Maricel, kom hjem!

Det er godt og vel 48 timer siden, at Maricel – vores husholderske – stopper vores julekort i sin kuffert og rejser på en måneds velfortjent juleferie på Filippinerne.Hun skal hjem og kramme sin 10-årige søn, Clarence, efter et helt års adskillelse. Og hendes mand, Juma. De to unge mænd danner længselsfuld velkomstkomité i Clarke Lufthavn sammen med Maricels mor og mormor.

Og det er forståeligt, at de alle brændende ønsker sig et gensyn og at tilbringe tid sammen.

Det med at være adskilt fra ens barn i et helt år ad gangen, er noget, som Maricel og jeg ofte taler om.

Især når Clarence har gjort noget uheldigt eller noget exceptionelt godt, hvor hun i begge tilfælde gerne ville have været der for ham, men i stedet er nødt til at tage den over Skype med resten af familien som tilskuere.

Og det er nemt at lade sig rive med i en malstrøm af skyldfølelse over, at vi har “taget hende væk” fra hendes familie.

For der er da noget åbenlyst absurd i, at hun drøner rundt med Cille og Mille hver eneste dag, mens hendes egen søn må passes af gamle mormor og endnu ældre oldemor efter bedste beskub?Men Maricel ser helt anderledes på situationen.

Hun ser med forundring på mit hvid-kvinde-skyldsåg. På min krøllede, danske “alle-er-lige”-hat.

Hun ryster på hovedet af mig og sukker, når jeg pipper et eller andet om det naturstridige i situationen.

Hun forstår og ser slet ikke, at der skulle være noget mærkeligt i, at hun pynter vores juletræ, vasker vores tøj og leger med vores børn, mens hendes eget barn passes og plejes af andre familiemedlemmer.

Alt dét gør hun med den største naturlighed og selvfølgelighed. For det her er hendes verden.

Det er langt de fleste filippineres verden.

Maricels mulighed for at forbedre hele familiens levevilkår er ved at arbejde i udlandet.

Langt væk fra sit hjemland og sin familie.

Det er et grundvilkår på Filippinerne, at familierne splitter sig op og rejser afsted for at søge jobs i andre lande. Staten anvender endda et særligt udtryk for de landsmænd, som drager ud: OFWs. Overseas Philippine Workers. 

Og udlandsarbejderne hyldes for deres initiativ og virkelyst. For landet har alvorligt behov for de millioner af mikrokapitalindsprøjtninger, der finder sted via Western Union igen-og-igen-og-igen.

Maricel har tilmed en god uddannelse og mange års erfaring som stabil og stærk arbejdskraft – også på Filippinerne. Men hvad nytter dét, når der ikke er arbejde at få på hendes hjemegn og når lønningerne er så lave, at de hverken er til at leve eller dø af?

Helt grundlæggende er det forkert, at dele af menneskeheden fødes med privilegier og muligheder, mens andre dele af menneskeheden må lide store afsavn for at få dækket selv helt basale behov.

Men når Maricel forklarer mig, hvordan hun ser på sit job som husholderske i Dubai hos et skørt, dansk firkløver, så er det et helt andet billede, der tegnes, end dét, vi selv tegner med skyldsåget tyngende om skuldre og hals.

Maricel ser muligheder.

Hun bliver altid behandlet pænt og har ordentlige arbejdsvilkår.

Hun får sin løn til tiden; hun har fritid og bor trygt og godt med eget bad og egen seng – hvilket vi anser for de simpleste hverdagsgoder, men som hun aldrig ville have haft på Filippinerne.

For sin beskedne løn kan hun betale for Clarence’s skolegang, Mormors medicin og kontinuerligt yde det primære bidrag til familiens husholdning.

Og så er der jo også Maricels livsdrøm og investering, som kun kan realiseres, fordi hun har et job i udlandet:

Et hus. Med indlagt vand og elektricitet.Som hun selv ejer og bestemmer over.

Som hun vil dele med sin mand, deres søn og sin mormor.

Dét husbyggeri var aldrig kommet i gang på en almindelig løn på Filippinerne.

Men nu sker det.

De nyindkøbte tagplader bliver lagt på i disse dage.Materialerne er delvist betalt af os og delvist af Maricel, som har optaget et mindre lån i Kaalunds Sparekasse, som kan afbetales uden renter og kun i de måneder, hvor det er muligt.

Og jeg har fortalt hende, at det letter på mit hvid-kvinde-skyldsåg, at vi kan se hendes hjem blive til en realitet på Filippinerne.

Det er som om hele denne her konstellation med Maricel hér og hendes familie dér giver mere mening, når der står et hus bygget som fysisk symbol på hendes indsats.

Som en slags “retfærdigheden ske fyldest” for en ung kvinde, der gør alt, hvad der står i hendes magt for at forbedre levevilkårene for hele sin familie.Jeg har den dybeste respekt for Maricels mod og handlekraft. For hendes evne til ikke blot at klare sig igennem, men til endda at forbedre på tingenes tilstand.

Det er sjældent let i Maricels og i alle de andre udrejste, filippinske kvinders liv.

Og dét forsøger jeg at huske, når jeg får mine expat-anfald af akutte First World Problems.

Og jeg under Maricel det årlige ophold på Filippinerne, hvor hun kan genskabe den nære kontakt til sine nærmeste.

Men jeg savner hende også. Helt vildt. Efter sølle 48 timers fravær.

Jeg er nemlig afhængig af Maricel.

Og jeg fatter til stadighed ikke, hvordan I andre kan have børn, fuldtidsjobs og fritidsaktiviteter og selv ordne langt størstedelen af hjemmets praktiske opgaver.

Har I overnaturlige evner?

Det kan jeg konstatere, at det har jeg ihvertfald ikke – efter selv at have spurtet rundt med vasketøj, tømt opvaskemaskinen og lavet en enkelt lasagne.

Jeg plejer at ha’ Maricel.

Dét er min super-power.

Og jeg vil gerne snart ha’ hende hjem igen ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet