Tirpitz

Ting, Tine tænker over…

Jeg er i decideret julekoma.

Så dagens overskrift er muligvis en kende overdrevet, men jeg kommer altid lidt i det lommefilosofiske hjørne, når vi opholder os i Danmark.

I hjemmevante, trygge, genkendelige rammer, som på forvirrende vis ikke længere er helt hjemme.

Og når man så ganger den indre tankemølle med x antal sociale arrangementer, så opstår der lidt af et mentalt koma.

Efter en hyggelig Lillejuleaften hos Morfar og Conny, hvor pigerne traditionen tro ryger lige i lakridspiberne og al legetøjet.img_0435Efter en dejlig Juleaftensmorgen, hvor Julemanden har leveret dagens børne-beskæftigelsesterapi i form af smarte fælles-tegneruller, der ligger under Mormors juletræ.img_0437Efter hyggeligt formiddagsbesøg af kusiner, fætter og tante til endnu ét af min Mors lækre morgenmadsborde.img_0438 Efter leg og oppustede handsker og rullen rundt på gulvet igen og igen.img_0439Efter den skønneste Juleaften hos Moster og Onkel, hvor jeg insisterer på, at vi skal foreviges, før festen for alvor skydes igang og nysseligheden bliver nusset og småkrøllet.img_0443img_0453Og med fest mener jeg i virkeligheden julemiddagen.img_0455Jeg er blevet så uendeligt gammel, at Juleaften kun handler om de dejlige mennesker og den varme stemning, der breder sig rundt om bordet – og maden, naturligvis. Og dén kan ikke blive bedre end hos Moster og Onkel.

Heldigvis er der yngre deltagere, som er knapt så madglade som alle de gamle, som sørger for, at festen ikke kun handler om dét, der kan puttes i munden.

Her er Baby A ude at lede efter Julemanden, som tabte sin hue uden for døren og efterlod gaver på dørtrinnet. Flygtig og hemmelighedsfuld og mystisk, er han i år, ham Julemanden.img_0460Og børnene deler pakker ud og åbner og takker så pænt for det hele, at vi for en stund læner os tilbage og synes, at vi har gjort det allerhelvedes godt i dén der forældrebranche.img_0466Og Baby A får sin værktøjsbænk og en boremaskine, som han afprøver med stor entusiasme. Her borer han f.eks. sin Moster lige i skridtet, som man si’r…img_0467Efter dejlige dage i Vestjylland vender vi atter snuden mod Nordsjælland. Der er kun 240 minutter mellem Mormor og Farmor, som Cille formulerer det.img_0476Her venter der endnu flere dejlige julefrokoster og julemiddage, hyggestunder med venner og familie.

Og jeg trækker julekomaen i langdrag med varm te og smålure, gåture og marcipan-orgier, smørrebrød og bacon på alting. Juledagene er én blid tåge af mad og selskab.

Og så er dét, at jeg begynder at tænke. Mens jeg forsøger at løbe julesulet af i sjasket gråvejr på en cykelsti mellem Grib Skov og Hillerød City, hvilket slet ikke er en nem opgave.

Jeg tænker på, at der er noget halv-skizofrent ved at bo i et andet land end dét, man er født i. Det er som om man ikke hører hjemme nogen steder længere. Som om man får flere bevidsthedslag. En underlig hudløshed. En følelse af fremmedgørelse.

Eller også hører jeg i virkeligheden hjemme flere steder?

Måske bør jeg opfatte mig selv som “flerelandsdansker”, som en klog kvinde har foreslået mig?

Og det her er i øvrigt en proces og en følelse, som ikke kan “rulles tilbage” eller ændres igen.

Og hvad gør den helt præcist ved vores børn?

Hvor skal og kan vi nogensinde “passe ind”?

Er det vigtigt for sjælen og identiteten at føle sig hjemme ét sted?

Eller er det vigtigere at kunne føle sig hjemme overalt?

Jeg tænker på, hvor forunderligt det er, at vænne sig til andre omgangsformer og sociale normer, som gør, at jeg bliver helt nonnekysk og forarget over dét, der ellers er så typisk dansk. Bandeord og et vist frisprog. Alko-pops til de helt unge. Reklamer, der indeholder direkte referencer til sex. Nøgenhed i alle mulige fora – i dameblade og aviser, i gadebilledet, uden på produkter. Alt dét, der er fuldstændig utænkeligt i en højt-beklædt Ørkenstat med et anstrengt forhold til både frisprog og alkohol. Og som nu stikker mig i øjnene, fordi det er helt forsvundet ud af min hverdag. Det er så underligt at opleve modstanden indeni mig selv, når nu jeg er født og opvokset med, at det er helt almindeligt at drikke alkohol og have sex som 15-årig (iført umådeligt lidt tøj).

Jeg tænker på, hvordan det konstante vintermørke er grundlaget for den fænomenale verdenssucces, som dansk hygge er blevet. At de tændte stearinlys i vindueskarmene og de varme uldsokker, brændeovnene og de bløde tæpper i sofaen er noget helt særligt. For det hele danner rammen om det vigtigste i livet: Varme, nære og uformelle fællesskaber. Enhver dansker ved, at der skal ikke mere til end et lille fad med småkager og varm te i krus. To tændte fyrfadslys, en god bog og et blødt tørklæde at gemme sig i. Et par familiemedlemmer, der deler slikskål og tæppe i sofaen. Dét er hygge.

Vi er heldige med at hygge er en del af vores fælles DNA. Der er nemlig noget godt og vigtigt i at føle denne her enkle form for velbehag. Der er noget godt og vigtigt i at gøre ting pæne. At sørge for en varm stemning mellem mennesker, fordi det rum, de befinder sig i sammen, er rart. Og det bedste af det hele er, at det har intet med penge eller materielle ting at gøre. Hygge er noget ganske særligt, som pigerne skal forstå og mærke betydningen af. Det er en del af den danske folkesjæl, som de ikke må være foruden.

Jeg tænker også på, hvor bizart det er, at se nyhederne på TV og at skimme aviserne igennem hos Farmor og Farfar. Det er ganske små og til tider virkelig mærkelige nyheder og problemer, der optager danskerne. En forlystelse, der lukker i Tivoli and so what? Oftest er det også de samme diskussioner, der går i ring. Vil du have skattelettelser til de rige eller mere velfærd? Det samme, lamme spørgsmål er blevet stillet i 100 år. Og vi er ikke kommet så meget som et spadestik dybere i diskussionen om hvad der skal ske med en Velfærdsstat, der er ved at vælte. Og det er dybt beklageligt, at levebrødspolitikerne viser intet mindre end intet format. Forsimplet og fordummende, er det.

Og når samtalen henover frokosten eller diskussionen i fjernsynet drejer ind på noget med “muslimer”, “de fremmede”, “indvandrere” eller “asylansøgere”, får jeg en hel masse røde knopper. Der er ingen lette løsninger på integrationsudfordringerne, men den danske debat er hverken rar at se på eller lytte til som udenforstående, der selv er blevet en fremmed. Der bliver taget sørgelige, dybt beklagelige beslutninger for tiden i forhold til uledsagede børn, asylansøgere fra krigshærgede lande osv. – som må være resultatet af en langvarig, fejlslagen integrationspolitik, der har givet mange danskere både politiker- og muslimlede. Hvilket er helt og aldeles sørgeligt. Der har hersket – og hersker måske stadig – en stor angst for at stille krav til nyankomne i det danske samfund. Den manglende konsekvens og tydelighed har skabt en hel bunke problemer og misforståelser, som vi ikke kan være bekendt at tørre af på dem, der kom til os. Der skal to til tango og to til at misforstå hinanden.

Det er ikke fordi integrationen af “fremmedarbejderne” er perfekt i De Forenede Arabiske Emirater. Der er mange aspekter af samfundet og statens politikker, der kan anfægtes. Men dén med at stille krav til nyankomne, har Emiraterne klaret til et 12-tal. Alle, der ankommer, bliver mødt af de samme krav og forventninger. Og kan man ikke leve op til disse, så ryger man ud (eller i fængsel). På røv og albuer. Det virker hårdt. Men det virker. Og samtidig byder landet alle religioner og nationaliteter velkomne i et samfund, som er fredeligt og respektfuldt.

Det burde kunne lade sig gøre alle vegne. Men det kræver, at man er tydelig i krav og forventninger. At man ikke er en undskyldning for sig selv. At man ikke er naiv eller kompenserer på misforstået, ubehjælpsom vis. Men det gælder vist for alle menneskelige relationer, tror jeg.

Nå – ja – og så tænker jeg, at det er helt og aldeles vildt, hvor meget comfort, der er i at spise dansk mad. Det smager bare ufatteligt godt at spise de ting, jeg er opvokset med.

Karrysild. Makrel i tomat. Karbonader. Flæskesteg. Frikadeller. Rødbeder. Remoulade. Rugbrød. Pølser. Mad, der trøster og varmer en forvildet sjæl. Sofistikerede delikatesser er der ikke ligefrem tale om. Men så er vi tilbage ved det, jeg tidligere skrev om.

At kunne glædes over den enkle form for velbehag.

Skål – og fortsat god julekoma!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

6 kommentarer

  • Ann-Therese

    Jeg genkender virkelig den der hudløshed og fremmedgørelse. Også selvom jeg kun bor i Norge. Og den der følelse af at det ikke kan gøres om. Jeg vil for altid være hende der fik nok af de snærende, konforme bånd og den håbløse, visionsløse politik og derfor længtes ud af landet.
    Og hvem er man så? Hvor mange steder kan man høre til? Måske kan man være knyttet til flere steder? Måske kan man virkelig godt være verdensborger og ikke bare dansker?
    Måske er det alligevel bedaget at tænke så meget over nationale grænser som fx ikke eksisterer på internettet i samme grad? I hvert fald i forhold til hvor man føler sig hjemme. Man kan vel føle sig hjemme mange steder i verden?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Ann-Therese,
      Tusind tak for dit svar og for at du deler dine tanker med mig.
      Det er interessant at se, at det er ligegyldigt om man befinder sig i Norge eller i Emiraterne – følelserne og tankerne om udlandslivet er de samme 🙂
      Jeg synes det er så fint at tænke ud over traditionelle nationale grænser og opfatte sig selv som et internationalt menneske eller en verdensborger i stedet. Det tiltaler mig.
      I virkeligheden handler det jo allermest om at være omgivet af de mennesker, der betyder alt for én – og så er sted og omgivelser ikke afgørende. En anden kvinde foreslog mig, at anvende termen flere-lands-dansker – for danskere er vi jo stadig, os der drager ud og afsted. Det synes jeg egentlig også er fint.
      Og til den der tanke om at “vi ikke kan rulle det tilbage igen”, så tænker jeg også, at de konsekvenser, som vores valg har for os nu og i fremtiden umuligt kan blive så slemme, at de fantastiske oplevelser ikke vil opveje dem 110% 🙂
      Godt Nytår oppe i Norge,
      KH. Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgit

    Jeg kan rigtig godt lide at læse dine beskrivelser. Du skriver nuanceret og forståeligt. Der er sikkert positive og negative ting ved alle lande og synes du beskriver det så fint. Dejligt at se, at i har haft nogle dejlige dage med familien TRODS lidt kedeligt vejr. Godt nytår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Kære Birgit,
      Tusind tak for din søde besked.
      Vi nyder at være her – selvom vejret ikke er helt så koldt og klart, som vi “fra ørkenen” kunne have ønsket os 🙂
      Og du har helt ret – der er både gode og dårlige ting ved alle lande. Det vigtigste er i virkeligheden at være glad og have det godt, lige præcist der hvor man befinder sig.
      Godt nytår og venlige hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Virkelig fint indlæg. Du skriver SÅ godt! Tak for det. Hvis du nogensinde tænker på at udgive en bog om livet som ’mor i udlandet’ så skal jeg nok være den første til at købe den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tusind tak for de søde ord, Liv. Det gør mig kisteglad!!!
      Mange hilsner og godt nytår,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Tirpitz