør det godt! Hver eneste dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

4 kommentarer

  • Lene Michaelsen

    Ja, forsikringerne har man jo ikke råd til at undvære! Vi har også måttet gennem systemet et par gange i de år, vi boede der. Bl.a da min søn brækkede armen i et fald på en quad bike. “Vores” hospital var American Hospital – de har rigtig mange spørgsmål 😉 Men de fik hans arme “fixet” fint.

    Håber Mille er ok igen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Lene,
      American Hospital er klart at foretrække, men vi bor nede sydpå – og der er for langt, når man skal skynde sig / har et barn, der har ondt. Så vi “overlever” på Al Zahra 😀
      Mille er okay igen – anklen har været ret hævet og med blålilla mærker – og hun siger selv, at den stadig er øm, men børn kommer sig heldigvis hurtigere end os gamle.
      Venlige hilsner,
      Tine – Mor i Udlandet

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Uh ha. God bedring

    Det er gode forhold i Dubai, men jeg kan også huske da jeg skulle skrives ind i forbindelse med Victoria’s fødsel – og manden bag skanken sagde ‘uhh that’s a good insurance’ med $ tegn i øjnene.

    Jeg var vild nervøs for, at jeg havde fået et stempel i papirerne, at hende sender I bare igennem hele turen – forsikringen betaler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tusind tak, Jannie. Mille er nogenlunde okay igen – det med en forstuvning tager jo lidt tid – men heldigvis ikke lige så lang tid som hos os voksne. Fødsler er nok lig med PENGE, fornemmer jeg! Vi har kun “specialiseret” os i at brække arme hernede, og det tager de sig også betalt for at reparere 😀
      Venlige hilsner og håber at I har det godt alle 4,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at slå ihjel